Ydmyghed

Det er på grund af kristendommen, at polygami er forbudt ved lov i Danmark. Gud skabte manden og kvinden for hinanden - for at én mand og én kvinde skal blive “ét kød”. Derfor er det en synd og en dårlig alliance at forene sig med flere end én mand/kvinde.

Det gælder uanset om man har papir på det eller ej, og det gælder uanset om det er samtidigt eller serielt. Forskellen på at have en hemmelig elsker og at have en officiel 2. kone er, at det første er uærligt og det andet ærligt. Alternativt kan det første også være skamfuldt - og det andet frækt. 

Paulus siger: “Eller ved I ikke, at den, der binder sig til en skøge, er ét legeme med hende? – det hedder jo: »De to skal blive ét kød.” (1. Kor. 6,16)

I vores postmoderne samfund er der en tendens til at mene, at folk må gøre hvad de vil - bare de ikke generer andre. Derfor er det jo ret morsomt, at man nu falder over hinanden for at fordømme muslimers bigami.

Det er kvindeundertrykkende siges det. Eller med andre ord: bigami ville i følge kritikerne være i orden, hvis en kvinde kunne have to mænd. Det hænger jo ikke sammen. Handler det om formalisme, fremmedfjendskhed -  eller handler det om en ægte bekymring for undertrykte kvinder og børn?

Huntingtons politisk behændige påstand om “civilisationernes sammenstød” er blot et vissent figenblad, der skal dække over magtpolitik, propaganda og aggression. Selve idéen om sammenhængende homogene kulturer holder jo ingen steder - bortset fra i teorien: kultur er en abstraktion.

Den amerikanske professor Amartya Sen siger i sin ny bog “Identitet og vold”, at man ikke kan proppe et menneske ned i en kollektiv container, hvor hele dets eksistens er defineret ud fra en religiøs eller kulturel identitet.

Ethvert menneske rummer mangfoldige identiteter og kan vælge, hvor stor vægt de enkelte tilhørsforhold – nationalitet, bopæle, klasser, erhverv, social status, sprog, religion etc. - skal have i enhver given sammenhæng. Og det på sådanne mennesker kultur og civilisationer bygger.

Som Sen skriver: ”Jeg kan på samme tid være asiat, indisk statsborger, bengaler af bangladesisk oprindelse, indbygger i USA eller Storbritannien, økonom, lommefilosof, forfatter, sanskritist, stærk tilhænger af sekularisme og demokrati, mand, feminist, heteroseksuel, forsvarer af homoseksuelles rettigheder, levende et ikke-religiøst liv, af hindubaggrund, ikke-brahmin og ikke-troende på et liv efter døden (og heller ikke, hvis nogen skulle spørge, på et liv før fødslen).”

Mere om bogen i Information i dag.

Navnesnobberiet breder sig. På kun et år er antallet af danskere med de 20 mest almindelige efternavne faldet med over 50.000 i følge Jyllands Posten. Pedersen og Jensen er massebetegnelser - og folk vil gerne være noget særligt.

Man bliver altså ikke et hak bedre af at hedde Bluhme, Junker eller Funck. Er man virkelig bange for at blive glemt, hvis man ikke har et fint navn?

Det er da netop udtryk for den ultimative anonymitet, når ens efternavn bare er et påklistret mærke, og ikke noget der peger bag ud på ens egen historie.

Hvad er det for en kultur, vi er ved at få, når vores omgivelser i stigende omfang bliver forfalskninger, pynterier, spin, image, propaganda, overflade…?

Hvad bliver vi som enkeltmennesker, når vi kun tænker på at præsentere os godt?

Tomme i en tomhed - uden mål og uden grænser.

Dansk Folkeparti repræsenterer den “radikale taber” i dansk politik. Den radikale taber betegner den organiserede mindreværdsfølelse, som i kampen for social og politisk genoprejsning skyder skylden for sin egen indbildte fiasko på omverdenen.

Den radikale taber er uberegnelig. Han tier og venter ligesom Peter Skaarup, men kan eksplodere når som helst ligesom Louise Frevert (mokkebogen) og Pia Kjærsgaard (totalt tørklædeforbud).

Den radikale taber er besat af en sammenligning, der aldrig falder ud i hans favør. Målestokken er aldrig dem, der har det værre, men kun ham selv.

Skylden for hans fiasko er ikke hans egen, men må findes et andet sted: Den kulturradikale elite sidder på magten, og lukker munden på det tavse flertal. 68-generationen skraber alle fordelene sammen til sig selv gennem deres uretmæssige magtpositioner. Muslimerne hæver formuer på socialen alt i mens de føder børn i store flokke, massevoldtager frie kvinder og undertrykker den bøgelyse danske kultur. Det sande danske menneske er blevet offer for “syge redepissere”, som det hedder.

Det er ikke svært for den radikale taber at lokalisere de truende magter, der er ude efter ham. Sædvanligvis drejer det sig om udlændinge, kommunister, kulturradikale, præster, pædagoger, Danmarks Radio o.s.v.

Han ødelægger endda gerne sig selv, hvis han på den måde kan ramme sin indbildte fjende. Det tredie riges undergang er vel det arketypiske eksempel på dette. I den mindre dramatiske DF-sammenhæng handler det om hysteriske udfald mod tørklæder, afviste flygtninge i Sandholmlejren, Det Konservative Folkeparti, Danmarks Radio, folkekirkepræster, humanitære organisationer, fremmede kulturer og andre tabersager som løbende underminerer DF.

Taberselvforståelsen bliver skærpet af en kulturel faktor - et krav om særlig forrang og overhøjhed til det danske. Den uskyldige ligefremme og jævne danskhed og sunde fornuft, som er på vej til at blive kvalt af ugræs, der er føget ind over hegnet. I DF mener man ikke at dansk kultur bare det bedste for danskerne - nej, dansk kultur repræsenterer universelt overlegne værdier, og DF er højdepunktet af dansk kultur. Derfor gør det rigtig ondt, at alle andre partier grundlæggende betragter DF som ikke-stueren, samtidig med netop denne karakteristik opildner taberens temperament.

Det elementære princip om gensidighed er elimineret. Således findes der to fuldstændig usammenlignelige følelser: ens egne og de andres. At såre de fremmedes følelser er en dagligdags øvelse, hvor lavpunktet vist blev nået med Muhammed-tegningerne.

Det højt priste vidundermiddel “dialog” kommer til kort overfor DF´s verdensforståelse. Forsonende bagatellisering af fremmedhadet for ikke at tale om imødekommelse af rabiate forslag forstærker kun partiets iver: DF er hele tiden tvunget til at overgå sig selv for at fastholde billedet af den radikale taber.

Indlægget er baseret på Hans Magnus Enzenbergers essay om den radikale taber: “Skrækkens mænd”.

Færdselssikkerhedskommisionen oplyser, at en gruppe mandlige ledere og mellemledere mellem 25 og 39 år kører meget stærkt, og de er ligeglade med fartføderne - de tjener simpelthen for meget til at det betyder noget. Det skriver metroXpress.

- Vi ser mange, som bevidst holder sig lige under 160 kilometer i timen på motorvejen, fordi det er grænsen for, hvornår man får frakendt kørekortet og skal op til ny prøve, siger Helge Holbek, som er politiinspektør i Rigspolitiets Færdselsafdeling. Politiet foreslår at konfiskere deres biler.

Det er præcis min egen erfaring fra motorvejene: Det er som regel altid “pæne mænd” i store biler, der kører mest hensynsløst til stor fare for medtrafikanterne. De mener naturligvis selv, at det er de trafikanter, der skal flytte sig, men lov er lov, og den skal holdes - uanset om man hedder Ali eller Allan.

Min datter gik på en byskole, hvor ca. 1/3 af børnene har indvandrerbaggrund. Hun havde gode veninder både blandt de blåøjede og brunøjede. En af “tøserne” var i øvrigt en brunøjet dreng, lidt pudsigt i betragtning af hans kraftige skægvækst i en meget ung alder.

Jeg bor ikke sammen med hendes mor, som gennem længere tid havde været utilfreds med det faglige niveau blandt lærerne på skolen. Hun var heller ikke tryg ved at nogle af drengene i klassen heriblandt med indvandrerbaggrund var lige lovligt urolige.

Sidste år besluttede de så at flytte ud i forstaden, hvor min datter er kommet i en klasse uden et eneste indvandrerbarn. En dag kommer hun hjem og fortæller, at politiet har været på besøg hos nogle af drengene. De havde nemlig været i skoven, hvor de havde forsøgt at lave bomber med plastikflasker og tændvæske. Andre skovgæster havde observeret dem og tilkaldt politiet.

Det er der ikke kommet nogen terrorsag ud af. Hvorfor skulle der også det? De er jo ikke muslimer. Så det var “bare” drengestreger…

Pia K vil have totalt forbud mod tørklæde i samfundet. Hvad får hun ud af det?

I første omgang opmærksomhed, og det er jo nok det primære formål.

Men hvad nu, hvis det - meget usandsynligt - skulle blive til noget? Hun får konfrontation, splid i samfundet, stressede og marginaliserede børn, politiet på overarbejde, ydmygede kvinder, unødvendige disciplinærsager i skolen, unødvendige socialsager i kommunerne, social og politisk udstødning af muslimerne og (tror hun) større opbakning til DF.

Men alle disse “frugter” får DF ikke lov at nyde. Den danske befolkning har fået nok af fremmedhad, nationalisme og politisk ensretning. Derfor bliver DF´s forslag snarere en pind til partiets ligkiste. Og hvis et sådant forslag skulle blive vedtaget (det skulle da lige være ved et kup), så er jeg sikker på, at mange danskere ville iføre sig tørklædet som protest.

Pudsigt nok vil Pia K ikke forbyde den jødiske kalot, fordi jødedom ikke er en lovreligion. Jamen, det er jo lige præcis en lovreligion! Er det fordi Pia K synes jøderne er søde, at hun ikke mener, de har en lovreligion. Har hun overhovedet bare lidt forstand på, hvad hun beskæftiger sig med?

I dag fejrer vi, at Jesus Kristus blev opløftet til himlen foran sine apostle.

Det er ikke bare en åndelig begivenhed. Menneskesønnen Jesus spiste først fisk for derved at understrege, at han var fysisk tilstede. Det var ikke en indbildning, en forestilling endsige et spøgelse. Det var Ham selv, der opfor til Faderen, og blev herliggjort hos Gud.

På samme måde vil vi opfare til Faderen og blive forenet med Gud. Jesus Kristus har sørget for plads til os.

De to engle kom og spurgte, hvorfor de kiggede op i Himlen? Han kommer igen! Den dag vil Guds plan for menneskeheden bliver fuldført.

Jesus bad disciplene blive Jerusalem for at afvente Helligåndens komme. Det skete kort efter i pinsen.

Herefter var Kirken grundlagt med Sønnen i himlen og den hellige Gudsmoder Jomfru Maria som det fremmeste medlem. Derfor er hun i centrum af ikonen.

En antropolog skriver i JyllandsPosten, at nu har vi hjulpet Mellemøsten nok, for de er en flok jammerkommoder, som vi ikke respekterer.

“Hvis de virkelig vil være i fred (som de gang på gang siger, at de ønsker), så skal de få fred. På den måde vil de indse, at deres fiasko-nationer skyldes egen uduelighed og kun i ringe grad Vestens indblanding.”

Hvilken kommode antropologen kan have trukket sin påståede universitetsgrad i, skal være usagt, men hans indlæg er jo udtryk for en forbavsende politisk naivisme, som man vist kun finder blandt de ægte enøjede.

Antropologen tror vist, at Vestens engagement er udtryk for filantropi begrundet i dyb veneration for brune øjne og muhamedanisme. Intet er vist mere forkert.

Engagementet skyldes alene 3 ting: forretning, forretning og forretning. Af hensyn til big business har Vesten vendt op og ned på Mellemøsten, understøttet dikaturer, fremkaldt krige, ødelagt miljøet, fremmanet ekstremister - Mellemøstens befolkninger har aldrig ønsket Vestens indblanding.

Nu hvor alting er smadret og kaos, kommer en mis-antropolog og siger, at når de ikke vil have vores gaver (soldater, dollars, bomber o.s.v.) - så må de sejle deres egen sø.

Og jeg må faktisk give ham ret. Vesten har aldrig gjort gavn i Mellemøsten. Olien, som Vesten efterspørger, har jo reelt været en pest, som kun har bragt ondt med sig. Lad os komme afsted, og lad dem være i fred.

Men sådan bliver det ikke! USA kræver kontrol med hele jorden, og forlader ingen steder. Israel er der desuden, og bliver ikke ladt i stikken af USA (eller Europa). Desuden ser det ikke ud til, at olien mister sin betydning inden for den nærmeste fremtid.

Hvordan kan “antropologen” dog tro, at Vesten nogensinde har givet så meget som en cent ud i Mellemøsten, hvis det ikke var for at tjene det tidobbelte igen?

En webTV-serie, der har cirkuleret siden sidste sommer. Et amerikansk kamerahold har filmet tre unge i deres dagligdag. Episoderne har nærmest blog-karakter.

Serien skildrer almindelige menneskers sindsyge liv i en krigszone. Deres ganske almindelige bekymringer og håb i et levende helvede. Det ser normalt ud - men er det ikke.

De har uddannelse, de har penge, men de er fanget i en krigszone, og tror ikke på en fremtid i Irak.

“I just want a chance. And many people here just only want a simple chance to prove themselves.”

http://hometownbaghdad.com/