URBANblog
jump to navigation

Sapphos sorte hul tirsdag, 24. apr 2007

Skrevet af Kristian under Jøder og muslimer, samfund,

373px-1877_charles_mengin_-_sappho.jpg

Terror dækker over mange ting - også smædekampagner. Nationalisternes hoforgan Sappho, har navn efter en mytisk græsk digterinde, som er kendt for at elske sin egen slags. På hoforganet har man det på samme måde - glæden ved sig selv, og foragt overfor det uciviliserede og kulturfremmede “andet”.

Efter at Sappho har taget sig “kærligt” af en kvindelig muslim ved navn Safia Aoude er turen nu kommet til en anden kvindelig muslim: Asmaa Abdol-Hamid.

På Sappho er man kulturel og raffineret, og har mere klasse end man ellers finder hos de nationalistiske bloggere. Derfor siger Lars Hedegaard helst ikke direkte, at Asmaa lyver - han siger blot at hun er “glemsom”.

For at sige det lige ud, så vil Hedegaard gerne give det indtryk, at Asmaa er en passioneret løgner. På den måde kan man forstå, at hun passer godt ind i Sapphos opfattelse af den typiske muslim.

Hedegaard har nærlæst Asmaas biografi på www.kvinfo.dk. Her står blandt andet: Uddannet socialrådgiver fra Den Sociale Højskole i 2004. Har arbejdet som familiekoordinator i Roskilde kommune. Er afdelingsformand i Bøgeparken og medlem af kvarterløfts-styregruppen i Vollsmose. Studerer på kandidatuddannelsen i socialt arbejde på Den Sociale Højskole i København. I 2005 valgt som suppleant for Enhedslisten i Odense Byråd.

Men det er ikke den slags Hedegaard har lyst til at udbasunere, så han er faldet over en langt mere interessant oplysning. Asmaa skriver, at skolen ønskede hun skulle vente og tage 10. klasse med og efterfølgende tage en handelsuddannelse, og at hun til sidst måtte true med en advokat, før folkeskolen ville indstille hende til gymnasiet.

Det falder naturligvis ikke Hedegaard ind at ringe til Asmaa for at få hende til at uddybe denne oplysning. Hun er muslim - hvad kan man regne med? Han ringer i stedet til skoleinspektøren, som angiveligt ikke kan huske noget, og må checke efter i hendes elevmappe, hvor han intet finder om en advokat.

Man kan så spørge sig selv, om inspektøren er et uhildet vidne i den sag. Man kan også undre sig over, at inspektøren frit videregiver information vedrørende indholdet i Asmaas elevmappe. Ligesom man kan fundere lidt over, at Hedegaard ikke forsøger at tolke på ordet “true”. En advokat truer for eksempel næppe med ulovlige reaktioner.

Hedegaard giver ikke ved dørene. Hvor ord står mod ord, er det som udgangspunkt Asmaa der lyver. Og Sapphos læsere tror Hedegaard, for det er så dejligt at blive bekræftet - og sådan er det jo med Sappho. Et sort hul, der opsluger de finere nuancer.

I øvrigt vil jeg anbefale Asmaas selvbiografi på www.kvinfo.dk. til alle, der ikke lider af snæversyn. Giv dog en fremadstormende kvinde en chance, selv om hun insisterer på sin tro. Siden hvornår, er vi i Danmark begyndt at mobbe folk ud af det politiske liv, fordi de har en “forkert” mening? Ytringsfriheden og valgbarheden gælder naturligvis også for hende Asmaa.

Kommentarer»

1. Modspil::URBAN » Blog Archive » Ydmyghed rammer hovedet på sømmet - 26 f 07

[...] blot her: I øvrigt vil jeg anbefale Asmaas selvbiografi på http://www.kvinfo.dk. til alle, der ikke lider af [...]