Ydmyghed

I 70´erne gik mange kvinder som bekendt rundt med en ble på hovedet. Det var ganske uklædeligt, og det var da også meningen. Det var centralt i kvindekampen, at nu skulle kvinder holde op med at gøre sig til for mænd. Det var nødvendigt, for at kvinderne kunne synliggøre deres eget værd.

Slut med BH, make-up og opsat hår. På med forvasket bomuldstøj og sygekassebriller.

Det varede dog kun kort. Efterhånden blev protesttøjet kommercialiseret, og kvinder skulle atter fremhæve deres kvindelighed.

Efterhånden er dette blevet til bare maver, dyb nedringning og dyr make-up. Og ikke nok med det. De kvinder, der ikke ser “korrekte ud”, køber sig til en forstørrelse af brysterne og en formindskelse af maven hos en dyrt betalt plastikkirurg.

Kvinderne har fattet det: deres udseende er fortsat et væsentligt aktiv i et mandssamfund. Kvinderne har kun i begrænset omfang erobret lederposterne, de tjener fortsat mindre end mændene, det er fortsat mændenes statussymboler der trækker hovedparten af familieindtægten, når hus og mad er betalt.

Frigørelsen af kvinden har fjernet de traditionelle forventninger til kvinderollen, så hun nu med p-pillen og aborten “i hånden” kan konkurrere ubegrænset med sine medsøstre om mændenes opmærksomhed.

At magtbalancen mellem kvinder og mænd er blevet noget mere lige end for 40 år siden, skyldes i høj grad familiens opløsning, som betyder at kvinden har magten over børnene, og at manden ikke længere kan dominere kvinden gennem sin position i familien.

Pornoficeringen af samfundet er et klart tegn på denne udvikling. Når gymnasiepiger på gymnasiets årlige stripdag smører hinandens nøgne kroppe ind i flødeskum, må man spørge sig selv: ville drengene mon også nedværdige sig til det samme? Nej, selvfølgelig ikke - for det er jo mændene, der er dommere, og det gider de da ikke se på!

Man kan også spørge sig selv, kunne piger med tørklæder finde på at gøre det samme? Nej, tørklædet er usexy, og det er netop meningen med det, ligesom det var med den lilla ble. Det er det, der er den primære “trussel” ved tørklædet. Den piller ved en kultur, hvor kvinder er sex-ting, og hvor sex-appeal er liv og død, i et samfund, hvor sociale tabere er paria.

Multikulturalisme gøres af det yderligtgående højre til en samlebetegnelse for en ideologi, der ønsker at indføre massevoldtægt i Danmark. Fred være med det - lad os se lidt på virkeligheden.

Hvis man søger definitioner på “multiculturalism” på nettet finder man blandt andet følgende:

Multiculturalism is a policy, that emphasizes the unique characteristics of different cultures in the world, especially as they relate to one another in receiving nations. The word was first used in 1957 to describe Switzerland, but came into common currency in Canada in the late 1960s. It quickly spread to other English-speaking countries. Kilde.

Andre eksempler på definitioner: Kilde og Kilde.

Kultur kan umiddelbart forstås som en statisk homogen tilstand. Med den vinkel på menneskelige samfund betyder multikulturalisme et samfund opdelt i parallelle kulturer.

På den anden side ved de fleste, at det vi i dagligdagen opfatter som kulturelle grundelementer, har forskellig betydning fra den ene til den anden. Hvordan man holder jul kan for eksempel skabe uenighed i et ungt ægteskab, fordi begge parter tillægger deres egen måde stor betydning.

Kultur er med andre ord ikke en fast formel. Vi har alle hver vor måde at være danskere på, og når vi udvikler os som personer, ændrer vi os som kulturbærere. Som bekendt rummer vi indenfor dansk kultur meget forskellige livsformer afspejlet i tilhørende dia- og sociolekter såsom fiskere i Hanstholm, velstandsghettoen nord for København, håndværkere i forstæderne, Christiania og tilflyttede kontanthjælpsmodtagere i udkantsområder.

Lige så lidt som ét menneske kan repræsentere én kultur i hele sin mangfoldighed, lige så lidt kan ét menneske være multikulturbærer - fordi kultur er noget sammenhængende, og så er det jo overflødigt at tale om “multi”.

Et menneske og et folkeslag kan til gengæld lade sig inspirere af skikke brugt i andre lande. Nylige eksempler er halloween, digital kommunikation og nye spisevaner. Noget nyt integrerer sig med det gamle gods i en ny helhed - man kan ikke være flere kulturer på én gang.

Multikulturisme som mål eller ideologi er noget sludder i sig selv, og det er netop baggrunden for, at den ydre højrefløj har så travlt med at hævde, at de øvrige politikere ønsker at gøre det til en ny samfundsform.

Nationalisternes præmis er, at samtale på tværs af kultur er umulig. Nationalisterne afviser samtalen, fordi det forudsætter et minimum af respekt og anerkendelse, hvilket er gift for deres egen ideologi. Hvis respekten er til stede, så kan man interagere og finde fælles fodslag. Derfor kan “tværkulturelle” ægteskaber være mere levedygtige end “monokulturelle” ægteskaber.

Da Jesu apostle blev fyldt af Helligånden på den første pinsedag, begyndte de at tale på andre sprog, alt efter hvad Ånden indgav dem at sige. I Jerusalem boede der fromme jøder fra alle folkeslag under himlen. De spurgte: »Hør, er de ikke galilæere, alle de, der taler? Hvordan kan vi så hver især høre det på vort eget modersmål? Vi parthere, medere og elamitter, vi der bor i Mesopotamien, Judæa og Kappadokien, Pontus og provinsen Asien, Frygien og Pamfylien, Egypten og Kyrene i Libyen, vi tilflyttede romere, jøder og proselytter, kretere og arabere – vi hører dem tale om Guds storværker på vore egne tungemål.«

Den græske munk Porfyrios oplevede at tale flydende med en fransk kvinde, selv om han aldrig havde lært fransk. Han talte ikke i tunger, men mente, at Helligånden hjalp, så de to kunne forstå hinanden, og han tænkte, at det måske var det samme der skete for apostlene første pinsedag.

I Jerusalem kunne mangfoldige folkeslag leve side om side på Jesu tid. Apostlenes “tungetale” viser at med kærlighed og med Guds hjælp, kan vi kommunikere direkte med hinanden.

Der er ikke behov for ensretning af nogen. Der er tværtimod behov for at vi danskere husker vores historie, vores traditioner, vores tro, at vi plejer vores demokrati og retssamfund, og at vi omfatter andre mennesker med den respekt og kærlighed, der tilkommer ethvert menneske.

Skal vi så bare finde os i disse massevoldtægter, der i følge Dansk Folkeparti truer danskheden? Nej, vi skal holde fast i at voldtægt er en alvorlig forbrydelse, og huske at forbrydelser er forbryderens personlige ansvar - ikke kulturens.

Kun en tåbe ville forsøge at ændre verden med et budskab om kærlighed og fred. Så lad os bare være enige om, at Jesus var en tåbe.

Kun tåber ville gå med til at følge sådan en mand, og endda fortsætte Hans mission selv efter Han var blevet dræbt. Så lad os bare være enige om, at apostlene var tåber med.

Kun tåber ville tage et budskab alvorligt, som en samling tåber prædikede, og acceptere sådan et budskab. Så lad os bare være enige om, at vi alle er tåber, klart!

Ovenstående er næppe overraskende.

Gud valgte ikke en filosof til at forkynde evangeliet, men en tømrer. Og til Hans apostle valgte han fiskere og skatteindkrævere.

Kan vi påstå at være bedre vidner? Selvfølgelig ikke.

Selv dem blandt os, der er højt uddannede, ved, at i forhold til evangeliet er vores uddannelse værdiløs. Vi indrømmer gladeligt, at vi virkelig er tåber. Og derfor forpligter vi os med glæde til at forsøge at ændre verden - ligesom apostlene gjorde.

Men var disse apostle ikke forskræmte kujoner?

Er vi ikke også bange?

Giver Kristi korsfæstelse os ikke god grund til at være bange?

Jo, men Hans genopstandelse giver os guddommeligt mod.

Den Hellige Johannes Chrysostomos

Nationalister mener ofte, at de bare er patrioter, men der er en verden til forskel.

En patriot kan man sammenligne med en god familiefar, der elsker sin familie, og respekterer sine naboer. Han sørger for fred i familien ved at gå foran med det gode eksempel. Han lægger ikke hindringer i vejen, når familiens medlemmer foretager sig noget på egen hånd. Hvis der er uro i kvarteret, melder han sig hos natteravnene.

En nationalist er som en familiefar, der mener han bedst selv ved, hvad der er godt for familien. Hvis familiens medlemmer ikke følger ham, bliver de lagt på is, eller han slår hånden af dem. Han sætter familiens medlemmer op imod hinanden, så de ikke finder på at rotte sig sammen imod ham. Han modarbejder aktivt at familiens medlemmer opsøger verden udenfor - den er ond, den er farlig, naboerne er lumske, genboerne tyvagtige. Hvis der er uro i kvarteret, søger han beskyttelse hos den nærliggende rockerklub. Ser han sit snit til det, flytter han hegnet ind til naboen, og stjæler fra genboens brændestabel.

Heldigvis er naboen en patriot. Han tager en fredelig snak med sin nabo nationalisten: “Hvad er det du mangler, siden du har så travlt med hegnet?”

DFU kører en kampagne målrettet muslimske kvinder. Her agiterer man imod tildækning i skolerne, for herved at give pigerne en mulighed for et frirum, hvor de selv kan danne sig et indtryk af at leve som en fri kvinde. 

Hvis de muslimske kvinder ikke lige finder ind på DFU´s kampagneside, så kan de være de ser det nye påfund fra Udenrigsministeriet. Den danske stat søger nemlig også at profilere den vidtgående frihed danske kvinder nyder. Det sidste skud på stammen er et lille videoklip af en lyshåret kvinde, der har sex op ad et træ. Uheldigvis og overraskende falder frihedens frugter tungt ned over hende i slutningen af sekvensen.

Hvis man måler på holdning til dødsstraf og tager udgangspunkt i, at sharia tillader dødsstraf, så er DF det mest shariavenlige parti i Danmark.

Det fortæller lidt om hykleriets grænseløse dimensioner, når der køres smædekampagner på Asmaa, fordi man mener at kunne spore en usikkerhed hos hende om netop dette spørgsmål. Direkte adspurgt afviser hun dødsstraf.

DF´s medlem af retsudvalget, Hans Kristian Skibby, sagde i november 2006, at dødsstraf er »svært for et parti at have en holdning til«. »Vi er ikke umiddelbart tilhængere af dødsstraf. Men man kan da godt have en forståelse for, at nogen kan ønske at give onde personer dødsstraf.

I følge en undersøgelse fra Institut for Konkunktur-Analyse topper Dansk Folkeparti blandt partierne med 46 procents tilslutning til dødsstraf blandt sine vælgere.

»Det var ventet. Vi har gennemgående en hård retspolitik, der ligger til højre for midten, og vi arbejder typisk for hårdere straffe«, siger Hans Kristian Skibby.

Terror dækker over mange ting - også smædekampagner. Nationalisternes hoforgan Sappho, har navn efter en mytisk græsk digterinde, som er kendt for at elske sin egen slags. På hoforganet har man det på samme måde - glæden ved sig selv, og foragt overfor det uciviliserede og kulturfremmede “andet”.

Efter at Sappho har taget sig “kærligt” af en kvindelig muslim ved navn Safia Aoude er turen nu kommet til en anden kvindelig muslim: Asmaa Abdol-Hamid.

På Sappho er man kulturel og raffineret, og har mere klasse end man ellers finder hos de nationalistiske bloggere. Derfor siger Lars Hedegaard helst ikke direkte, at Asmaa lyver - han siger blot at hun er “glemsom”.

For at sige det lige ud, så vil Hedegaard gerne give det indtryk, at Asmaa er en passioneret løgner. På den måde kan man forstå, at hun passer godt ind i Sapphos opfattelse af den typiske muslim.

Hedegaard har nærlæst Asmaas biografi på www.kvinfo.dk. Her står blandt andet: Uddannet socialrådgiver fra Den Sociale Højskole i 2004. Har arbejdet som familiekoordinator i Roskilde kommune. Er afdelingsformand i Bøgeparken og medlem af kvarterløfts-styregruppen i Vollsmose. Studerer på kandidatuddannelsen i socialt arbejde på Den Sociale Højskole i København. I 2005 valgt som suppleant for Enhedslisten i Odense Byråd.

Men det er ikke den slags Hedegaard har lyst til at udbasunere, så han er faldet over en langt mere interessant oplysning. Asmaa skriver, at skolen ønskede hun skulle vente og tage 10. klasse med og efterfølgende tage en handelsuddannelse, og at hun til sidst måtte true med en advokat, før folkeskolen ville indstille hende til gymnasiet.

Det falder naturligvis ikke Hedegaard ind at ringe til Asmaa for at få hende til at uddybe denne oplysning. Hun er muslim - hvad kan man regne med? Han ringer i stedet til skoleinspektøren, som angiveligt ikke kan huske noget, og må checke efter i hendes elevmappe, hvor han intet finder om en advokat.

Man kan så spørge sig selv, om inspektøren er et uhildet vidne i den sag. Man kan også undre sig over, at inspektøren frit videregiver information vedrørende indholdet i Asmaas elevmappe. Ligesom man kan fundere lidt over, at Hedegaard ikke forsøger at tolke på ordet “true”. En advokat truer for eksempel næppe med ulovlige reaktioner.

Hedegaard giver ikke ved dørene. Hvor ord står mod ord, er det som udgangspunkt Asmaa der lyver. Og Sapphos læsere tror Hedegaard, for det er så dejligt at blive bekræftet - og sådan er det jo med Sappho. Et sort hul, der opsluger de finere nuancer.

I øvrigt vil jeg anbefale Asmaas selvbiografi på www.kvinfo.dk. til alle, der ikke lider af snæversyn. Giv dog en fremadstormende kvinde en chance, selv om hun insisterer på sin tro. Siden hvornår, er vi i Danmark begyndt at mobbe folk ud af det politiske liv, fordi de har en “forkert” mening? Ytringsfriheden og valgbarheden gælder naturligvis også for hende Asmaa.

Sverigedemokraterne kan ikke få nogen til at lægge lokaler til deres landsmøde. Lokaleudlejerne frygter uroligheder.

Nu har en svensk lokalpolitiker Essam El-Nagar opfordret sit parti Folkpartiet til at hjælpe Sverigedemokraterne til at holde deres møde. Politikeren peger på, at havde det været ethvert andet parti, havde hele landet været i oprør.

Dette initiativ burde være kommet for længst, og det burde være kommet fra partiernes ledelse. Demokratiet er alles ansvar. Sikrer man ikke alle borgere deres demokratiske rettigheder, så mister demokratiet sin legitimitet og troværdighed. De langsigtede konsekvenser af sådan en udvikling kan blive betragtelige.

Allerede i 1700-tallet er der folk, der for første gang undrer sig over ordet Kjæltring. Især fordi det navn kommer så tæt på ordet kelter, altså navnet på et menneske fra de keltiske stammer, der ihvertfald levede her i landet i jernalderen for omkring 2000 år siden.

Men der er ikke enighed om, at rakkerne var keltere. Derimod er der flere og flere, der mener. at de tilhører et meget gammelt folk. Det mener blandt andre forfatteren og historikeren Magaret Murray, der har skrevet bogen “heksenes gud”.

Den der senest har været mest optaget af det er forfatteren Mads Lidegaard, der i sine bøger om gamle oldtidsveje i Jylland, hærvejen og ravvejen, mange gange er inde på samme tankegang om grunden til, at rakkerne bliver til afvigere.

Både Mads Lidegaard og Magaret Murray mener, at rakkerne hører til det folk, der boede her i norden som de første. Vi ved jo alle, at danskerne først kom rimeligt sent til - vi har ikke boet længere i Danmark end palæstinenserne har boet i Israel, efter at jøderne var jaget ud.

Magaret Murray nævner ikke de gamle danske myter - men jeg mener, at de fortæller samme historie: Her er der også et andet folk, dværgene i bjergene. Det er nok ikke et tilfælde, at de omtales som dværge, de er altså, ligesom jægerfolket, mindre end det indflyttede bondefolk.

Når de kaldes dværgene i bjergene, kan det måske skyldes at de levede i Vestjylland. Men det er et rent gæt, der kun bygger på at jeg ved, at et bjerg er det gamle danske ord for en bakke - altså ikke for fjeld.

Magaret Murray mener, at den tid, hvor man tydeligst kunne se, at det gamle jægerfolk blev behandlet som afvigere, var dengang, man brændte hekse. Hun har gennemgået retsagerne mod hekse i mange forskellige lande og har konkluderet, at hekse i næsten alle sager var mindre og mørkere end andre folk.

Det rystende ved denne historiske gennemgang er, at mennesker gennem tusinder af år ser ud til at være ens. Der er nogen, der skal skubbes udenfor. Og det er nogen, der vil være udenfor.

Måske var vi selv afvigere der, hvor vi engang kom fra, da vi flygtede herop. Skulle vi ikke stoppe op i flugten og se hvad de fremmede egentlig vil - det kræver bare en samtale…

Udpluk fra Jeppe Søe: rakkere. Tankevækkende artikel som jeg kan anbefale.

Det forlyder nu, at politiet tog gasmaskerne af aktivisterne i et lille gasfyldt kælderrum i forbindelse med rydningen af ungdomshuset. Politiet har i situationen haft overskud til at tage deres gasmasker af, og har altså næppe været særligt trængt.

Men lidt gas tager man vel ikke skade af, vil nogle sikkert mene. Tåregas er bare noget helt andet end lattergas. Tåregas brænder i hud og slimhinder, og får den angrebne til at gå i panik. Man flygter spontant. Tåregas kan give permanente skader, gør folk akut blinde og får dem til at kaste op. Det siger sig selv, at virkningen er meget voldsommere, når gassen bruges indendørs.

Man kan ikke undervurdere, hvor ødelæggende det er for et retssamfund, når magtudøverne benytter sig af vilkårlige straffe og overdreven fremfærd. Hovedmålet for den moderne retsstat er jo netop at afskaffe de vilkårlige straffe, og at være et lydigt redskab for det borgerlige demokrati.

Overgreb fra statsmagtens side afspejler en mangel på respekt for borgerne og for demokratiet. Det er reelt med til at skærpe konfrontationer, fordi de pågældende borgere så heller ikke kan respektere magtudøverne. Det hænger jo sammen.

Lørdag aften var der en film “Sleepers” om dette emne på TV2 bygget på autentiske begivenheder. Fire unge rødder bliver fængslet i et år. I fængslet bliver de af fængselspersonalet udsat for vilkårlige straffe, grov vold og voldtægt. Skammen får dem til at love hinanden, at de aldrig vil fortælle nogen om det. Det kommer de dog til alligevel, da de bliver voksne.

To af de fire har da udviklet sig til hårde kriminelle, og møder tilfældigvis en dag den værste af fængselsbetjentene, som de konfronterer og myrder. De to øvrige, der arbejder som henholdsvis anklager og journalist samarbejder om at få dem frikendt og samtidig afsløre forholdende i ungdomsfængslet. Det lykkes, men dommeren sørger for at afsløringerne ikke kommer ud.

Overgreb fra politifolks og fængselsbetjentes side i Danmark har vi så også hørt om i forbindelse med rydningen af ungdomshuset (og i mange andre forbindelser). Mon ikke der er behov for en ordentlig offentlig debat om hvad der er ret og rimelighed? Eller glider vi stille og roligt tilbage til den tid, hvor en lovbryder var fredløs?