URBANblog
jump to navigation

Høj skat motiverer ledere til at gå ned i løn lørdag, 28. jan 2012

Skrevet af Kristian under Occupy, Kommentarer

Det gode ved en marginalskat på 60 % (inklusiv bruttoskat) er, at man kun mister lidt ved at gå ned i løn. Hvis en direktør vil gå ned fra 3 mill. kr. om året til 2 mill. kr. om året for sit firmas skyld (og for at motivere sine medarbejdere til også at gå ned i løn), så mister han reelt kun 400.000 kr. - mens SKAT mister 600.000 kr.

Derfor giver det god mening for direktøren at gå foran, hvis han flot erklærer at alle skal gå for eksempel 10% ned i løn - inklusiv ham selv. Direktøren vil miste 40 % af beløbet til luksusforbrug (det marginale forbrug), mens medarbejderne mister 55 % af beløbet, og det til nødvendighedsforbrug, da de ikke har samme overskud til luksusforbrug. Samtidig kan han prale med, at hans personlige lønnedgang (nominelt) er 10 gange større end medarbejdernes, og det lyder jo ganske imponerende.

I nedgangstider er det derfor dumt at nedsætte marginalskatten. Ligesom lederne har muligheden for at sende et stærkt signal, så kan samfundet også sende et stærk signal til lederne. Tro ikke på dem, der siger at de så bare rejser til udlandet, fordi deres lønninger ikke er internationalt konkurrencedygtige. Når man har et dyrt hus, der ikke kan sælges uden tab, og børn i huset eller i nabolaget, flytter man ikke sådan uden videre til et fremmed land, hvor man ikke taler sproget som en indfødt.

Tværtimod er der god grund til at skride ind overfor grådige magtmennesker, der udnytter deres position til at tage for sig af retterne på virksomhedens tag selv bord. Ligesom bestyrelsesmedlemmerne i Arvid Nilssons fond, der med en håndevending lod deres honorar stige fra 85.000 kr. om året til 862.000 kr. om året - for at deltage i tre årlige møder. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen skred ind og nedsatte stigningen til 362.000 kr., så nu kan vi andre fryde os over, at de grådige mennesker går rundt med tomme maver og lever på en “sten”…

Hvad har vi egentlig gang i? fredag, 27. jan 2012

Skrevet af Kristian under Occupy, Kommentarer

Katrine arbejder i en børnehave. Hun møder klokken 7, og lidt efter tager hun imod Emma, som bliver afleveret af sin far.

Når Thomas har afleveret Emma, går han hen til bussen. Buschaufføren Khalid siger godmorgen til Thomas, der viser sit kort. I bussen møder han Gitte, der arbejder i Trafikselskabet, og Nikolaj, som er leder af kommunens afdeling for daginstitutioner. Deres børn er i samme institution som Emma.

Thomas møder på arbejde i IT-firma, hvor han udvikler systemer. Firmaet har både kommunen og Trafikselskabet som kunder.

Rikke er i kommunens pladsanvisning. Nikolaj har ændret proceduren for, hvordan pladsanvisningen skal foregå, og det er Rikke ved at indarbejde i det system, som kommunen har købt af Thomas´ firma. Det er der gået nogle dage med, for systemet er ikke så nemt at have med at gøre, når man skal lave ændringer. Det taler Rikke nogle gange med sin mand Ole om. Han arbejder nemlig også med IT-systemer i Trafikselskabet.

Det er ret frustrerende at skulle bruge tid på opgaver, som egentlig burde være overflødige. Nogle gange tænker Rikke på det gamle ord om, at man ikke kan leve af at klippe hinandens hår. For det er jo nøjagtig hvad de fleste gør.

Hvis Thomas blev hjemme fra arbejde, behøvede Katrine, Emma, Khalid, Gitte, Nikolaj, Ole og Rikke heller ikke tage på arbejde. For de producerer jo ikke andet, end at gøre det muligt for hinanden at være på arbejde.

Hvis Rikke ikke skulle på arbejde, ville hun nyde at bruge en masse timer i haven. Hun ville lave god langsom mad til sig selv og Ole, og hun ville have det fint med at gøre rent selv i stedet for at have en rengøringshjælp. Hun ville få tid til at tage sig af sine gamle forældre, for ikke at tale om den tid hun ville kunne få med sine skønne børnebørn. Hun kunne læse en masse bøger, og måske ville hun gøre alvor af sin gamle drøm om at skrive en bog om jordskokker.

Afskaf det overflødige Kirkeministerium torsdag, 26. jan 2012

Skrevet af Kristian under Tro, samfund, Kommentarer

En SF´er forslog at omdøbe Kirkeministeriet til Ministeriet for Livsanskuelser, og det faldt til jorden med et brag på grund af den almindelige konservatisme. Men skal et ministerium i det hele taget administrere livsanskuelser? Det er så bredt et begreb, at det rækker fra politiske ideologier til religion til filosofi og så videre. Darwinisme er også en livsanskuelse.

Men det offentlige og demokratiet skal blande sig helt udenom folks livsanskuelser - det er og bliver folks egen sag. Derfor skal vi se at få lukket det helt unødvendige Kirkeministerium.

Vi har jo trosfrihed. Det betyder, at borgerne må tro som de vil, uden at nogen må blande sig i det. Det sikrer Grundloven.

Den kristne tro er indrammet af Kirken. De troende er samlet i menigheder, som er organiseret som foreninger. Det er om noget det civile samfund, der handler ved egen kraft, og det skal det gerne blive ved med. Hvorfor skal staten regulere det?

Man forsvarer det altid med, at nok har vi trosfrihed - men ikke troslighed! Den lutherske tro har et særligt behov for beskyttelse fra staten. Så tyndbenet er den åbenbart! Men vi er mange andre troende, der selv betaler hvad det koster at have en menighed. De selvstændige uafhængige menigheder er pudsigt nok også der, hvor der er mest liv og aktivitet, hvorimod den statsautoriserede folkekirke er stivnet i ufolkelige og ukristelige automathandlinger drevet af lønarbejdere. Trist - men sandt.

Denne folkekirkelige mastodont er i den grad vokset sammen med det offentlige system, at man rask væk opkræver kirkeskat hos folk, der ikke engang er medlemmer af folkekirken. Så teknokratisk arrogant er det blevet.

Hvem kender i det hele taget Kirkeminsteriets opgaver? Kirkeministeriet

Vi har ikke brug for noget af det. De troende kan sagtens selv!

Offentlig henrettelse i USA onsdag, 25. jan 2012

Skrevet af Kristian under Kriminalitet, Kommentarer

En video viser hvordan en indbrudstyv bliver henrettet på åben gade med 10 skud af to betjente, der står og venter på ham. Manden går roligt væk fra de to betjente. De skyder ham med en strømpistol. Han tager stille og roligt ledninger af. Vender sig om og trækker et stort brækjern tilbage, men inden han når at løfte det, bliver han skudt 5 gange af den ene betjent, og derefter 5 gange af den anden betjent.

Hvem sagde, at USA er mere civiliseret end Iran?

Den sorte Moses onsdag, 25. jan 2012

Skrevet af Kristian under Krig, Tro, Kommentarer

I gamle gamle dage, og vi snakker om rigtig gamle dage - før Hitler, Napoleon, Christian 4-tal, Svend Tveskæg og Karl den store, ja lang tid før ham, da levede der en kæmpestor mand - sort som natten selv. Han var kæmpestor, stærk, skruppelløs og ond, og huserede i Østafrika med sin bande på 70 tyve og røvere. Og det er ikke løgn!

Han var så skide ond, at han en dag forlod sin bande, og svømmede over den brede Nil, for at hævne sig på en mand, hvis gøende hunde havde forpurret et røveri. Da manden nåede at skjule sig, greb han to af hans får, svømmede tilbage over Nilen med dem, hvor han slagtede og festede - og vandrede de 50 mil tilbage til sin bande.

En dag skulle regningen betales for alt det lort han havde lavet. Langt ud i ørkenen flygtede han, og forfølgerne var lige i hælene på ham. En dag ser han fattige hytter, et øde sted i Wadi al-Natrun hvor han ikke havde forventet at finde nogen. Han kræver beskyttelse, og de tager ham ind. Det er eneboere i ørkenen - munke, der har forladt verden, for at være alene med Gud.

De beskyttede ham, lod ham bo der, og med tiden omvendte han sig og blev munken til Abba Moses. Eftertiden kender ham som én af ørkenfædrene, hvis visdomsord huskes endnu i dag.

Han lærte at styre sit vilde temperament. En dag, hvor én søgte at provokere ham, blev han spurgt, om han var ligeså rolig indeni, som han virkede udenpå. Han svarede blot - “nej”.

Mange år senere var han leder af et kloster, med lige så mange munke som der engang havde været i hans bande. En hær af barbarer invaderede dalen, hvor munkene boede. Abba Moses blev opfordret til at flygte for livet. Men han sagde: “Jeg har ventet på denne dag i mange år, sådan at Herrens bud må blive opfyldt - at alle, der griber til sværd, skal falde for sværd.”

Nu var han ligeså rolig indeni som udenpå. Han bød “gæsterne” velkommen, og de slog ham og de syv munke, som havde valgt at blive sammen med ham, ihjel. Den hellige Moses løftede ikke en hånd.

Cem tirsdag, 24. jan 2012

Skrevet af Kristian under Familie og børn, Tro, samfund, Kommentarer

En ung på 21 år blev overfaldet og myrdet. Lige udenfor hvor han bor. På en åben plads midt i storbyen. En flok lå på lur og ventede på ham. De slog og trampede til han lå livløs hen. Hvorfor?

Var han sagesløs, eller var han selv udenom det? Kan det ikke være lige meget! En flok blodtørstige idioter om én mand. Koldt og fejt.

Der er mange mennesker, der nægter det “onde”, selvom det er lige foran øjnene på os. De tror man kan rette op på mennesker med straf og hævn. Det kan man ikke, for straf og hævn giver kun mere energi til det onde.

Det onde råder virkelig! Vi hører om en mand, der har voldtaget sine 9 børn. Så hører vi om kvinde, der har voldtaget sine børn. Så hører vi om en børnelokker med slik i lommen. Men det er bare toppen af isbjerget.

Hver dag melder der sig et nyt misbrugt barn i Center for voldtægtsofre på Rigshospitalet. Forskningen vurderer, at 500.000 danskere har været udsat for en eller anden form for seksuelt overgreb.

Det onde er rasende. Når det først begynder at slå, holder det ikke op før ofret ligger livløst hen. Det onde tiltrækkes af det uskyldige. Derfor bliver så mange børn udsat for seksuelle overgreb - eller slået og ydmyget. Det onde hader kærlighed. Derfor går så mange ægteskaber i stykker. Det onde smitter - had avler had.

Det onde er ikke “nogen”. Det er inde i os. Men det er en lille forbryder, som gør alt hvad han kan, for at holde sig skjult. Vi er nødt til at finde ham og se ham i øjnene, hvis vi vil bekæmpe ham.

Der er ingen, der fortjener at blive udsat for ondskab.

Forskelle mellem danskere og svenskere mandag, 23. jan 2012

Skrevet af Kristian under samfund, Kommentarer

Altså for 1000 år siden i følge Adam af Bremen. Noget af det passer på i dag, noget gør ikke.

Danskerne: Samler meget guld ved sørøveri, men de skal betale skat til danerkongen. Nogle gange fanger de en nabo og sælger ham som træl. Hvis kvinder bliver grebet i utugt, bliver de også solgt. Hvis mændene bliver dømt for at have fornærmet kongen, vil de hellere halshugges end piskes. Og hvis det sker, så gælder dem om at se glad ud, da tårer, klage og andre angerstegn afskyes som det værste.

Svenskerne: Er meget beskedne. De er ligeglade med guld og sølv, prægtige heste og bæver- og mårskind. Kun når det kommer til kvinder, kan de ikke holde sig tilbage - de har 2-4 koner alt efter rigdom. Med døden straffes den, der har samleje med næstens hustru eller voldtager en jomfru eller plyndrer en andens ejendom. Svenskerne er de mest gæstfrie af skandinaverne. De kappes om hvem der skal modtage en fremmed i sit hjem, og viser gæsten al mulig venlighed. Så længe han ønsker at blive, føres han hjem til den ene efter den anden af værtens mange venner. Kongens magt begrænses af folkets vilje. Hvad alle i fællesskab har besluttet må kongen stadfæste. I fredstid er alle lige, men i krig giver de kongen al lydighed.

Vikingerne - vores pinlige forfædre søndag, 22. jan 2012

Skrevet af Kristian under samfund, 3 kommentarer

Vikingerne var nogle vilde bavianer. De var dygtige til at bygge skibe, og de ville gerne være rige.  Derfor begyndte foretagsomme høvdinge i 700-tallet at fylde deres skibe med økser og sværd, og så drog de ellers med en bande kammerater til nærliggende lande for at røve. I begyndelsen havde de ikke sejl, og det foregik langsomt med ro-kraft. Men med tiden blev skibene udstyret med store flotte segl med striber eller tern. Med hurtige skibe kunne de udstrække jagtmarkerne til alle de britiske øer og hele Nordfrankrig.

Når de så nåede frem til en fremmed kyst, fandt de en landsby, hvor de gik bersærk. Skar mændene op med sværd, plantede økserne i deres hoveder, trådte børnene ned og voldtog kvinderne. Derefter tog de en slapper, og holdt fest på landsbyens forråd. Så fyldte de skibene med alt af værdi og drog tilbage til de hjemlige strande.

Der ventede høvdingens mange koner. Det var almindeligt at de havde en hel del, og dertil nogle kvindelige tjenere til seksuelle formål. Almindelige (frie) mænd måtte nøjes med 3-4 koner. En del af konerne tog de med hjem fra udlandet. De mænd, der ikke var koner nok til, måtte få deres lyst styret, når de var ude at “rejse”.

Vikingerne elskede bling bling. De gik med kæder, armbånd og brystsmykker i jern og guld. Om hovedet havde de som regel et farvet pandebånd i smukt stof. Sværd og økser var besat med guld, og med flotte billeder. Det samme var deres skibe. De var så glade for deres smukke sager, at de absolut skulle have dem med i graven, når de døde: tøj, våben, skib, god mad, øl, køer og får og en kone. Så havde de noget at give sig til i dødsriget.

Banderne havde delt verden i mellem sig. De norske tog de vestligste dele (Irland og Bretagne). De danske tog England og Normandiet. De svenske kiggede mod øst. Når de ikke var afsted for at rane udenlands, så overfaldt de hinanden. Dengang var der ikke så mange større byer, men dem der var, blev fra tid til en anden angrebet og brændt af. Sådan gik det for eksempel med Hedeby i Sønderjylland og med Birka i Sverige. Det var ikke nemt at være bymenneske dengang.

Vikingerne var meget lærevillige, og tog en masse til sig, når de var udenlands. Nogle gange kidnappede de også eksperter, de kunne bruge til forskellige formål. Men på grund af deres meget stærke æresfølelser, hidsige temperament og krigeriskhed, var de ikke i stand til at grundlægge en civilisation. Heldigvis kom kristentroen til, og fik lagt en dæmper på al balladen.

Folk tror ikke på incestofre lørdag, 21. jan 2012

Skrevet af Kristian under samfund, Kommentarer

I Danmark foregår der en masse skjulte seksuelle overgreb på børn. De færreste bliver kendte af andre end krænkeren og ofret, og endnu færre bliver anmeldt til politiet. En vigtig grund til det er, at afsløringen som regel bliver mødt med dyb mistro. Sådan har det altid været.

Den almindelige forestilling om en krænker er, at det er en savlende pædofil med bolsjer raslende i lommen og åben gylp i bukserne. Virkeligheden er, at mange krænkere virker tillidsvækkende eller medynkvækkende på andre. Det er ofte mennesker, som er gode kammerater, fordi de ved at gode relationer er en vital ressource for dem. Og så er de dygtige til at holde deres misgerninger skjult.

Derfor vil et barn (eller en voksen), der afslører misbrug, blive mødt af mistro fra familie og venner. Krænkeren vil være den første til at afvise og bortforklare. Enten vil han kalde det misforståelser, eller også vil han forsøge at lægge skyld på offeret. Enten for at komme med falske beskyldninger, eller eventuelt for at have optrådt udfordrende og have livlige fantasier.

Andre voksne vil have svært ved at forestille sig, at krænkeren kan have gjort noget galt. Sådan en sød medlevende far, som altid er omsorgsfuld og kærlig overfor sine børn, og som i øvrigt er agtet af de voksne. Han kan umuligt være sådan et pædofilt uhyre, som man læser om i avisen.

Afsløringen truer ikke kun krænkeren men hele familien. Tænk hvis det kom ud! Hustruen er bange for at blive anklaget for at have vendt det blinde øje til overgrebene. Det er hele billedet af en af de centrale personer i familien, der truer med at krakelere. Kan man så have noget med ham at gøre i fremtiden, ham som er min elskede far? Det er hele ens egen og familiens historie, som kan komme til at fremstå i et helt nyt lys: hvad var egentlig sandt og hvad var falsk? Og svigtede man i virkeligheden selv ved ikke at komme den betrængte søster til hjælp? Konklusionen er, at det er meget mere trygt og sikkert af afvise afsløringer som opspind og fantasi, end at tage dem alvorligt. Og så længe det er sådan, vil det være påstand mod påstand, og så er det nemmere at ofre søsteren end at ofre krænkeren.

Nogle organisationer har opfordret børn til at optage overgreb på deres smart phones. Desværre læser krænkere også aviser…

Løsningen for mig at se, er at man altid skal tage børn alvorligt. En anklage vil altid afspejle noget, som de voksne skal være opmærksomme på. Og så må man i respekt for barnet undersøge søgen nøgternt uden at kuldsejle i kaotiske følelser. Hvis krænkeren reagerer meget voldsomt på anklagerne, er det måske snarere et tegn på at der er noget om sagen end det modsatte.

Har du set filmen Anklaget? Den viser fremragende, hvordan sådan en grim historie kan se ud.

Ting kommer og går fredag, 20. jan 2012

Skrevet af Kristian under samfund, Kommentarer

men verden består. Det er sært hvordan noget godt, kan forvandle sig til noget sørgeligt. Jeg tænker på Urbans lukning, men sådan er det jo med alt man forbinder sig med. Prisen for fornøjelsen, er sorgen ved at miste det.

Kunne man nøjes med at glæde sig over fornøjelsen, og så tage afsavnet i stiv arm? Det er ikke nemt.

I pressen hører vi om succesvirksomheder, der udvider, vækster, hyrer og smider om sig med bonusser. Pludselig stopper festen. Ansatte bliver fyret. Aktierne falder. Produktionen lægges ud til et varmt land. Og så er successen pludselig forvandlet til en tragedie. Men i virkeligheden er det ikke værre, end at man er tilbage ved udgangspunktet + at der altså er sket noget glædeligt i mellemtiden.

Hvis optur var evig, ville den bare være “business as usual”. Sådan er kapitalismen. Hvis der ikke er konstant vækst, så er der krise. Men det er jo bagvendt, for krise burde være forbeholdt, når grunden skrider.

Bevidstheden om at kunne miste, er det der får os til elske og brænde. Men det er sjovt nok samtidig det, der kan minde os om, at vi skal passe på ikke at gøre det vi holder af, til en del af vores identitet.