Ydmyghed

I går var det 22 år siden, at Saddam Husseins styrker angreb en den kurdiske grænseby Halabja med alle mulige kemiske våben. 5000 døde. Mange flere blev såret, og har mén for livet. Nogle af dem befinder sig i Danmark.

Danske journalister var blandt de første på stedet og optog frygtelige billeder.

En skam, at man ikke gav tid til at stille Saddam til regnskab for denne forbrydelse, og for de 180.000 andre døde civile i forbindelse med dødskampagnen “Anfal” mod kurderne.

Eksisterer det onde - virkeligt? Eller er ondskab en psykisk brist, eller måske en patetisk anklage fra selvmedlidende tabere?

Når nogen finder på at ringe til store børn på efterskoler, for at skræmme dem med at deres forældre er blevet udsat for et alvorligt trafikuheld, så er det rendyrket ondskab. Det er en handling, der alene har til formål at skræmme og skade, og som alene på grund af sin uforklarelige råhed, må traumatisere dem, den er gået ud over.

I Vatikanet erklærer “chefexcorcisten”, at den onde selv har slået sig ned i området, og at det blandt andet er forklaringen på, at en sindsforvirret kvinde angreb Paven for nylig.

To selvmordsbombere smadrede en menneskemængde. De sårede blev samlet op og hastet på hospitalet, hvor en af de “sårede” sprang i luften og slog et yderligere antal mennesker ihjel. Hvad kan være formålet? Ønsket om at dræbe mennesker, som lige med nød og næppe har undsluppet døden, er præcis viljen til at slukke håbet. Det er ondskabens essens.

Også i Danmark vokser vreden. Ikke den konstruktive rationelle vrede, nej den uforklarelige, eksplosive, tilfældige vrede, som udløses, når mennesker føler deres stolthed gået for nær. Derfor oplever for eksempel livreddere i svømmehaler, at de ikke længere kan få lov at holde styr på gæsterne, for hvis de siger noget til nogen, bliver de mødt af hadefulde reaktioner. Almindelig høflig opførsel bliver gjort til “politisk korrekthed”, som skal bekæmpes for enhver pris, pænhed og omtanke erstattes af afstumpethed.

Fællesskabsfølelse er druknet i brølende liberalisme, ligesom det er slut med respekt for hinandens meninger. Derfor ser man besynderlige offentlige debatter på internettet, hvor argumenter ikke kan udtrykkes uden at blive garneret med åben fjendtlighed. Tag for eksempel indvandrer- og klimadebatten hvor den skeptiske side brillerer med verbale overgreb i overflod. Den “gode tone” er gået hen og blevet ufolkelig. I hvert fald i følge Ekstra Bladet.

Gud tillader den onde at rase. Det er for at vi mennesker, kan få mulighed for at gøre et klart valg - ønsker vi Gud eller ej? Det er en åndelig kamp, hvor det overordnede udfald er kendt på forhånd: Gud vinder!

Det er derfor, vi fejrer påske.

For 95 år siden foregik et langsomt folkemord på 1½ mill. armenere. De blev tvunget væk fra deres byer og måtte vandre i lange kolonner. Nogle blev udplyndret og slået ihjel med det samme. Andre fik lov til at gå til de faldt om. Dem der holdt ud blev skudt.

Både USA og Sverige har fulgt en række andre lande og netop officielt anerkendt dette folkemord, som aldrig må blive glemt. Danmark vil til gengæld ikke anerkende folkemordet, for det ønsker “Dansk Folkeparti” ikke (så kan man jo gisne om, hvad deres motiv mon måtte være).

Men en rigtig dansker tog stilling, rejste ud og hjalp - hun hed Karen.

Armenierne betragtede Karen Jeppe som deres skytsengel, hvilket bl.a. fremgår af følgende historie. Efter det store jordskælv i 1927, hvor mange omkom og ødelæggelserne var store, talte en araber og armenier sammen. Armenieren sagde, at her i Aleppo sker der ikke noget, for her bor der et helligt menneske, og araberen spurgte, hvem det var. Karen Jeppe, blev der svaret.

Karen Jeppe er en af Danmarks store kvinder, der var kendt i det meste af verden som den kvinde, der uden at tøve gav hele sit arbejdsliv til et folk, hun kom til at elske. Hun tog ud og arbejdede i den tyske mission, men missionerede ikke selv. Det blev klart for hende, at det ortodokse armenske folk ikke havde brug for omvendelse, men hjælp til selvhjælp. Hun formåede at skabe venskabelige relationer mellem beduiner og bønder – en bedrift i sig selv, men hun fik også åbnet den Vestlige verdens øjne for den forfølgelse, armenierne blev udsat for.

Karen Jeppe rejste til Urfa i Lilleasien i 1903 for at missionere og undervise. Her fik hun kontakt med de kristne armeniere. Da massemordene begyndte i 1915, forsøgte Karen Jeppe at hjælpe så godt hun kunne. Hun skjulte flygtninge under gulvet i sit hus, hun organiserede mad og vand til de karavaner af armeniere, der blev drevet gennem Urfa – ud på deres sidste rejse. Tyrkerne var ikke så avancerede i masseudryddelse, så deres metoder gik ud på, at drive mændene sammen og skyde dem. De unge kvinder blev ofte solgt som husslaver, ældre kvinder og børn drev man også sammen, men dem sendte man ud på vandring, indtil de døde af tørst, sult og udmattelse.

Karen Jeppe blev i Urfa under krigen. På et tidspunkt blev hun angrebet af plettyfus, og det blev arrangeret, at hun skulle rejse hjem sammen med en missionær, men hun nægtede, så længe hun havde flygtninge i sit hus. Mange hjalp hun på flugt bl.a. ved at forklæde dem som kurdere og arabere. I 1918 var alle flygtninge ude af hendes hus, og der var ikke mere, hun kunne gøre. I halvandet år havde hun haft flygtninge boende i en kælder, der blev gravet ud under hendes hus. Hun var syg og nervenedbrudt og tog til Danmark. Hun var ulykkelig, hun havde måtte efterlade sine to børn til en uvis skæbne.

Senere vendte hun dog igen tilbage for at hjælpe. Læs videre her.

Zenia Stampe er blevet udsat for en elektronisk lynchning, efter at hun benyttede sin grundlovssikrede ret til at politianmelde drabschef Ove Dahl for racistiske udtalelser. Ove Dahl demonstrerede sin mangel på professionalisme ved at hævde at rumæneres kultur tillader dem at dræbe for et par hundrede kroner.

For at redde politiets image har ledelsen søndag tvunget Dahl til at trække sine udtalelser tilbage, hvilket både er et anslag mod ytringsfriheden, men også et udtryk for mistillid til retsstaten. For hvad er en politianmeldelse i grunden?

En politianmeldelse indebærer, at politiet får til opgave at belyse om lovregler er blevet overtrådt. Hvis det er tilfældet, rejses der en sigtelse. Hvis det ikke er tilfældet, rejses der ikke sigtelse. Hvis en højtplaceret embedsmand bliver skudt i skoene, at han ikke er professionel, og dermed ikke kan forlenes med den tillid stillingen kræver, så er det hans eneste mulighed for at få genoprejsning.

Forudsætningen er naturligvis, at embedsmanden og samfundet har tillid til retssystemet, og dermed har tiltro til, at der er sammenhæng mellem, at der sker en overskridelse, at politiet efter en anmeldelse ved en undersøgelse be- eller afkræfter dette, og at der derefter eventuelt rejses sigtelse og i den sidste ende fældes dom, hvis politiets undersøgelse holder vand.

Hvis Dahl har holdt sig indenfor lovens rammer, behøver han med andre ord ikke at frygte noget som helst som følge af en politianmeldelse. Tværtimod har han kun noget at opnå derved - nemlig at blive renset, og se anmelderen blive dukket.

Den samme mistillid til demokratiet og retssystemet finder vi hos de mere end 100 mennesker, der har kontaktet Zenia Stampe for at intimidere hende til at trække sin anmeldelse tilbage. De skulle skamme sig, for dermed undergraver de demokratiet. Deres fascistiske holdninger har de al ret til at have, men de optræder som nazistiske stormtropper, når de truer politikere og andre der bruger demokratiet i overensstemmelse med dets ånd.

Bøj dig ikke for den sygelige ungdomsfiksering, der har ramt dette traditionstomme land. Vær et fast punkt af forstandighed og værdighed, det har vi i den grad brug for.

Bliv på tronen til Gud kalder dig - forhåbentlig om mange år. Jeg ved godt at det er surt på mange måder. Du og din familie fortjener ikke den uartige og ofte grænseoverskridende interesse I udsættes for fra sladderpressen. Men jeg tror at du tager det som en nødvendigt martyrium. For du er ikke kun dronning af navn men bestemt af gavn. Du har en mission og vil være et tegn, og det gør du godt.

Jeg er sådan set egentlig ikke royalist i den forstand, men jeg har den dybeste respekt for dig Dronning, for dine værdier og for din indsats. Tak for det!

Kurdistan betyder ganske enkelt kurdernes land. Altså det landområde, hvor kurderne bor. Man hører ofte blive sagt, at Kurdistan ikke eksisterer, men det er jo tåbeligt. Ovenikøbet her til aften i TV2 News tema om det irakiske valg, siger en af journalisterne dette.

Kurdistan findes! Det kan jeg sige med stor sikkerhed, for jeg har selv været der to gange. Det findes lige så sikkert, som at Jylland (jydernes land), Grønland (grønlændernes land) og Lapland (lappernes land) findes.

Et land betyder ikke nødvendigvis en stat. Hvis nu Danmark var blev indlemmet i Tyskland efter 2. verdenskrig, var der så ikke længere Danmark? Jo, naturligvis - så længe danskerne bor der.

Men Kurdistan findes ikke på noget kort, vil nogen sikkert indvende. Jo, det gør det faktisk! Men de fleste har det ikke med af politiske grunde.  Dog hedder et af de kurdiske område i Iran officielt “Kordestan”.

Man er heller ikke tvivl, når man kommer til Kurdistan om, at man er kommet til et andet land. Folkelivet er anderledes, maden er anderledes, kurderne ser ud på en særlig måde - og ikke mindst taler kurderne kurdisk.

Kurdisk er et indoeuropæisk sprog til forskel fra både arabisk og tyrkisk. Det vil sige at kurdisk og dansk er beslægtede sprog, hvorimod tyrkisk og arabisk ikke er beslægtede med kurdisk. Når man lærer kurdisk at kende, møder man også mange ord man kan genkende både fra dansk og fra andre indoeuropæiske sprog såsom fransk og russisk.

Kurderne blev af stormagterne lovet selvstændighed efter 1. verdenskrig, men det druknede i magtspillet efterfølgende, hvilket betød at kurderne måtte se sig underlagt fire forskellige stater: Tyrkiet, Iran, Irak og Syrien. Det har kostet meget blod og mange lidelser. Lige nu går det nogenlunde godt, men kurderne har god grund til altid at være på vagt. Netop derfor deltager de ivrigt i det irakiske parlamentsvalg, der løbet af stablen her i weekenden.

Professor Hildebrandt stikker frivilligt snuden frem - han er ikke bange for at få smæk, for det får han. Han siger det forbudte: At DF med sin hårde og uforsonlige retorik og politik har skabt et ondt klima i Danmark, hvor man efterhånden ikke længere kan snakke sammen. Og hans ærinde understreges straks af de mange grovkornede reaktioner, der straks popper op: “Forbavsende, at muslimerne overhovedet ønsker at berige dette racistiske og islamofobiske folk med deres tilstedeværelse. Hvorfor går vi ikke bare hver til sit” o.s.v.

Virkeligheden er jo, at DF er den største trussel mod sammenhængskraften i det danske samfund. Den gennem mange år vedvarende hamren på en mere eller mindre forsvarsløs befolkningsgruppe har splittet danskerne, således at vi ikke længere har et samarbejdende folkestyre og heller ikke et fælles nationalt projekt.  Der er ikke længere noget, man kan kalde danske værdier. Vores folkehjem er blevet en dysfunktionel organisme, der måske snart vil være inde i en dødskamp. Ikke på grund af trusler udefra, nej - på grund af den indre trussel som DF udgør.

DF´s vedvarende kampagne mod muslimerne svarer nøjagtigt til nazisterne kampagne mod jøderne, Milosevich kampagne mod kosovarerne, den tyrkiske kampagne mod armenierne og senere grækerne, israelernes kampagne mod palæstinenserne, kampagnen mod tutsierne o.s.v. Potentialet er der for etnisk udrensning, og det er nøjagtigt hvad DF´erne drømmer om.

Rolf Slot Henriksen har en bog på trapperne, der hedder “Racisme mod danskerne”. Af denne bog hævdes det bl.a. (formentlig mod bedre vidende) at 3/4 af indsatte i fængslerne er blodtørstige fremmede og der opfordres til at danskerne skal igang med en borgerkrig imod disse fremmede.

Dermed melder Rolf sig i det stadigt mere larmende kor af propagandister, der skriger på hellig krig mod de fremmede. Rolf er jo præst, men det kan næppe være i en kristen kirke, for Jesus Vor Herre ønsker tværtimod at vi skal elske hinanden - ja, selv vores fjender (og der i blandt tæller jeg ikke flygtninge og indvandrere).

At man ikke behøver at fæste særlig meget lid til bogens “fakta” kan man for eksempel forvisse sig om ved at gå ind på Kriminalforsorgens hjemmeside. Her kan man finde publikationen “Indsatte i fængsler og arresthuse fordelt på oprindelsesland og institutionstype”, hvor man kan se, at 26 % af indsatte i fængsler har ikke-dansk baggrund. Tallet er højt sat, for Københavns Fængsler, der er et arresthus, er talt med, men jeg har gjort det, da mange “får lov” til at sidde det meste af deres afsoning af i arresthuset.

Disse propagandister har en langsigtet strategi om oftere og oftere at nævne ordet “borgerkrig”, for derved at påvirke den almindelige befolkning til langsomt at tage idéen til sig. Efter noget tid vil mange have en fornemmelse af, at borgerkrig mod de fremmede, det er noget mange går og tænker på - det må vi da hellere se at komme igang med. Sådan var det også i Jugoslavien og alle andre steder, hvor ansvarsløse fanatikere har ophidset til borgerkrig.

Arbejdsløsheden stiger dramatisk, men samtidig arbejder politikerne for at afskaffe efterlønnen, sætte pensionsalderen op og forværre de arbejdsløses vilkår.

Siden 1970 er den enkelte dansker blevet godt 2 % rigere hvert år - i gennemsnit selvfølgelig. Det betyder, at der er blevet mere end dobbelt så meget forbrug til rådighed på 40 år. Er vi så også blevet dobbelt så lykkelige? Selvfølgelig ikke. Måske tværtimod.

Danskerne er blevet rastløse mediebrugere, og har glemt alt om at komme hinanden ved, som man sagde dengang i 70´erne.

Hvorfor er det egentlig, at vi skal arbejde så meget og så længe? Det er jo tydeligt for enhver, at rigtig mange hellere end gerne vil ophøre med arbejde, når de bliver 60 - også selvom det indebærer en nedgang i velstanden. Er det ikke en kende mystisk, at man ikke tilstår befolkningen denne frihed?

I stedet har vi en situation, hvor man presser den ældre del af arbejdsstyrken til at blive ved, på trods af at denne aldersklasse er mere eller mindre uønsket på arbejdsmarkedet. Det grå guld er en skrøne, for det er ungdommen der styrer. Lad dog folk få nogle gode år i lykkelig lediggang i stedet for at stå med hatten i hånden i jobcenteret og præsentere sin kvote af forgæves jobansøgninger.

Glem ikke at dengang i 1970, hvor vi kun forbrugte det halve af i dag, da var vi også rige, og havde alt hvad vi behøvede - og mere til. Hvorfor skal vi dog jage efter mere, mere, mere…?

Jeg kender godt svaret, men finder det helt absurd. Det er hensynet til stabiliteten i økonomien, til virksomhedernes råderum, til aktionærernes udbytter der er afgørende. Ikke vores velfærd.