Hvordan kan man afgøre sådan et spørgsmål? Det kan man ikke, lige bortset fra at langt hovedparten af Kosovos befolkning er etniske albanere. Skal de ikke have lov at leve i fred og ro? Jo, men serberne opfatter Kosovo som serbisk kerneland, og siger at albanerne har stjålet det fra serberne.
Virkeligheden er, at der ikke findes Gudgivne eller naturlige grænser mellem albanere og serbere. Balkan har gennem århundreder været præget af mængder af folkeslag, der har levet side om side. Der har været uendelige folkevandringer og folkeforflytninger, små og store krige, brutale regimer og nedslagtninger af folkemængder.
Men det var først, da nationalismen blev introduceret som ideologi for godt 200 år siden, at man begyndte at fokusere på grænser mellem folkeslag. Og da startede for alvor blodbadet.
Balkan er ikke kun præget af albanere og slavere (serbere, slovenere, bulgarer o.s.v.), men også af grækere, tyrkere, romanske folk, ungarer, tyskere og sigøjnere. Tidligere var der også italienere og jøder.
Nogle af disse folkeslag er opdelt i mindre grupper efter religion eller region. Makedonske slaver og bulgarer taler stort set samme sprog. Serbere, kroater og bosniere taler stort set samme sprog, men er henholdsvis ortodokse, romersk katolske og muslimer - etnisk adskiller de sig ikke. Albanerne er også opdelt i samme tre religiøse kategorier.
De nuværende grænser er udelukkende fremkommet efter krige, og er derfor ganske vilkårlige. I Grækenland har der altid været store befolkningselementer af især etniske albanere, slavere og tyrkere, men de første to grupper er i dag assimilerede og svære at skelne fra grækerne.
Det samme med Kosovo. Der har været albanere der i mange århundreder før slaverne kom til Balkan i det 6. århundrede. Ligesom der også har været og fortsat er albanere i Makedonien og tidligere i Grækenland. Serberne har ingen oprindelig særlig ejendomsret til Kosovo, ligesom albanerne heller ikke har. Men der har altid være magtfulde mænd, der så en interesse i spille befolkningerne ud mod hinanden og flytte rundt på mennesker.
Da Milosevich holdt sin berømte tale på solsortesletten i 1989, indvarslede han en serbisk offensiv med henblik på at drive albanerne ud af Kosovo. Resultatet kender vi: krig, massedrab, NATO-bombninger og nu selvstændiggørelse.
Men galskaben fortsætter. Selv her i Danmark ser populisterne i “Dansk” Folkeparti en chance for at klemme lidt mere blod ud af krigen for egen vindings skyld.