Overrabbinatet har i Jerusalem har anmodet jøder om ikke at fejre løvhyttefesten med kristne. “Den Internationale Kristne Ambassade” afholder hvert år sådan en fejring, hvortil der kommer tusinder af protestanter rejsende fra andre lande.
Årsagen er, at rabbinerne mener, at de kristne missionerer - og det er forbudt i Israel!
Kilde: Vort Land.
Jeg har tidligere skrevet om, hvordan jøderne ikke har meget til overs for kristendommen.
Sådan er virkeligheden hver dag i Mellemøsten. Og redningsfolkene dér ved, at der altid er en risiko for ballade, når de kommer frem til et ulykkessted.
Fordi de kender mentaliteten hos folk, så ved redningsfolkene også, hvad de kan gøre for at dæmpe gemytterne. Typisk vil de som det første finde én blandt de tilstedeværende, som virker myndig, og bede ham tage ansvaret for at dæmpe folk.
Grunden til ophidselsen er, at det i Mellemøsten er normalt, at man giver los for sine følelser. Viser man ikke sine følelser, vil andre automatisk tro, at man ikke har nogen følelser. Hvis ens døtre bliver kørt ned, er der simpelthen ingen indre sluser som går ned, for at holde sorgen tilbage til man kommer hjem.
Og når man slipper følelserne løs, taber man som bekendt nemt hovedet. Andet er der ikke i det. Men det ændrer ikke på, at det er et enormt problem, når redningsfolkene ikke kan få lov at gøre deres arbejde. Men der er råd for det (og det handler ikke om at benytte enhver given chance til at putte folk i fængsel og få dem sendt ud af landet).
Jeg håber for de to piger i Odense, at de må komme sig hurtigt, og at problemerne bliver redt ud og løst.
For at beskytte ytringsfriheden, må vi holde religiøse argumenter ude af politik……
Øh, hva…?! Jo, argumentet er “hvis man argumenterer ud fra sin egen religion, så argumenterer man på en måde, som er uden vægt for dem, som ikke deler ens religion; så tager man dem ikke alvorligt som demokratiske medborgere” (Kristeligt Dagblads kronik 21. oktober 2007).
Disse visdomsord kommer fra en mand ved navn Kaj Sørlander, som kalder sig filosof. Filosof! Lad os teste hans udsøgte tankeprodukt nærmere. Hvad med ideologi?
Hvis man argumenterer ud fra sin egen ideologi, så argumenterer man på en måde, som er uden vægt for dem, som ikke deler ens ideologi; så tager man dem ikke alvorligt som demokratiske medborgere.
Det udsagn må jo være lige så rigtigt, og det ser man jo også bekræftet i den almindelige goddag-mand-økseskaft debat, hvor liberalister, socialister, nationalister glad og gerne taler forbi hinanden.
Eller hvad med erfaringsbaggrund?
Hvis man argumenterer ud fra sin egen erfaringsbaggrund, så argumenterer man på en måde, som er uden vægt for dem, som ikke deler ens erfaringsbaggrund; så tager man dem ikke alvorligt som demokratiske medborgere.
Ja, det ser vi jo i hvert fald bekræftet, når det kommer til kommunikationen med teenagebørn.
Men det afholder os da ikke fra at forsøge at trodse kommunikationsbarrieren. Og det, at vi gerne vil forstås, og også gerne vil forstå, gør at dialogen i den sidste ende altid bærer en vis frugt.
Hvis vi undlader at udtrykke det, som vi hver især brænder for, så svigter vi både os selv og hinanden. Ytringsfrihed handler netop ikke om, at vi kun anerkender vores egen ret til at tale for døve øren, men at anerkender andres ret til at tale, og at vi også lytter til dem.
Sørlanders tåbeligheder giver først mening sidst i kronikken, hvor det afsløres, at det i virkeligheden bare handler om at udgrænse muslimer fra demokratiske fællesskab: “Kun ved således at stå fast kan vi gøre os noget håb om at “opdrage” muslimerne til demokratisk modenhed og at få dem lært, hvad de skylder det politiske system, som giver dem ligeværdighed og religionsfrihed”. Hører man et ekko fra Lenin?
Danmark er som en hyggelig have, hvor indvandringen betragtes som den eneste store trussel. Det minder faktisk om vores syn på dræbersneglene. De kommer fra syd, de spiser vores grønsager, er lidt mørkere end vores egne snegle, og så prøver vi at pacificere dem i fælder fyldt med øl.
Sagt af sociologiprofessor Peter Gundelach.
For der er jo 0, zero, nada forskel på “racekonflikten” i Danmark, USA, Indien, Rwanda eller hvilket som helst andet land.
Nu igen er de sorte i USA på gaden over uretfærdige overgreb. Derover kan man ikke dække sig ind med at det er “den arabiske kultur” eller den totalitære koran. Men så siger man jo bare noget andet. Sværere er det ikke.
Hver konflikt har sine syge fordomme, løgne, selvretfærdigheder og overgreb. Hver konflikt har sit “os og dem”, men kører efter nøjagtig den samme mekanik.
Og ligesom vi har Dansk Folkeparti i Danmark, så har de i de andre lande deres konfliktparasitter, der lever højt på had og andres lidelser.
I sidste uge genså jeg “Westside Story”. Der er intet i vores nutidige hjemlige integrationsdebat, som ikke allerede er foregrebet i den musical (fra 1957)! Se den - ikke kun for den gode musiks skyld, men også for at blive klogere. I Westside Story er “muslimerne” ikke muslimer - men puertorikanere.
Iranske Shahla Valadi har siddet 7 år i kirkeasyl i Norge. Hun er flygtning fra Iran, og så længe hun er i kirken, rører myndighederne hende ikke. Egentlig troede hun ikke på at kirken ville beskytte en muslim, men der blev ikke stillet krav.
Hun havde selvmordstanker. En nat drømte hun, at hun stod på et højt bjerg, og ville kaste sig ud. Pludselig var der et stærkt lys, og nogen trak hende i armene bagover. En anden gang drømte hun, at politiet forfulgte hende, og hun blev trukket op mod himlen, hvor hun hang udenfor politiets rækkevidde.
Efter to år, valgte hun at lade sig døbe. På det tidspunkt var hun blevet godt kendt med Bibelen. Hendes favoritbibelvers er Salme 23. Herren er min hyrde, og Han passer godt på mig.
Det indestængte liv tærer på Shahlas kræfter. Jeg har mistet nogle af mine bedste år, siger hun.
Shahla bruger ventetiden til at bede, læse Bibelen og deltage i kirkens aktiviteter. Politikere og beslutningstagere nævnes altid i hendes bønner. Hun beder for Bjarne Håkon Hanssen (Arbeids- og inkluderingsminister), og at han må se, at hun er et menneske.
Men skulle hun blive sendt tilbage til Iran, vil hendes død være for Jesus, som døde for hende.
Kilde: Vort Land.
- Deres fremmedfjendske tone er med til at fremme en kynisme og en tilgang til værdierne, som jeg bare ikke kan være med til. Dette er en værdikamp. Den må vi tage klar stilling til, siger Kristendemokraternes formand, Bodil Kornbek, i dag til Ritzau om Dansk Folkeparti.
- Jeg kan slet ikke forstå, at der ikke er andre, der ryger op af stolen og siger: Så stopper I. Nu er grænsen er nået!
Vores officielle “moralens vogter” Lene Espersen kalder den polske regering for moralsk forfalden! Espersen vil gerne have en EU-dag imod dødsstraf - en tom demonstration, da dødsstraf i forvejen ikke findes i EU, og en sådan dag næppe vil blive bemærket i USA.
Hvorimod polakkerne siger det som det er: Det er fordi livet er helligt, at vi er imod dødstraf, og derfor er det rendyrket hykleri samtidig at holde en statsfinansieret fosterdrabsindustri kørende. Polakkerne peger derfor på de høje aborttal i Skandinavien, og foreslår i stedet en EU-dag for retten til livet.
Tak kære polske nabo, for vi danskere har bestemt behov for moralsk genopbygning på det område.
Det var ved en julefrokost med politikerkolleger den 16. december 1996. Nyrup var blevet ydmyget foran den europæiske offentlighed, og legede derfor, at Salman Rushdie lå på gulvet: Han pumpede ham fuld af bly, og sparkede bagefter til det livløse legeme (se Henrik Quortrups biografi om Nyrup, det indledende kapitel).
10 år senere sidder en yngre forkølet imam i en lukket bil, og joker overfor en ven med, at der engang kunne komme et par voldsmænd på besøg hos Naser Khader, hvis han blev integrationsminister…
Hvad er forskellen på de to episoder? Ja, i det første tilfælde var den offentlige reaktion et overbærende smil over en frustreret statsmand.
I det andet tilfælde brød helvede løs! Medierne og populisterne frådede i lystig hetzstemning. Selv statsministeren kom på banen og fordømte, hvad imamen Akari havde sagt i en privat sammenhæng. Udådsmanden blev naturligvis meldt til politiet. Og politiet gik naturligvis også igang med at efterforske tankeforbrydelsen.
Og hvad blev resultatet? At politiet må oplyse offentligheden om, at man ikke kan straffe folk for trusler, når de ikke har ønsket, at den truede fik kendskab til det.
Der gælder med andre ord ikke skærpede regler for muslimer, og så er den vist ikke længere…
Hvis en troende kristen skulle komme i den (forhåbentlig usandsynlige) situation, at hun skulle vælge mellem at følge Jesus Kristus eller følge grundloven, så ville hun naturligvis vælge Jesus Kristus.
Almindeligvis ville hun kunne sige “Giv kejseren (staten) hvad kejserens er, og Gud hvad Guds er”, men hvis valget skulle stå i mellem de to, så er det grundloven, der bliver valgt fra.
Frem til år 313 blev kristne afkrævet loyalitetsløfte overfor kejseren. Det var der mange der nægtede, hvilket betød at de blev henrettet som hellige martyrer.
Der er ikke noget, der står over (eller ved siden af) Gud - heller ikke Folketing og demokrati. Og hvis tyskerne havde turdet stå ved det i 1933, så havde det været nat med nazisterne.
Søren Krarup bør tænke på, at det er et tveægget sværd, når Dansk Folkeparti lægger op til at afkræve muslimer loyalitetsløfte i forhold til grundlovet, når partiet samtidig gør grundloven og islam til modsætninger.
Og det er måske lige netop konsekvenserne af den modstilling partiet ønsker..?
