Efter at have lagt an til skarpe skud mod DF´s farligste fjende Nasser Khader, pålagde Mogens Camre sig selvcensur og druknede sit indlæg på sin hjemmeside.
Her havde han kaldt Nasser Khader for “araber med tæppehandlerlogik, som fusker med skatten og bruger sort arbejde”.
Formuleringen afslører på forbilledlig vis det intellektuelle, etiske og politiske niveau i Dansk Fronteparti, og da virkelighedens triste syn åbenbart er blevet for stærk en kop snaps for den tidligere våbensmugler, stak han halen mellem benet og renoncerede på den ellers højt besungne ytringsfrihed, som DF jo ellers påstår er deres hjerteblod. Men det er jo nok kun, når de har andre i sigtekornet.
At Camre så erklærer ikke at ville indtage sin plads i Folketinget, da han er så glad for at sidde i EU-parlamentet, viser at han er antidemokrat hele vejen igennem. Ikke kun på ytringsfrihedens område, men vælgerne lader han hånt om. Hans opstilling har åbenbart kun tjent som et kändistrækplaster.
Den positive side af den historie er så, at vi andre både slipper for at have Camre i Folketinget og Ulla Dahlerup i EU-parlamentet.