Ydmyghed

Jeg var i dag til ”rundbordsmøde” med demokratiske muslimer, hvilket var en meget positiv og inspirerende oplevelse. Naser Khader havde inviteret fire markante muslimer, som alle udmærker sig ved at stå op imod islamisterne - på trods af den personlige risiko det indebærer – med seriøse og velgennemtænkte meninger i modsætning til de hadefulde ekstremister på alle fløje.

Der var mødt mere end 200 mennesker frem, og der herskede en konstruktiv og optimistisk stemning på trods af det dystre emne: Muhammedtegningernes konsekvenser. Mødet var en bekræftelse af, at muslimer også er demokratiske, moderne, reflekterede og besindige, og at der er god plads og god grund til at føre en fornuftig dialog med dem.

Wafa Sultan fremførte blandt andet, at dialogen er vigtig af hensyn til at vesten og muslimerne lærer hinanden rigtigt at kende, og ikke mindst at muslimerne får at vide, hvad folk i vesten har af meninger om muslimer.

Irshad Manji – en fortryllende og medrivende taler – opfordrede til at moderate muslimer bliver mere modige og tør tro på hinandens opbakning og at ikke-muslimer giver opbakning til de moderate muslimers sag. Irshad, som ikke lagde skjul på at hun er troende muslim, stillede spørgsmålet: ”Hvordan kan et multikulturelt samfund producere pluralister uden at producere relativister?”. Hendes svar er, at det kan lade sig gøre, og at vi skal berede vejen dertil. Irshad konstaterede også, at Muhammed ikke ønskede at blive tilbedt. Hun har skrevet bestselleren ”Problemet med Islam”.

Mona Eltahawy pegede på det forfejlede i at tale om civilisationernes sammenstød i betydningen vesten mod islam. Nej, det er demokraterne mod ekstremisterne i fx Hizbutahrir og Dansk Folkeparti. Dagsordenen skal ikke sættes af ekstremisterne men generobres af demokraterne. Mona har erfaring med at få de modsatte fløje til at lytte til hinanden. Hun accepterer ingen generaliseringer omkring muslimer, islam eller sharia, for virkeligheden er, at dem findes der temmelig mange forskellige udgaver af. Hvert land har sin sharia. Og omvendt: der er ingen entydig danskhed, som man kan kræve indvandrere at konformere til. Mona Eltahawy er ved at skrive en bog om Danmark og muhammedtegningerne.

Mohamed Sifaoui er journalisten, der var med i taxaen, da imam Ahmet Akari luftede sine dumme tanker om Naser Khader. Han pegede på at den politiske islam vandt indpas allerede dengang Muhammed døde. Hans tre umiddelbare efterfølgere blev alle myrdet. Kampen mellem ekstremismer bliver aldrig vundet – tværtimod ekstremisterne styrker hinanden! Det er i stedet vigtigt at kende og forstå ekstremismen for at bekæmpe den. Terrorisme er ikke kun bål og brand men ligeså vel trusler og undertrykkelse. Derfor er det afgørende vigtigt ikke at give efter for ekstremistisk pression.

I den efterfølgende debat blev der talt om idjtihad – ikke at forveksle med jihad – som et vigtigt redskab for de moderate muslimer. Idjtihad er den løbende nyfortolkning af koranen med henblik på at sikre sammenhængen med samfundets aktuelle forhold. Islam har en lang tradition for idjtihad, som blandt andet har resulteret i 135 forskellige filosofiske skoler og gennem tiderne en lang række betydningsfulde biblioteker, der indeholdt meget andet end islamisk litteratur. Det var i øvrigt i disse biblioteker, at de gamle græske tænkeres værker blev bevaret for eftertiden. Det er vigtigt at fremme idjtihad og dermed de progressive strømninger blandt muslimerne.

Der blev sagt mange andre spændende ting. Jeg skal lige have det tankevækkende med, at flere i panelet har oplevet at blive forbigået af medierne, fordi de ikke opfattes som typiske muslimer. Når TV er ude med mikrofonen, går journalisten helst efter det lange skæg eller tørklædet, som giver de bedste billeder, og de mest dramatiske udtalelser. De besindige muslimer synes man ikke er så interessante…

Bloggen flying kom med denne opfordring i går - jeg vil gerne følge op på den her:

Røde Kors har sin årlige landsindsamling i morgen søndag. Lige nu mangler man endnu 4.000 indsamlere. Specielt i Århus mangler der stadig 450 indsamlere, og i både Nykøbing Falster og trekantsområdet - Vejle-Kolding-Fredericia - er der også rigtig mange ledige ruter. På Fyn mangler der endnu indsamlere i blandt andet Middelfart og Bogense. Men også i mange andre kommuner er der behov for flere indsamlere.
Der samles ind til at hjælpe ofre fra krige og katastrofer verden over og støtte det humanitære arbejde i Danmark. Se indsamlingsvideoen.

Ethvert beløb betyder noget og gør en forskel. Men det giver virkelig noget at være indsamler selv. Det er faktisk en ret positiv oplevelse. De fleste mennesker er meget venlige, når man kommer, og det er meget sjældent nogen er sure. En indsamler kan nemt komme op på omkring 1.000 kr. Hvis man er flov over at komme til at virke selvgod, så slå hjernen fra, og betragt det som en søndagstur (vejret skulle blive tørt og varmt den første del af søndagen), eller som en opgave der skal løses (det tager ca. 3 timer).

Man behøver ikke melde sig på forhånd. Man kan også bare troppe op på et af indsamlingsstederne, som ofte vil være annonceret i den lokale avis eller her på røde kors´s hjemmeside.

En ny skandinavisk undersøgelse foretaget af cand. mag Anette Dina Sørensen blandt unge mellem 14 og 18 år afslører, at langt de fleste unge i et eller andet omfang pornoficerer deres adfærd.

Når meget unge piger på nettet henter attituder fra pornoverdenen, så gør de det let for mennesker med planer om overgreb, hvilket sagen omkring chatkonsulent Rudy Frederiksen har vist med stor tydelighed.

Journalist Anna Libak skrev sidste uge i Weekendavisen:

”Som det første land, der frigav pornografien, har vi i årtier bildt os selv og vores børn ind at vi var overordentligt frisindede. Af samme grund har vi ladet vores døtre klæde sig ud i stumpede bluser, netstrømper, hotpants og lagskaftede støvler, mens vi har prædiket for dem om, at kvinder også har lyst, og at sex er en ”dejlig, naturlig ting”. Eller lad os bare sige det, som det er: man er en taber, hvis man ikke får sex.”

”Vi har forsømt at fortælle unge piger, hvad sex i virkeligheden er: en mægtig og farlig kraft, der er født i et krydsfelt af skyld, skam, dominans, underkastelse og fremfor alt modsætninger.”

Pornografi er sex som vare på et marked. Den berøver mennesker noget af det mest private der findes, og legitimerer og opmuntrer overgreb af enhver art. Og ligesom tilsætningsstoffer har fordærvet vores fødevarer, så fordærver pornoen forholdet mellem mennesker.

Androider er en krydsning mellem mennesker og robotter. De går lys”levende” rundt i blandt os.

For eksempel her til morgen ser jeg to unge mænd, som ligner studerende på vej til universitetet. De er klædt i morgenhår, T-shirt og halstørklæder…halstørklæder? Temperaturen er 15 grader, hvorfor halstørklæder?

Jo OK, jeg ved det jo godt: Det er deres helt personlige individuelle smag, der uden sammenhæng med noget som helst andet har givet dem begge lyst til at tage halstørklæde på.

Det er ligesom med cigaretreklamen: “Be Cooper - be someone”. Hvordan kan en så åbenlys løgn virke som salgsargument? Måske fordi vi i vores forskelsangste materialistiske kultur er nødt til at købe os til en identitet. Uafvidende gør vi os til androider styret af virksomheders branding og reklamekampagner.

Er det fordi, vi inderst inde er tomme, at vi tilkøber os tegn, som skal signalere en forskel - selvom alle jo godt ved, at forskellen alene består i tegnet?

Eller er det, fordi vi er blufærdige og vil have vores personlighed for os selv, at vi skjuler os bag offentlige identitetsmarkører? Fordi vi er bange for at udstille og afsløre os selv?

For de unge mennesker i dag er det et kæmpe problem - måske deres største - at de skal finde sig en identitet derude på identitetsmarkedet. Identiteten er eftertragtet, for så kan man snyde andre til at tro, at nu er man voksen. Men problemet består i, at det er så angstskabende for mange at tage et valg og lægge sig fast.

Når identitetsfacaden så er valgt, kan man slappe af i sin dertil hørende sociale niche, lige indtil der kommer noget uventet ind fra højre som smadrer livsplanen, og man er på Herrens mark igen.

Derfor: Ingen andre mennesker har ret til at tilkende andre status. Du er Guds barn! Slap af, og drop dem der stiller betingelser for deres “venskab”. Koncentrer dig om dine opgaver, hold pauser fra verden og bed til Gud. Fråds med at give, og vær nærig med at kræve. Læg robotten af dig og bliv menneske!

“Regeringen påstår, at det offentlige forbrug ikke må stige mere af fare for overophedning af dansk økonomi. VKO flertallet er jo netop selv ansvarlige for, at det private forbrug er eksploderet gennem formuestigninger, der er skabt uden, at en eneste arbejdsdag er lagt i det.

Nu skal den offentlige service så ofres på forbrugets højalter, alt i mens vores børn stuves sammen i alt for små lokaler og uden den voksenkontakt, som kræves for barnets sunde udvikling.

Vores folkeskole, som er en grundlæggende forudsætning for dansk velfærd, står også for skud med besparelser. Allerede nu har vi en folkeskole med alt for høje elevnormeringer og en ekstrem udtrætning af lærerstanden.

Kristendemokraterne råber vagt i gevær! – vi skal passe på vore børn, fordi de er betydningsfulde i sig selv, og fordi de repræsenterer fremtidens svar på fortsat høj velfærd i Danmark. “

Godt skrevet Bodil Kornbek!

Den amerikanske avis The Wall Street Journal har afsløret, at afsenderen af en “amatørvideoklip” på YouTube arbejder for DCI Group i Washington – en lobbyistvirksomhed, der som kunde har det multinationale oliefirma Exxon Mobil Corp.

Videoklippet gør grin med Al Gores kamp mod global opvarmning.

Satire eller propagande? Hvordan ser det mon ud i Danmark?

Den Danske Forening holdt i maj 1995 et møde i Korsør med titlen: “Forsvar din fremtid - få nye venner og ny viden”. Her blev der givet vejledning i skrivning af falske læserbreve (”på den måde undgår man injuriesager”). Dansk Folkeparti er også aktive med at opfordre til læserbrevsaktiviteter, men hvem siger det begrænser sig til tørre læserbreve?

Bloggen Polemiken, der selv bringer satiriske tegninger tilsendt af læsere, har været fremme med lignende tanker i forhold til nyhedsbureauet Reuters, da det viderebragte manipulerede billeder.

“De fleste satanister er ateister. Det vil sige, at de ikke tror på eksistensen af guder, dæmoner eller andre overnaturlige skabninger. Det betyder, at satanister tager udgangspunkt i blandt andet humanistisk filosofi, naturvidenskab og psykologi, når de skal forholde sig til mennesket. På denne baggrund ses mennesket som et dyr, der er opstået i kraft af en naturlig udvikling, og som langt hen af vejen styres af de samme drifter, som dem, der motiverer andre dyr. Mennesket er grundlæggende selvinteresseret, men da mennesket samtidigt er et socialt dyr med behov for kontakt med andre mennesker, og da det ofte kan betale sig at samarbejde, er det i menneskets interesse at indgå i positive sociale sammenhænge.”

Sådan skriver Amina Lap på Satanisk Forums hjemmeside.

Mon ikke de fleste danskere kan erklære sig personligt enige i dette menneskesyn? Gør det danskere til satanister?

Amina Lap & venner gør meget ud af at understrege, at dansk satanisme er moderne ateisme. De tror hverken på djævle, dæmoner eller noget hinsides. Menneskets sande opgave er alene at udleve sin (intelligente) dyriskhed, og derfor er satanisternes udgangspunkt den enkelte selv.

Ole Wolf fra samme forum beskriver 12 overlevelsestips, hvoraf de tre første lyder:

“1. Stol ikke på nogen.

Du stoler måske på dig selv, men andre ville være naive, hvis de stolede ubetinget på dig. Dette virker begge veje, hvilket betyder, at du ikke bør stole på andre.

2. Antag aldrig, at nogen vil gøre noget for at hjælpe dig, heller ikke selv om de tilbyder at hjælpe.

I bedste fald meler de deres egen kage, men de har ofte ondsindede hensigter og går bare efter at skade dig.

3. Jo mere folk ved om dig, desto mere kan de bruge mod dig.

Det ville være selvdestruktivt at give din fjende information om dig selv, som kan bruges mod dig. Husk, at din ven idag kan være din fjende i morgen.”

Disse satanister tror ikke på en omvendt kristendom - de er jo ateister. Alligevel kredser de meget omkring kristendommen, blandt andet på baggrund af en opfattelse af at kristendommen misopfatter satanisme. Men der tager satanisterne selv fejl.

Som kristne tror vi på én levende Gud. Alle andre “guder” anser vi for fantasifostre. Når noget andet end Gud hæves op til at være det vigtigste i livet, så er det afguderi, hvor mennesker forgæves og forfængeligt tilbeder noget relativt, forbigående og i grunden ligegyldigt.

Den onde er ikke en modsat-gud, men en reel omend usynlig størrelse, der virker i mennesker og i verden i kraft af manipulation og bedrag. Når egoisme gøres til et ideologisk eller religiøst system, så er det altså faktisk en form for satanisme i kristen forstand.

Amina Lap understreger, at grusomhed og forbrydelse ikke er satanismens kendetegn. Menneskedyret har jo ingen selvinteresse i at retfærdiggøre, at man uhindret kan skade hinanden, for man ønsker jo ikke selv at blive skadet. Derfor må samfundet sikre en balance mellem egoistiske og lystsyge menneskedyr.

På den anden side er der for satanisten ingen anden etisk grund til ikke at skade andre, hvis det passer vedkommende.

Jeg er nu tilbage ved mit oprindelige spørgsmål, om et sådan menneskesyn gør de danskere, der er enig i det, til satanister, og mit svar er i grunden ja.

Hvis man personligt og i nøgtern tilstand vil retfærdiggøre (= er uanfægtet af) at handle på andres bekostning, købe hælervarer, tage en uaflåst cykel, gøre livet surt for en kollega, vende ryggen til en der faldet om på gaden, være sin kæreste utro, abortere sit barn og aflive sin gamle syge mor, så har man sagt nej til det dobbelte kærlighedsbud og ja til det sataniske menneskesyn.

En af vor tids myter handler om 68-generationens eksperimenter med sex, hash og socialisme, som depraverede den vestlige verden og banede vejen for ensretning, politisk korrekthed og almindelig slaphed.

Glem det! 1968-”revolutionen” var kapitalismens og modernitetens gennemslag i kulturen. Egentlig kan man slet ikke tale om en revolution i en aktiv forstand. Vi mennesker er jo flokdyr, og vi rykker helst på én gang, og først når det opsparede pres bliver stort nok.

”1968” var grundlæggende en tid, hvor samfundet kastede traditionens lænker. Alle de bånd, som var hensigtsmæssige og nødvendige i tidligere tiders samfund, gik hen og blev snærende. Snærende for hvem? – For den kapitalistiske udvikling.

En sund økonomisk udvikling i et kapitalistisk samfund indebærer, at alt (ja alt!) gradvist gøres til varer og inddrages under markedet. Enhver binding, der dæmper mulighederne for den almindelige handel, bliver sat under pres, og må vige.

I takt med at traditioner og forestillinger gik ud af brug, brød det gamle samfunds tænkninger og ideologier sammen. Og moderniteten brød ud. Frisætning af den enkelte var fra nu af det store projekt.

Markedet er anonymt og måler alt i forholdet mellem udbud og efterspørgsel.

Derfor faldt autoriteterne. De er overflødige i det individualiserede samfund, og de er absolutter som ikke lader sig handle med.

Derfor skulle kønnene ligestilles. For markedet sætter pris på et maksimalt udbud af kvalificeret arbejdskraft.

Derfor blev ægteskabsløftet en kuriøsitet. Hvem gider en gammel model, hvis man kan få en ny og bedre?

Derfor blev provokeret abort en grundsten i samfundet, fordi et nyt liv må aldrig komme i vejen for en karriere.

Derfor blev socialismen en tid populær. For her var det mest effektive redskab til at rydde ud i forældede samfundsformer.

I begyndelsen af 80´erne skete der en ny drejning. Vendekåberne vendte. Der blev talt om yuppier og tidsånd, socialisme kom af mode og nyliberalismen gik sin sejsgang. 1968-revolutionen var løbet til ende og havde sejret over det gamle samfund. Ethvert ungt menneske vidste fra nu af, at det vigtigste i verden – det er mig!

Der er sjovt nok ikke noget så upopulært, som at blive beskyldt for at være politisk korrekt. Man skulle ellers tro, at det er positivt at være korrekt.

De meninger, der stemples som ”politisk korrekte” er som regel meninger, der tager de svages parti og identificeres med venstreorienterethed. Man vrænger: Det er de ”selvgodes politiske korrekthed”. Underforstået, vi lever i en politisk kultur, hvor politisk ukorrekte højreorienterede meninger ikke kan få lov at komme til orde.

Og hvem er undertrykkeren? Det siges at være en til det kriminelt grænsende samfundselite, som understøttes af en vildvoksende godhedsindustri, der florerer på bekostning af produktive samfundsborgeres flittighed og tålmodighed.

En lille minoritet af heltemodige selvstændigt tænkende må tilsyneladende tage til takke med regeringsmagten, magten over medierne og magten i erhvervslivet, mens den store flok af brægende rundkredspædagoger sidder fedt på resten…(?!)

Hvem sagde offermentalitet?

Begrebet ”politisk korrekthed” er naturligvis udtryk for manipulation. Udtrykket er beregnet på at lukke munden på politiske modstandere, så man undgår den demokratiske dialog. Det er tak for sidst, for dengang man blev udelukket fra at skrive i skolebladet. Det er simpelthen ukorrekt at være politisk korrekt.

Sådan hedder det første kapitel i en bog af Chawkat Moucarry, der handler om mulighederne og betingelserne for dialog mellem kristendom og islam, og som hedder “At være tro mod tro - kristendom og islam i dialog”. Forfatteren er kristen og siger: “Man kan ikke andet end…at opmuntre kristne og muslimer til bedre at kende hinanden og få nye kontakter, der bygger på tillid og gensidig påskønnelse af deres respektive traditioner.”

Kan det lade sig gøre? Chawkat indleder således:

“Da jeg som kristen boede i et overvejende muslimsk samfund, ønskede jeg at vide mere om islam, den anden religion; og som araber følte jeg et behov for at vide mere om andre arabere. Hverken min “arabiskhed” eller min kristne tro stod til diskussion; hvad jeg søgte, formoder jeg, var at bygge bro mellem de kristne og muslimske samfund.

Selvom kristne og muslimer har levet sammen i århundreder, har de altid haft en ghetto-mentalitet, særligt hvad deres tro angår. Gensidig uvidenhed, vil nogle påstå, var prisen for en problemfri sameksistens, og måske var det for kristne prisen for at kunne overleve. Dette kompromis viste sig at være helt uacceptabelt for den teenager, som jeg dengang var.

Den første reelle mulighed for at udfordre det viste sig, da jeg kom i gymnasiet. Da jeg spurgte den lærer der underviste i islam, om jeg kunne deltage i hans klasse, blev han overrasket over min anmodning: Kristne og muslimer havde forskellige klasser i religion. Efter at han havde sikret sig, at jeg virkelig mente, hvad jeg sagde, gav han lov.

Gennem åbne diskussioner, somme tider ophedede, men venlige, erfarede jeg, at muslimer er lige så ivrige efter at få mere at vide om kristendommen. Disse diskussioner indskrænkede sig ikke til klasseværelset. Efterhånden blev en række af mine muslimske jævnaldrende mine nære venner. Nogle havde aldrig før været i et kristent hjem, og de var også glade for at invitere en kristen hjem til sig for første gang.”

Jeg glæder mig til at læse videre!