Ydmyghed

I 1967 rejste ingeniør Bent Frederiksen til udlandet.

I 2003 vendte han hjem med sin afrikanske kone, som han har været gift med i 18 år.

Parrets datter er 18 år, dansk stats­borger, og blev student sidste år.

Nu udvises hans kone, fordi hendes mand har modtaget starthjælp. Som 61-årig havde han svært ved at få arbejde som ingeniør, og modtog derfor starthjælp i et år.

I oktober sidste år fik han job og kan nu forsørge familien. Men da Bent Frederiksen ikke har arbejdet i et sammenhængende år, skal hans kone udvises til Kenya.

Hvis det ikke er dybt umenneskeligt og fuldstændig langt ude - hvad er det så? Hvordan er det muligt, at man ikke i det mindste kan dispensere i sådan en sag? Havde afgørelsen mon været den samme, hvis han havde opholdt sig i USA? Er det et forsøg på at splitte Danmark, og hævne sig på folk, der har ydet et stykke uegennyttigt arbejde, eller er det bare indgroet blindhed hos embedsmændene og deres politiske chefer?

Kilde: Politiken. Læs artiklen! Beskrivelsen ovenfor siger kun lidt om den vanvidsforestilling familien er havnet i. Den fortæller faktisk, at kun folk med særdeles mange penge på lommen, kan få ægtefæller til Danmark. Den får også én til at tænke på, hvor mange familier, der mon kæmper en stille kamp, for at få lov at blive sammen.

Til eventuelle kommentatorer: Svar der handler om, at de bare kan rejse hjem til lerhytten vil blive slettet.

I stedet for at jamre over indvandring og globalisering, fordi I tror det koster lidt håndører, så kom dog i gang med reproduktionen!

Lav børn! Mange børn! Det er sjovt at lave dem. Det er vidunderligt at opleve dem komme til verden. Det er skønt at se deres første smil. Det er herligt at se dem lege. Det er pragtfuldt at se dem vokse op (og befriende når de flytter hjemmefra). Alt i alt er der ikke meget, der kan konkurrere med at være forældre. Det skulle da lige være glæden ved at være bedsteforældre.

Prioriter børnene frem for dødsyge forbrugsgoder. Fortæl dem om historien og traditionerne. Vis dem rundt i vores smukke land. Vær sammen med dem, i stedet for at sidde og hænge foran computeren på arbejdet efter spisetid. Tag ansvar for den familie du er blevet betroet.

Skab en fremtid for dine børn, og skab samtidig en fremtid for vores Danmark.

Jamen det koster sindsygt mange penge, vil nogen sige. Så kan man ikke have et normalt liv. Jo, men det er lige præcis det man så kan have, men det kan da godt være, at man skulle gøre det nemmere økonomisk at have børn. Det gør man allerede i en lang række lande.

I Kristeligt Dagblads leder i går fredag står der: “En rigtig familiepolitik bør fokusere mindre på at skaffe folk ud på arbejdsmarkedet og mere på, at familierne har det godt. Mange forældre ønsker selv at passe deres børn, mens de er små. Det er stort set umuligt i Danmark, hvor det kræver to indtægter at få økonomien til at hænge sammen.

Vi kan lære noget af Frankrig, der har den højeste fødselsrate i Europa. Her modtager familier et skattefradrag, der vokser markant med antallet af børn. Det gør det muligt – i en periode – at leve af een indtægt.”

God idé! Skattefradrag vil gøre det nemmere for dem, der har arbejde, at blive hjemme og tage sig af de dejlige små.

I aftes sendte TV2 filmen “The Village” (2003), der handler om en gruppe mennesker, der har skabt deres eget lille paradis-samfund i et befæstet territorium. Befæstet udefra - og indefra. Udefra med mure og uniformer. Indefra med frygt for fiktive monstre i skovene omkring landsbyen.

I “paradiset” søger man at beskytte “uskyldigheden”, men som der hviskes, er landsbyen fuld af farlige hemmeligheder, og de unge, der ikke kender andet end landsbyen, udfordrer både autoriteterne og frygten.

Det er meget svært ikke at se filmen som billede på dagens USA. Drømmen om det perfekte samfund beskyttet af naturens volde, og lurerne i mørket - terroristerne! Indbildte som virkelige.

Faktisk er der også en rolle til Bin Laden, som i allegorisk form spilles af en udviklingshæmmet mand, der uforvarende opdager spændingen ved at være skovtrold.

Som denne amerikaner skriver: ” The Village is pure, uncut Bushiana. We need to protect our borders, and if there’s no real reason to do that, we’ll just make one up. Terrorist plots! Weapons of mass destruction! Digital outputs on our HDTV devices! Living in fear of these phantasms is what makes America strong.”

Der er kun ét parti i dagens Danmark, der ikke kan identificeres med et bestemt socialt segment i befolkningen - og det er Kristendemokraterne.

KD er heller ikke hverken borgerligt eller socialistisk. KD´s politik tager udgangspunkt i kristendom.

KD ønsker at lovgive med udgangspunkt i helheden. Ikke mest for erhvervslivet, ikke mest for lønmodtagere - men for os alle sammen.

Desværre er det ikke lige om hjørnet, at KD danner regering, men KD i Folketinget kan være et afgørende bidrag til at gøre op med blokpolitik.

Selvom KD er et mindre parti, så er det præget af mange slags mennesker, baggrunde og meninger. Fælles er blandt andet ønsket om at styrke familien som institution, at hjælpe de svageste og at bevare respekten og anstændigheden i samfundet.

Her kan du læse KD´s principprogram. Her står bl.a.:

“Til det kristne syn på mennesket hører erkendelsen af den enkeltes fejlbarlighed. Samfundet har derfor brug for love og ordninger, som kan give det bedst mulige grundlag for beskyttelse af menneskeværdet og udvikling af næstekærlighed og fællesskab.

Næstekærlighedsbudet medfører et særligt ansvar for svage, syge, nødlidende m.fl. Kristendemokraterne ønsker en politik, som er præget af social ansvarlighed samt af ægte medmenneskelighed over for befolkningerne i alle lande. I den forbindelse er de økonomiske og sociale forskelle mellem ilande og ulande en særlig udfordring.”

Islamisk trossamfund foreslår at man undersøger samspillet mellem de muslimske unge og resten af samfundet. Jeg synes det er en knald god idé og på høje tid.

Trossamfundet foreslår 4 punkter (citeret efter TV2):

“For det første bør man se på den frustration, der er opstået blandt unge muslimer på grund af den danske udenrigspolitik. Dernæst kan man se på den skævvredne debat om muslimer, hvorfor der bliver fokuseret så negativt på muslimerne, og hvad det gør ved de unge muslimer,” sagde Imran Shah, medlem af medieudvalget i DIT.

Desuden kan undersøgelsen omfatte, hvordan der bliver undervist i islam i folkeskolen og på gymnasierne, og om det måske er med til at marginalisere muslimer i Danmark. Og endelig bør man se på, hvordan Islamisk Trossamfund kan inddrages, når unge muslimer laver kriminalitet.”

Med hensyn til det sidste vil jeg tilføje, at hvis Islamisk Trossamfund er en ressource, der kan bruges til noget i den sammenhæng, så er der jo ingen grund til at holde sig tilbage.

Jeg tænker, at der måske kunne være endnu mere at hente på at mobilisere de unges familie omkring unges rehabilitering. Godt nok er kriminelles familier ofte ikke godt-fungerende, men det er den familie de har, og til forskel fra dansk-etniske, så opretholder de unge muslimer som regel tættere bånd med familien.

Hvis det offentlige hjælpeapparat alliererer sig med familien om at få den unge på ret køl, så kan man dels få de gode kræfter frem, dels bruge skammen til at påvirke den unges adfærd.

Islamisk trossamfund rækker hånden frem. Selvfølgelig tager vi da imod den - hvad ellers?

Sådan tænker man i erhvervslivets regering: Fed forretningsfidus. Vi siger, vi vil støtte de sultne børn i Afrika. Vi giver pengene til det danske erhvervsliv, som skal lave projekter for afrikanerne - konsulentpris 1.500 kr. i timen + moms + dyre rejser + dyre ophold. I tilgift får regeringen god omtale, så folk glemmer de massive nedskæringer på ulandsbistanden. Afrikanerne bliver også glade - de siger jo ikke nej til smulerne fra de riges bord.

Timm Vladimir var udset til at være klovn i regeringens selvpromoverende ulandscirkus, men står nu af:

»Regeringen har lavet en skinmanøvre ved at sige, at man giver en ekstra halv milliard i ulandsbistand, men i virkeligheden er der ikke et eneste menneske i verden, der kommer til at mærke det. Det blev jeg rasende over. Jeg mener, at man har fjernet penge fra ulandsbistanden under påskud af, at man har givet flere penge«, siger Timm Vladimir til Ritzau.

Kan vi dog ikke begynde at løse problemer for verdens fattige i stedet for hele tiden at tænke på vores egen fede vom?!

Vi kunne for eksempel starte med at hjælpe deres erhvervsliv i stedet for vores ved ikke at pålægge deres varer told. Et eller andet sted var det da også meget oplagt at hjælpe dem til at klare sig selv, så de ikke skal påtvinges vores alt for dyrt betalte ingeniørfirmaer.

Som bekendt nærmest forpligter ytringsfriheden os at håne hinanden, for ligesom at bevise at vi har ytringsfrihed.

Pligten til at forhåne møder dog sin begrænsning, når det gælder “staten i staten”: politiet. Her tåles ingen forhånelser - ikke engang i private breve!

I følge BT den 18. februar 2007 har en narkotiltalts konsekvente omtale af politiet som “svagpissere” i private breve til sin kone, fået ordensmagten til at nægte at ekspedere mandens breve videre til konen.

Politiet synes til gengæld i sin gode ret til at kalde sigtede og almindelige borgere for aber og svine dem til med allehånde skældsord fra sprogets skraldespand.

Kan det være at “ytringsfrihed” er gået hen og er blevet et andet ord for retten til at sparke nedad?

Hvorfor faster kristne? Det er jo tydeligt i det nye testamente, at al mad er tilladt.

Vi faster for at have vores synd i fokus. For at kunne angre, og for at bede om Guds barmhjertighed.

Vi faster for at huske, at vi ikke selv er i centrum - det er Gud.

Vi faster for at give os selv lidt mere til Gud.

Vi faster for at huske, at vi ikke behøver så meget, og at vi kan undvære og til gengæld give mere til dem, der trænger.

Vi faster og sørger over Jesu lidelse, korsfæstelse og død.

Vi faster - og kan feste des mere, når vi fejrer Kristi opstandelse!

Sine oplever at blive gravid som 16 årig, og pludselig skulle tage den helt uoverskuelige beslutning om barn eller abort. Hun føler sig virkelig på gyngende grund. Det her er hun slet ikke forberedt på, og hun ved at hendes liv vil ændre sig for altid, uanset om hun vælger barn eller abort.

Beslutningen er hendes, og hun er frygtelig bange for at tage den forkerte beslutning, frygtelig bange for at komme til at fortryde, for det kan ikke gøres om igen bagefter, hun skal leve med det valg altid.

Samtidig oplever Sine, at der forventes, at hun får en abort. Det er det lægen ta´r udgangspunkt i, og flere anbefaler hende. Der ingen der direkte anbefaler hende at få barnet. Den idé og beslutning skal komme helt fra hende selv.

Heldigvis er der voksne omkring Sine, der giver hende ro til at lytte til, hvad hun selv vil, og lover hende støtte og opbakning. Sines endelige beslutning om at vælge barnet kommer indefra. Det skyldes ikke alle de ydre påvirkninger. Hun mærker inde i sig selv, at hun ikke kan afvise og svigte det liv, der er på vej, hun er ikke sikker på, at hun vil kunne leve med det bagefter.

Da hun føder en lille pige kalder hun hende Victoria, efter det engelske victory - Sines graviditet og fødsel er blevet den største sejr hun har oplevet, og det giver en god selvfølelse der gør, at hun har mod på fremtiden med uddannelse og barn.

Sine har skrevet bogen “Victoria” om sin datter og sine oplevelser i forbindelse med sin graviditet.

Mon ikke mange piger, der får foretaget abort, ville have valgt barnet, hvis de havde fået lov at følge deres hjerte?

Som bekendt var de officielle begrundelser for at gå i krig i Irak (op)spin. Saddam udgjorde ingen sikkerhedstrussel mod Vesten. Men han udgjorde en trussel af økonomisk art. I november 2000 begyndte Saddam Hussein at kræve betaling i euro for den irakiske olie i stedet for dollars. Bortset fra en lille notits i CNN blev denne nyhed stort set ignoreret i verdenspressen.

Andre olieproducerende lande var dog opmærksomme. Snart efter begyndte Venezuela, Rusland og Iran at drøfte muligheden for at skifte til euro. Amerikanske politikere så dette som en alvorlig trussel mod den amerikanske økonomi, fordi det ville undergrave dollarens status som verdens primære reservevaluta.

Hvad er baggrunden for dollarens dominans i verdensøkonomien?
Baggrunden er først og fremmest USA ´s stærke position efter 2. verdenskrig militært og økonomisk. Men da dollaren i begyndelsen af 70´erne kom i krise, lykkedes det i 1974 Kissinger at lave den aftale med de olieproducerende lande, at olie kun måtte handles i dollars.

Disse lande kunne så bruge deres dollars til at købe varer på verdensmarkedet, eller sætte dem i vestlige banker. Den Internationale Valutafond IMF ville så låne pengene ud til fattigere lande, der havde behov for dollars til at købe for eksempel olie. Til gengæld for disse ofte dyre lån måtte låntagerne også forpligte sig til at åbne deres økonomier for amerikanske virksomheder.

Gratis olie til USA
Denne ordning har været en fantastisk kilde til rigdom for USA. Hvor andre lande eksporterer varer for at opretholde handelsbalancen, så kan USA nøjes med at eksportere dollars. Dollars som for en stor dels vedkommende forbliver ude i verden, som USA altså ikke modsvarer i varer. Med andre ord en pengemaskine.

USA får gratis olie, en konstant tilgang af udlånsaftaler og en løbende tilbageførsel af sin valuta gennem bankerne. Fordi dollaren dominerer verdensøkonomien, kan USA have enorme underskud på sine balancer og samtidig holde skatten nede og føre ekstremt dyre krige.

Iran står for tur
Denne meget fordelagtige ordning for USA er dog ved at blive flosset. Den store udpumpning af dollars trykker kursen, som i løbet af få år er faldet betragteligt i forhold til euroen.

Faldet i kursen er også en følge af, at EU betaler for sin olie i euro. Iran er nu også i gang med at overgå fra dollar til euro i sin oliehandel. Det samme sker i Venezuela. Begge lande har indgået tætte relationer med Kina. På sigt truer det altsammen dollarens dominans.

USA har meget at miste, og gør derfor hvad der står i dets magt for at destabilisere Irans og Venezuelas bestræbelser. USA´s trusler mod Iran har med andre ord samme baggrund som krigen i Irak: USA vil ikke afstå fra sin globale økonomiske og militære overmagt.

Ovenstående er udpluk fra denne artikel: Dan Adleman, Oil - the rise of the petroeuro, 20. juli 2006.