Luther ville ikke adskille religion og politik
lørdag, 31.05.2008.Det er et moderne dogme, at kristendommen “adskiller” religion og politik. Det passer ikke, og man kan ikke engang bruge Luther som figenblad for den tankegang.
Luther talte for en skelnen mellem religion og politik. Grundlæggende er vi kristne, der bruger åndelige midler til at fremme Guds sag. Men i verden hersker synden, og politik er et led i verden. Men som kristne må vi aldrig holde pause med at være kristne - og vi er jo her i verden. Vi skal naturligvis søge at afspejle Gud med vores handlinger. Det er i verden, at vi skal vise os kristne!
Når sekularisering begrundes i “toregimentelæren” (at vi skal give Gud hvad Guds er, og kejseren hvad kejserens er), er det med andre ord en forvanskning af den kristne tradition. Jesus fortalte jo, at denne verdens skatte ingen værdi har, og derfor har det heller ingen værdi, det af kejserens vi kan give tilbage.
Toregimentelæren er blevet en dårlig undskyldning for at sætte kristentroen til side, eller lade helt være med at være kristen. Men det kristne evangelium er i virkeligheden sprængfyldt med politik: fordi det Kristi budskab er så radikalt i forhold til vores almindelige verdslige liv! Tænk at Han kræver at vi er opofrende overfor fremmede! Tænk at Han kræver at vi elsker vores fjender og vender den anden kind til! Tænk at Han siger, at kun ét er fornødent: kærligheden til Gud og næsten.
Men borgerskabet tog fra starten af Luther til sig, fordi hans kamp mod de romersk-katolske forvrængninger blev opfattet som et oprør mod alle kirkens gamle traditioner. Det passede det opstigende borgerskab godt, at man ikke længere behøvede at være puritaner og syndsbevidst, men i stedet kunne bruge sine kræfter på at være nyttig i samfundet. Desuden var Kongen interesseret i at frigøre sig fra pavemagten, ligesom godsejere og borgere var sultne efter at sætte tænderne i klostrenes temmelig store rigdomme. Luthers fornuftige praksis med at anvende de nationale sprog i stedet for latin, har også haft stor betydning for borgerskabet.
Det betyder i forhold til islam, at vi skal imødegå religionen med åndelige midler, mens de verdslige midler skal tages i brug i forhold til praksisser, der bryder med de gældende love og værdier. Hvis bestræbelserne for at forbyde det islamiske tørklæde er udtryk for en religiøs kamp, så er det totalt forfejlet at ville skride ind med forbud. Hvis det handler om ligestilling mellem kønnene, så er det også forfejlet med et forbud, for det er symbolpolitik, og fjerner ikke undertrykkelsen. Det fjerner tværtimod religionsfriheden og friheden til at klæde sin egen krop, som man vil.
