Lørdag skrev jeg om fedtspillet omkring integrationsrådene. Rådene fungerer ikke særlig godt, da politikerne ikke gider at lytte til dem. Derfor er der frafald ved møderne, hvilket i pressen naturligvis gøres til en historie om dovne indvandrere - hvad ellers?
Men hvorfor lytter man ikke til integrationsrådene?
Min fornemmelse er, at der er dunkle kræfter i det politiske system, som ser en fordel i at skærpe frustrationerne i befolkningen med henblik på at fremme polarisering fremfor dialog. Det er derfor, det går så skidt med integrationsrådene. Der ligger jo altid en vis anerkendelse af modparten, når man går ind i en dialog, og det er i dag blevet farligt for en politiker at blive opfattet af vælgerne som anerkendende i forhold til indvandrere.
Nu ved jeg, at der straks er nogen, der forlanger disse dunkle kræfter identificeret. Men det kan af gode grunde ikke lade sig gøre - i hvert fald ikke fuldt ud. I så fald havde kræfterne jo ikke været dunkle.
Det kunne så tyde på, at de slet ikke eksisterer? Det er jo muligt, når der ikke er håndgribelige beviser. Men en lille analyse kunne forsøgsvist teste hypotesen.
Man kunne spørge: er der nogen, der vinder noget ved at fremme en polarisering omkring indvandringen?
Ja, partierne DF, V og K kan langt hen takke udlændingedebatten for regeringsmagten. Hvor S i 1982 mistede regeringsmagten primært på grund af sin økonomiske politik, så mistede S sin position i 2001 på grund af udlændingedebatten. Det afgørende trumfkort i dansk politik er at være hardliner i udlændingespørgsmålet, og derfor er også S nu med på den værste.
Udlændingespørgsmålet er et fantastisk politisk virkemiddel, som muligvis kan skamrides i det uendelige. Godt nok forlød det i forbindelse med det nylige nederlandske valg, at der havde indfundet sig en vis træthed i befolkningen, men der er vi tilsyneladende ikke endnu i Danmark.
Det fantastiske består i, at man gør en marginaliseret og indflydelsesløs befolkningsgruppe til det helt store skræmmebillede. Fordelen ved det er, at det er billigt, fordi indvandrerne ikke er i stand til at gøre sig gældende i det politiske system.
Men effekten er stor, fordi skræmmebilledet kan anslå kulturelle toner (de fremmede afviger fra den danske enshed og jantelov), økonomiske toner (de kan ikke noget), sikkerhedsmæssige toner (de er fætre og kusiner til 9/11-terroristerne) og udenrigspolitiske toner (de gør modstand mod vores besættere i Palæstina).
Man kan med andre ord altid få et bekræftende nej, når man spørger således: Vil den danske befolkning vel have at bekvemmelighedsflygtninge vælter ind over grænsen og tager vores kontanthjælp, jobs, piger, boliger og biler, samt går rundt i gaderne og ligner “kloakistan” (citat fra en kommentar) formummet bag tørklæder og lange gevandter, for ikke at tale om at de voldtager, stjæler, yngler som marsvin og taler dansk med accent. Nej, det lyder jo ikke særlig tiltalende.
Det er ikke første gang populistiske partier har ført sig frem ved at gøre en befolkningsdel til et fjendebillede. I starten af 70´erne gjorde Fremskridtspartiet og CD folkeskolelærere og børnehavepædagoger til undergravere af nationen, der indoktrinerede børnene til marxisme. Den strategi havde imidlertid bagslag, ikke mindst fordi især folkeskolelærerne i stort omfang havde sæde i Folketing og kommunalbestyrelser. Men formålet var det samme: at tippe vægten i Folketinget.
Man siger, der skal 10 gode historier til at opveje en én dårlig. I forhold til indvandrere går der normalt 10 dårlige på en god. Afspejler det virkeligheden? Jeg tror det ikke, fordi jeg oplever de gode historier, som folk ikke gider at høre om. Populært sagt: hvem gider at høre om en arabisk kvinde, der hjælper en ubekendt dansk mand med busbilletten? Det er for utroligt til at være sandt. Nej, men at sætte lighedstegn mellem indvandrere i almindelighed og kriminalitet, synes at have langt mere troværdighed.
Jeg tror, der er “dunkle kræfter”, der pønser på at skabe mere konflikt mellem danskere og indvandrere, og jeg tror også at det var udgangspunktet for JyllandsPostens Muhammedtegninger. De ser en interesse i at ramme muslimerne, der hvor det gør ondt, fordi enten dukker muslimerne nakken, eller også tager de mest ivrige af dem udfordringen op, hvorefter man fremstiller dem som fjender af samfundet. De dunkle kræfter positionerer muslimer som fjender af samfundet, og så bliver det en selvopfyldende profeti. Min vurdering er derfor, at vi kommer til at se flere af den slags udfordringer, som er beregnet på at udgrænse muslimerne.
Scenariet vil kunne se sådan ud:
- Man skaber en situation, som enten muslimer - eller gammeldanskere - må reagere fjendtligt på.
- Det afstedkommer en splittelse blandt muslimer, hvor nogle ledere vil arbejde for at dysse problemet ned, mens andre vil se en interesse i at holde konflikten vedlige.
- Konflikten tager til ved at fungere som “paraply” for andre latente eller kendte konflikter.
- Ekstremister blandt muslimer eller gammeldanskere gennemfører et angreb
- Gennemførelse af nationale sikkerhedsforanstaltninger o.s.v.
Hvad har de “dunkle kræfter” ud af det? Ligesom under “Muhammedkrisen” vil befolkningen rykke politisk henimod de partier, der markerer sig mest militant, og det vil splitte Socialdemokraterne. Skulle det sidste lykkes, vil det betyde mange års DF-V-K-styre. Udenrigspolitisk og kulturelt vil det indebære en styrket amerikanisering og med tiden et brud med det, som gennem menneskealdre har karakteriseret dansk samfundskultur.
De dunkle kræfter er næppe partierne selv, de er bare i front, og nok så væsentligt er alle på nær DF langt fra enige om “udlændingespørgsmålet”. Det er oplagt at nævne Den “Danske” Forening, “Dansk” Front, “Dansk” Samling m.m., men der er også andre aktører. DF har klogeligt søgt samarbejde med en række organisationer blandt andet på arbejdsmarkedsområdet, og det er vist lykkedes godt med nogle af dem.
Men mon ikke også der foregår noget strategitænkning og koordinering under overfladen? Det ville være mærkeligt andet, og det er jo heller ikke illegitimt. For nogle år siden kom det frem, at der eksisterer uofficielle og uformelle grupper af højtstående personer, der drøfter spørgsmål vedrørende indvandring under ugenerte former.
Tankevækkende var også sagen omkring KFK for mere end 10 år siden. Korn- og Foderstofskompagniets årsberetning vakte undren, fordi en god del af teksten ikke handlede om korn og penge men var et kampskrift imod indvandringen. Når sådan en virksomhedsledelse føler så stærkt et kald, så mon ikke deres engagement rækker ud over at skrive i årsberetningen? Den stærke reaktion mod årsberetningen fortæller jo, at et sådant engagement nødvendigvis må have en uofficiel karakter for at kunne overleve.
Som sagt, så har jeg ikke konkrete beviser for dette, det bygger på hvad jeg har hørt og min fornemmelse af situationen. Lad os se om et år, hvad der er sket i mellemtiden.
PS: denne postering handler om danske nationalistiske dunkle kræfter, men der findes naturligvis dunkle kræfter alle steder - Rebel og Hizbuttahrir er andre eksempler.
