URBANblog

Arkiv for december, 2007

Ny tår

mandag, 31.12.2007.

I aften skal vi have en ny tår over tørsten. Det bliver sjovt.

I morgen vågner vi op med tømmermændene bankende. Et nyt år truer.

I overmorgen sidder vi igen i kø på vej til arbejdet. Trædemøllen drejer.

Fredag skal vi have en ny tår over tørsten. Det bliver sjovt.

Lørdag vågner vi op med stjerner flyvende rundt om hovedet. Dagen er næsten slut.

Søndag morgen følger vi en stjerne til det lille Jesusbarn. Vi giver Ham det bedste og det eneste vi kan give - os selv.

Kristus er født! Lovpris Ham!

Velfærdsydelser til de rige?

mandag, 31.12.2007.

Et ægtepar med husstandsindkomst på 2 mill. kr. har samme ret til kompensation for tabt arbejdsfortjeneste som en familie, der kun har 400.000 kr., hvis en af ægtefællerne ønsker at blive hjemme for at passe et handicappet barn.

Det virker jo åbenlyst urimeligt, hvilket Dansk Folkeparti i dag peger på. Nogle gange hænder det jo, at DF i deres populisme kommer til at sige noget fornuftigt.

Samtidig kan DF så roligt overlade det til regeringspartnerne at udrede problemerne, når skidtet skal hænge sammen rent praktisk.

Vores samfund bygger jo på en bestikkelsestankegang, hvor 90% af befolkningen betaler til 90% af befolkningen. Det er det system, som Venstre har snuppet ud af hænderne på Socialdemokraterne.

Socialt og politisk er det begrundet med nødvendigheden af middelklassens tilslutning til et socialt system, og det kræver af middelklassen selv bliver begunstiget - hvilket den så også gør til overflod. Økonomisk er det begrundet med, at det skal kunne betale sig at arbejde, og det kan det jo ikke, hvis indkomstfremgang betyder at alle mulige offentlige tilskud forsvinder.

Men grundlæggende er det jo ikke fornuftigt, at mennesker, der har råd, skal have offentlig støtte, og at milliarder af kroner skal ind og vende i de offentlige kasser.

Mens mennesker med alvorlige behov kun får en lille del af de samlede velfærdsydelser, og ofte ikke engang det de behøver, fordi middelklassedanmark regner dem for intet.

Godt nytår til dem, der lever livet op ad bakke.

Hvad får muslimer til at omvende sig til kristentro?

søndag, 30.12.2007.
  1. Et kærligt fællesskab mellem kristne de møder, når de ellers er vant til hårdhjertede omgangsformer. Det kan for eksempel være oplevelsen af ægtepar, der behandler hinanden varmt og med ligeværdighed.
  2. Bønner der bliver besvarede.
  3. Utilfredshed med koranen der lægger vægt på straf, hvorimod Bibelen lægger vægt på tilgivelse, barmhjertighed og kærlighed.
  4. Oplevelser med brutale islamistiske regimer og organisationer.

Mange konvertitter omvender sig, fordi de læser Bibelen og lærer om Guds ubetingede kærlighed.

Dette er konklusioner hentet fra en undersøgelse blandt 750 personer, der har omvendt sig fra islam til kristendom udført af Fuller Teologiske Seminarium.

Omvendt kan man spørge, hvad der afholder muslimer fra at åbne sig for kristentro. Jeg tror, det blandt andet handler om:

  • Negativ behandling af muslimer i samfund, der kalder sig kristne
  • Hykleri i forhold til kristne værdier og i det hele taget ligegyldighed i forhold til Gud
  • Nationalegoistisk fremfærd overfor muslimske lande

Det er alt sammen forhold, der får muslimer til at lukke sig om sig selv, og som gør det meget svært for dem, der er tiltrukket af kristentro.

Godt nytår!

Den falske jul - og den sande jul

lørdag, 22.12.2007.

For mange mennesker slutter julen juleaften. Efter 1½ måneds stress, gaveindkøbshelvede, julepyntning, skænderier, sprut og sidespring til julefrokosten kommer klimakset juleaften - det helt store madorgie og det helt store gaveorgie.

Og det er så det…

Og grunden til at det slutter den 24. om aftenen er, at det netop intet har med den kristne jul at gøre. Derfor er der en klar grænse fra den hedenske forbrugerjul til den kristne fejring af Jesu fødsel.

Den hedenske jul har simpelthen til formål at få folk til at glemme alt om den sande jul. Og det lykkes mere og mere. Måske vil det gå ligesom i “Den Uendelige Historie”: tilsidst vil der kun være én tilbage - et barn - som husker, hvad det hele egentlig handlede om. Alene for det barns skyld må Gud være med os.

Den sande jul begynder julenat den 25. december og varer i 12 dage til Helligtrekonger den 6. januar. I de dage fejrer de kristne, at Gud lader sig føde som menneske - at Gud kommer konkret til syne i vores verden.

Fordi Gud elsker os så meget, lader Han sin søn føde i verden for at frelse menneskene fra materialisme, frådseri, misbrug og egoisme - alt det som den falske jul står for.

Frelse menneskene, så Gud kan få plads i deres hjerter og deres sjæl - det den sande jul handler om.

DF´s Søren Espersen brød ophavsrettigheder

lørdag, 22.12.2007.

Og indvilliger derfor at betale Dansk Jounalistforbund 65.000 kr. i erstatning for at have kopieret over 100 artikler over på sin hjemmeside.

Artiklerne er fjernet, men jeg forestiller mig, at han har haft et cirkus kørende svarende til Uriasposten og hans medkopister. Disse bloggere støver systematisk artikler op, som på den ene eller anden måde kan bringes til at bekræfte deres højreradikale synspunkter. Ofte bidrager bloggerne ikke med mere end en meget sigende overskrift, sådan at meningen i alle tilfælde bliver klar for enhver.

Det er heldigt for Søren Espersen, at han ikke er muslim. For så havde historien nok fået rigtig stor bevågenhed - nu forbigås den i stedet i tavshed.

Om Espersen har fået en lærestreg, det tvivler jeg på. Målet helliger under alle omstændigheder midlet, så han lader sig ikke lige slå ud.

Er du dum? Så gå i fængsel…

lørdag, 22.12.2007.

Vi elsker at tro på, at alle i Danmark bliver behandlet retfærdigt, og at vi tager os af de svage. Virkeligheden er, at kan du ikke leve op til kravene, så går du til bunds - og havner måske i fængsel.

En ny norsk undersøgelse viser, at der sidder mindst 300 fanger i de norske fængsler, som ofte ikke rigtigt forstår, hvad der foregår og ikke har forstået, hvad der skete under retssagen. Det er mennesker med en IQ på mellem 50 og 70. Det svarer på mange punkter til, at fangerne er lige så modne som et 12-årigt barn.

Udover det er der også mange andre sociale forhold, der er stærkt medvirkende til at folk havner i fængslet - blandt andet psykiske vanskeligheder og misbrug.

Hvorfor vender Danmark disse mennesker ryggen? Vi der er så civiliserede og rige?

Er det mon fordi, vi som mennesker, har behov for nogle tabere at sammenligne os med?

Eller at samfundet har behov for demonstrere sin disciplinering?

Glædelig jul til alle - også til de fangne!

“Bare bryster” har jo ret

fredag, 21.12.2007.

Kvinderne, der demonstrerer deres bryster i DGI-hallen, vækker stor “interesse”, og også lidt debat. De bryst-aktionerende demonstrerer imod pornoficeringen af kvinden, og det har de al mulig grund til.

Og grundlæggende virker det jo netop ikke seksuelt, når kvinder viser deres bryster, som de er. Det seksuelle ligger i den måde brysterne præsenteres på. Og mon ikke mange piger og kvinder er dødtrætte af, at skulle leve op til et porno-ideal, ligesom jeg også tror at mange mænd er trætte af den stadige seksuelle påvirkning.

Frem til begyndelsen af 80´erne havde vi vænnet os til, at kvinder gik uden top om sommeren. På mange strande var der i det hele taget ikke meget badetøj at se. Og det var fuldstændig aseksuelt (for de fleste) - stort set som det må være i en afrikansk landsby.

Om løsningen på problemet er, at kvinder skal være klædt som mænd i svømmehallen og på stranden, er jeg ikke sikker på. Men egentlig er det mærkeligt, at de bare bryster kan vække sådan opsigt i dag, næsten som det gjorde dengang i 60´erne, hvor der blev demonstreret på samme måde.

Om lilla ble og tørklæde

Hamid troede politiet kunne hjælpe

torsdag, 20.12.2007.

“For eksempel, når du går i byen lørdag aften, og du bliver afvist, så står du der, og det er pissekoldt, du ved, og man har prøvet to-tre timer og komme ind, og man har glædet sig, så er det klart, at man får en eller anden følelse af det, ikk?

Så ringer jeg til politiet. Så kom politiet så, så kiggede de bare på os, og så snakkede de lidt med dørmanden, og så skrev politimanden sådan, sådan og sådan, og så kiggede han bare på os: “Nu kan I godt skride af helvedes til! I skal ikke stå og lave ballade her!!

Jeg siger: “Prøv at høre her! For det første er det mig, der har ringet til dig,” siger jeg til ham, “for det andet, du har ingen grund til at afvise os, det kan ikke være rigtigt, vi ikke kan komme ind!” “I har ikke noget at gøre her, I kan bare skubbe ad helvedes til!”

Sådan nogle ting der! Det sker i hvert fald tre-fire gange om måneden! Men det er bare noget, man lærer at acceptere, sådan er det bare!

Hvis jeg var dansker, jeg ville gerne have et arbejde og have en uddannelse og gøre noget for mit land! Men det føler jeg ikke rigtig, jeg behøver eller nogen, der har brug for min indsats. Det er dét, du føler, ikke.”

Citeret fra: Kirsten Hviid, “No Life”, PhD-afhandling, februar 2007, Aalborg Universitet, side 159.

Jesus - en illegal indvandrer

onsdag, 19.12.2007.

Jesus kom før jul i år, og reddede ved et tilfælde en dreng på ni.

Han er far til fire og 26 år, og bor i den lille mexicanske by Magdalena de Kino. Han er brolægger af profession, men på det seneste har det knebet med arbejde i hjembyen, og han besluttede sig i sidste måned for at gå over grænsen – til USA.

Han gik uafbrudt i to dage, gennem ørkenen og over grænsen, og på den amerikanske taksigelsesdag var han ganske kort fra målet for sin rejse – Tucson. Men han nåede aldrig så vidt, for pludselig – i en fjern kløft – mødte han den ni-årige Christopher Buchleitner og drengens labrador.

Drengen var forslået og skrammet, og han var ude af sig selv. Christopher talte ikke spansk, Jesus talte ikke engelsk, men sidstnævnte forstod til sidst, hvad der var galt: Den ni-årige dreng og hans mor havde været på en campingtur i ørkenen, og tidligere på dagen var deres bil skredet af vejen i en kurve og styrtet næsten hundrede meter ned ad en skrænt. Moderen var stadig nede i bilen, og Christopher – iklædt shorts og T-shirt – var tydeligvis forkommen.

Jesus fortalte bagefter, at han tænkte på sine egne fire børn, og så var valget ikke så svært. Han lod drømmen om Amerika være drømmen om Amerika, og han kravlede ned i kløften til moderen, han fortalte hende, at han var hos sønnen, og at han ville få fat i hjælp, men hun udåndede kort efter. Han kravlede op til Christopher, han gav ham sin jakke, han tændte et bål, og i 12 timer blev han hos drengen. Den følgende morgen fik han fat i en gruppe af jægere, og de fik fat i den lokale sherif.

Sheriffen måtte gøre, hvad der skulle gøres. Han kunne ikke genforene Christopher med sin far, for faderen var død to måneder tidligere, men han fandt frem til en morbror, som siden er blevet værge for drengen, men der var ingen kære mor for Jesus Cordova.

Han havde ulovligt sneget sig ind i USA, og han tilbragte de følgende døgn i et lokalt fængsel og blev derefter sendt tilbage til Mexico.

Vicesheriffen, der anholdt Jesus, fortalte til radionetværket NPR:

»Vi kunne ikke gøre andet end at sende ham tilbage, men om aftenen fortalte jeg mine børn, at de ikke altid skal skue hunden på hårene – at ulovlige indvandrere også er mennesker og ofte gode mennesker.«

Den største avis i Arizona, den indvandrerkritiske Arizona Republic, konstaterer, at »Jesus Cordova reddede et barn, og han viste os, at indvandrere er mennesker akkurat som os andre … Han har gjort os en stor tjeneste i debatten.«

Kilde: Berlingske.dk

Pæne menneskers kriminelle adfærd

onsdag, 19.12.2007.

Det forlyder, at 50 mia. kr. årligt går udenom skattefar. Det svarer i grove tal til, at hver lovlydig skatteyder betaler sådan ca. 1.000 kr. ekstra om måneden til sin grådige nabo.

Tys-tys! Det er et ikke-problem - det handler jo om pæne mennesker, som arbejder hårdt for føden.

Men det er jo surrealistisk! På den ene side slår man hårdt ned på små overtrædelser, hvor mindre udspekuleret adfærd udløser frihedsstraf og endda landsforvisning.

På den anden side affinder man sig med, at kæmpestore udenlandske koncerner og “pæne” mennesker (regeringens vælgere?) stikker penge til side, som retteligt tilhører samfundet - og som så skal hentes ind på anden måde. Faktisk er SKAT´s muligheder for at checke folks privatøkonomi blevet begrænset af regeringen i de senere år.

Her er pænhed vist et ret overfladisk fænomen.