Ydmyghed

Danmark har, som alle danskere ved, verdens bedste og mest udviklede demokrati. Og alligevel er vores folketing fyldt med irrationelle politikere, der hverken kan eller vil tænke ud over deres trossætninger. Filosoffen Kaj Sørlander siger at trossætninger er irrationelle og uforenlige med demokrati.

Et godt eksempel på irrationaliteten i det danske folketing er Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti. På sit partis hjemmeside har han netop offentliggjort et indlæg under overskriften “Ytringsfrihed og tvivlen”. Lad os kigge nærmere på hans rationale:

NÅR VESTEN har udviklet sig, og den muslimske verden har været præget af stilstand de sidste mange århundreder, ja, så bærer ytringsfriheden en stor del af ansvaret herfor. Vi kan starte med at gisne om, at PS har læst Sørlanders bog, men har han læst den kritisk, eller har han læst den i blindt tro på Sørlanders evner og trossætninger? I hvert fald angiver PS temaet for sin tekst som betydningen af Vestens urgamle tradition for ytringsfrihed.

Han fortsætter hermed: I Europa har vi gjort en dyd ud af at udfordre vedtagne sandheder. Da Kopernikus i 1500-tallet udfordrede vores verdensbillede og hævdede, at solen og ikke Jorden var universitets centrum, så undrede folk sig, men man klyngede ham ikke op i det nærmeste træ, som det ville være sket i dele af den muslimske verden. Omverdenens reaktioner på Kopernikus gør PS altså til et bevis på ytringsfrihed i gamle dage. Men kan man teste denne hypose ved at lede efter eksempler på det modsatte?

Luther udtalte straks de tydelige Ord om Kopernikus: “Den Nar vil vende op og ned på hele Astronomiens Kunst. Men den hellige Skrift siger os, at Josva bød Solen stå stille og ikke Jorden.” Lad os bare med det samme konstatere, at Kopernikus og senere Galilei og andre fik kam til deres hår.

Da Christopher Columbus stod til havs for at sejle den forkerte vej rundt om Jorden til Indien, var der godt nok nogle mennesker, der frygtede, at han ville falde ud over kanten, men de standsede ham ikke i hans forehavende, men opfordrede ham tværtimod til at gøre forsøget. Nej, langt de fleste mennesker og beslutningstagere opfattede Columbus som en syg fantast, men det lykkedes ham først efter mange år at få det spanske kongehus med på idéen, måske fordi han vandt dronningens yndest, og måske fordi den spanske stat var desperat efter at finde nye veje i konkurrencen med de andre lande.

Netop det har været karakteristisk for den vestlige tankegang. Forsøget på hele tiden at blive klogere, tilegne os mere viden og udfordre verden omkring os samtidig med, at vi på en og samme tid stod med benene solidt plantet i vores muld og ikke var til fals for det, vi oplevede i det fremmede. Vi fandt gode og mindre gode ting i det fremmede, men vi lovede os aldrig nogen sinde væk eller mistede fodfæstet til den verden, vi nu engang stammede fra. Vi troede fuldt og fast på, at grundlaget for vore samfund - kristendommen - og senere den liberale stat var den bedste af alle verdener.

Her er sandelig meget at tage fat på. Og hvis jeg gjorde det ville dette indlæg vokse sig til en hel bog. For det første, hvem er “vi”? PS postulerer en europæisk enhed, som DF ellers ikke plejer at tale meget om, og som i øvrigt kan være svær at skimte, når man tænker på århundreders blodige krige kulminerende i 2. verdenskrig. Hvad PS mener med, at vi ikke har været til fals for det fremmede er et stort spørgsmål, for de europæiske magter har gennem århundreder været drevet af det de kunne finde udenlands. Se bare vore egne vikinger. Se på merkantilismens drift efter krydderier, guld og slaver. Se på kolonitidens rovdrift på verdens befolkninger. Kristendommen har aldrig stået svagere end nu, og den liberale stat har aldrig rigtig slået rod - og i Danmark hører DF til blandt kritikerne af begge dele.

Det kommer ikke mindst til udtryk i PS´s næste afsnit, hvor han skriver: Nu er vi blevet i tvivl. Vi er blevet i tvivl om os selv. Vi er blevet i tvivl om, hvorvidt vore værdier nu engang er de bedste. Vi er blevet i tvivl om, hvorvidt al den frihed, vi har opnået, nu også er godt. Er det ikke bedre at finde alle svarene på livets spørgsmål i en gammel bog? Er Bibelen for PS en sådan gammel bog? Hvis ja, hvor er kristendommen da henne?

Netop det forsøg på at få klare, entydige svar, tror jeg er en af grundene til, at vi i disse år ser, at flere danskere også tager det skridt, der for de fleste af os virker uforklarligt, og konverterer til islam. Hvor udbredt er dette fænomen? Københavns Universitet anslår at 2.500 danskere siden 70´erne har konverteret til islam, så vi har næppe at gøre med en bølge - snarere med et marginalt fænomen. Til gengæld ser vi mange 100.000´er gøre knæfald for en anden totalitær tænkning: nationalismen. Meget mere glædeligt er det imidlertid, at vi også oplever langt flere danskere finde tilbage til kristentroen i en helt anden målestok end dem, der konverterer til islam.

Efterhånden og med terrorangrebet i Islamabad i bagagen må det selv for de sidste af de politisk korrekte vel snart være tid at vågne op og forstå, at Vesten befinder sig i et vadested. Her ser PS en direkte forbindelse mellem en postuleret islamisering af Danmark og islamistiske afghaneres bestræbelser på at smide fremmede tropper ud af deres land. Noget som man ellers skulle tro, at DF ville være de første til at forstå. Men hvor er den logiske forbindelse egentlig? Den forsøger PS ikke engang at skabe, for den hører til den underforståede trossætning.

Vi befinder os på et afgørende tidspunkt i historien. Et tidspunkt, da vi kan vælge at rejse os og kæmpe for det, vi tror på, eller ignorere faren, sige undskyld og lade mørke kræfter diktere fremtiden. Jeg håber og tror på, at vi vælger kampen i hvert fald her i Danmark.

PS afslutter sin argumentation med at mane til kamp mod faren: At danskere i betydeligt omfang vil forlade en århundrede år gammel tradition for ytringsfrihed og nysgerrighed til gengæld for en gammel bog. Hvis der på nogen måde skulle være noget om snakken, så har PS aldeles forkludret det hele med sin selektive, ulogiske argumentation. Tilbage bliver alene hans trossætning: Danmark er et dejligt land, og de varme lande er noget lort.

Kristne kirker har lige fra romertiden påtaget sig en pligt til at give asyl og beskyttelse til forfulgte mennesker. Uden at gøre forskel og uden at spørge til flugtens årsag.

Ghazala Khan og hendes kæreste søgte ly i en kirke. De var bange, da de var truet og forfulgt af hendes familie. Men det var lukketid, så de blev lempet ud af kirken.

Få dage efter blev Ghazala myrdet. Hvor ville jeg gerne have været der, og hjulpet dem.

Det forsøger han at afsløre i sin seneste bog “Forsvar for rationaliteten”, hvor Sørlander manuducerer i hvordan man retteligt skal forstå demokratiet, kristendommen og ikke mindst islam. Desværre kommer han ikke meget længere, end at konstatere, at dem der ikke er enig med ham - er irrationelle!

Sørlander mener i ramme alvor, at alt kan afgøres med en fornuftsbaseret meningsudveksling. Hvis begge parter overholder de logiske spilleregler og er intelligente, så vil de nå frem til selveste sandheden.

På denne grund mener Sørlander, at demokratiet hviler: “Trosartikler hører ikke hjemme i en demokratisk kultur. Dér står alt til åben og ærlig diskussion og argumentets vægt tæller”.

Men hvad er der egentlig at snakke om i et demokrati, hvis antagede værdier og ideologier ikke kan tages alvorligt? Bliver demokratiet så ikke reduceret til ren management? Er det så ikke også irrationelt, at have en masse amatører til at deltage i denne management? Og hvad skal den rationelle forvaltning have som mål - rigdom? Hvorfor? Hvorfor ikke skønhed, fritid eller noget helt tredie?

Hos Sørlander spiller ideologiske forudsætninger ingen rolle, for dem mener han er irrationelle. Når Sørlander er borgerlig er det altså fordi han er intelligent og rationel, hvorimod mennesker med andre holdninger enten er irrationelle, uintelligente - eller begge dele.

Asger Brandt, som er idéhistoriker og anmelder ved Kristeligt Dagblad, har afsløret Sørlander som en irrationel fundamentalist:

“Sørlander tydeligt er drevet af motiver, der er aldeles irrationelle, og som han selv næppe kan have begreber for, fordi rationaliteten i hans forestillingsverden udfylder hele sjælen. Psykologien ved, at der findes andre og mere raffinerede motiver i sjælen, end dem, logikken kender til”

“Den ukritiske fornuft har en ulyksalig trang til at genfinde sig selv i den ydre verden”…

“Det er åbenlyst, at Sørlander, der ellers lader til at finde protestantismen særlig rationel, ikke kender til Luthers syn på fornuften. Luther betegnede fornuften som en hore, fordi den stiller sig til rådighed for alle formål.”

Nu vil en anklager i Tyskland efterforske en af verdenskrigens frygtelig massakrer. En mor var sammen med sin toårige søn Jean, sin fire år gamle datter Annie og sin mor og bedstemor i byen, da det gik løs:

Tre soldater spadserede ind i hendes butik og åbnede ild. »En kugle snittede min læbe og rev Jeans arm af og sårede ham i benet. Jeg faldt sammen på gulvet og lod som om, jeg var død, mens soldaterne ladede deres våben igen. De skød Annie«, forklarede hun. Da soldaterne gik, lagde den unge mor sin hårdt sårede søn på et forklæde. Han græd meget i begyndelsen, men efterhånden, som han mistede blod, blev gråden mere og mere spag«.

Der skete masser af den slags massakrer. Ikke kun i Frankrig men i alle de ikke-ariske lande som tyskerne besatte. I Grækenland hængte soldaterne landsbyernes mænd i træer og lygtepæle langs vejen.

Men det var ikke kun tyskere, der stor bag massakrer og andre forbrydelser. Det siges at russerne voldtog over 2 millioner tyske kvinder.

Der er ikke nogen der går fri. Hverken ofre eller gerningsmænd. Ja, det vil sige - vi danskere gik næsten fri, bortset fra nogle få tusinde, der hjalp tyskerne med at massakrere på østfronten, og få tusind som gjorde modstand herhjemme.

Krig er satans herreret. Det er der, han kan få frit løb. Han kan næsten ikke vente til næste gang han skal til middag. Og han glæder sig inderligt over alle de naive fjolser, der vælger side - det er dem, der skaffer ham fornøjelsen.

Kilde: Politiken

Tyrkiets sekularisme er tom sålænge den kristne kirke undertrykkes. Men nu har menneskerettighedsdomstolen erklæret Tyrkiets bagslæggelse af kirkelig ejendom for ulovlig. Nu må vi se, om regeringen lever op til de internationale konventioner.

Det ortodokse patriarkat har blandt fået frastjålet sit præsteseminarium på øen Halki ved Istanbul/Konstantinopel. Rundt omkring i Tyrkiet ligger store kendte ældgamle kirker og klostre hen som ruindynger, mens kristne søger at undgå offentlig opmærksomhed. Verdenskatedralen Agia Sofia (hellige visdom) fungerer som museum.

I Danmark siger vi, at man er uskyldig, indtil det modsatte er bevist!

Men hvorfor sidder så mere end tusind mennesker til enhver tid i varetægtsarrest under kummerlige forhold, som ofte er værre end dem, man finder i fængslerne?

I en varetægtsarrest sidder man på ca. 7 m2 i en ofte nikotingul og -stinkende kælderagtig celle i ensomhed. Uden at være dømt for noget.

Man har kun adgang til frisk luft og måske socialt samvær 1-2 timer om dagen, hvor man kan blive luftet i en lille gård med tremmer omkring. Uden at være dømt for noget.

I cellen er man henvist til en smal seng, et lurvet lille skab og et ramponeret bord. Uden at være dømt for noget.

Hvis man skal på wc, kalder man på en betjent, som først dukker op efter 10 minutter, fordi man ikke skal bilde sig noget ind. Stadig uden at være dømt for noget.

Man bliver klædt nøgen foran fremmede og andre indsatte og undersøgt i enden. Uden at være dømt for nogetsomhelst.

Det kan meget vel være nødvendigt at have sigtede i varetægt for at undgå, at de stikker af, laver nye forbrydelser eller generer sagens opklaring. Men der er intet, der tilsiger, at det skal ske under ydmygende og nedværdigende forhold. Man er jo efter sigende uskyldig, indtil det modsatte er bevist!

Hvis det princip virkelig gælder, så bør vi tage konsekvensen, og lade varetægtsfanger sidde under så normale forhold som overhovedet muligt.

Man kan lade sigtede sidde hjemme og sætte vagt for døren. Man kan give dem elektronisk fodlænke.

Er man nødt til at internere, så bør fangen have et ordentligt værelse med god plads, pæn indretning og adgang til eget toilet - for eksempel som på et kollegium eller hotel. Der bør også være nogen at snakke med, så man ikke bliver bims af ensomhed og uvished. Fangen skal behandles med samme respekt, som tilkommer enhver anden borger i samfundet - som et menneske og ikke som kvæg.

DF sælger julemærker, og overskuddet deles ud, så det kan give lidt PR.

Mindelunden som erindrer 202 faldne modstandsfolk er jo altid gode at have med i partipropagandaen. I bestræbelsen på at fedte sig ud af lighederne med nationalsocialister m.v., kan man jo godt inddrage nogle døde modstandsfolk i partiarbejdet.

Men Mindelunden siger nej til DF´s gave. Den skulle nemlig have været overrakt på DF´s landsmøde, men Mindelunden har en tradition for ikke at vikle sig ind i partipolitik. Klogt!

Søren Espersen er fornærmet og kalder afvisningen for uforskammet. »Jeg er ikke i tvivl om, at der er nogen i bestyrelsen, som ikke vil have med Dansk Folkeparti at gøre,« siger han. Tja, måske har han ret.

Jeg ved godt, det lyder åndssvagt – men der har altid siddet en engel på min skulder. Den sidder lige dér på min skulder, og jeg kan mærke den. I nogle helt bestemte situationer ved jeg bare, at den er der.

Ja, okay – måske ikke da jeg var barn. For vi var så mange. 11 søskende i et kæmpe hus i Teheran. Faktisk så stort, at jeg nogle gange slet ikke kunne finde min mor. Måske er det derfor, at jeg har det svært med store huse i dag. De gør mig deprimeret på en eller anden måde. Den der følelse af ikke at vide, hvor jeg skal gå hen. Ikke at vide, hvor jeg skal lede først.

Min mor gik hjemme og min far var en kendt og respekteret teolog, jurist og advokat. Mine forældre var meget religiøse, men jeg blev ikke strengt opdraget, og vi havde i min familie en særlig tradition for at diskutere samfundsmæssige problemer. Som nummer seks i en stor børneflok lærte jeg tidligt at kæmpe for at få ordet, og jeg var ikke særlig gammel, da jeg begyndte at interessere mig for politik. Jeg har aldrig kunne nøjes med at drømme i stilhed om et samfund med demokrati og retfærdighed, men har altid sagt det højt. Også da jeg begyndte at læse statskundskab på universitetet. For højt vil nogen måske mene. Konsekvensen af min åbenmundethed blev i hvert fald to år bag tremmer.

De kom og hentede mig en dag, hvor vi var midt i en skriftlig eksamen. Døren gik op, og der kom to mænd ind og tog mig med og kørte mig direkte til fængslet. Så startede forhørene. Om og om igen. Flere timer i træk. I kolde rum. Næsten ikke noget lys. Hvem havde jeg været politisk aktiv med? Hvorhenne havde vi mødtes osv. osv.? I dag ved jeg, at det var englen, der hjalp mig med at holde min mund lukket, mens de piskede mig.

Første nat i min lille celle, glemmer jeg aldrig. Det var her, jeg mærkede englen helt, helt tydeligt for første gang. Der var ikke nogen seng. Jeg lå på gulvet og forsøgte at holde varmen under et nuset tæppe. Jeg kunne umuligt falde i søvn. Alle lydene fra de andre celler. Gråd, lavmælte stemmer, nogen der bad. Alligevel må jeg være døset hen for pludselig mærkede jeg en helt særlig varme mod min kind. Først troede jeg, at jeg havde grædt i søvne, og at det var tårerne, der havde varmet mig. Men så mærkede jeg det helt tydeligt: Det var en hånd, der aede min kind lige så forsigtigt og kærligt - og en tanke så krystalklar fyldte mit hjerte: Det skal nok gå. Det skal nok gå alt sammen.

Det gjorde det også, men der gik som sagt to år. To år før de løslod mig. Min far havde forsøgt at få mig ud. Han havde påpeget over for myndighederne, at den første side i Koranen understreger den rettroende muslims pligt til at danne sig sin egen mening. Men det ændrede ikke noget, og han blev selv tilbageholdt. Det tog hårdt på ham. Og han døde 53 år gammel, lige inden jeg blev løsladt.

Det siger sig selv, at jeg var nødt til at forlade Iran. Som kvinde og tidligere straffet havde jeg ikke de store muligheder, og angsten for at ende i fængslet var så gennemtrængende. Det var, som om jeg ikke kunne trække vejret normalt og ikke kunne tænke en tanke på grund af den forbandende angst. Men hvor skulle jeg tage hen? På universitetet havde jeg med interesse læst om den nordiske velfærdsmodel, en samfundsmodel, der kunne forsørge alle - også de svage grupper. Jeg besluttede mig derfor for at flygte til Sverige. Jeg var 27 år gammel.

En kold oktoberdag mellemlandede jeg i Kastrup Lufthavn, men jeg kunne ikke komme videre til Sverige. Manden, der havde hjulpet mig med at flygte, rådede mig til enten at gå ud af lufthavnen sammen med folkestrømmen eller henvende mig hos det danske politi og bede om politisk asyl. Jeg satte mig på en bænk over for en rød postkasse og tænkte, hvad gør jeg nu? Det eneste jeg vidste om Danmark var, at det var et demokratisk land og en del af den nordiske velfærdsmodel. I fire timer sad jeg overfor den røde postkasse og tænkte på, hvordan mit liv ville blive som flygtning i Vesten. Pludselig dukkede H.C. Andersens eventyr om Den Grimme Ælling op i mit hoved. Jeg fik eventyret af min far til min syvårs fødselsdag og havde ikke læst det i mange år. Men jeg tænkte ved mig selv, at det vel ikke kunne være helt dårligt at være endt i et land, der havde fostret sådan et eventyr.

Mit forhold til myndigheder, især til politiet, var farvet af de grimme oplevelser, jeg havde fra mit fængselsophold i Iran, og jeg var derfor dødsens angst for at tale med det danske politi. En ung, meget høj betjent i kortærmet skjorte kunne se, at jeg rystede af angst og forsøgte at berolige mig. Pludselig kunne jeg mærke den igen. Englen. Betjenten spurgte mig, om jeg var kommet alene. Om det virkelig kunne passe, at sådan en ung pige som mig var rejst den lange vej helt alene. Jeg kiggede ham lige ind i øjnene og svarede: ”Der er kun mig og så den englen, der sidder her på min skulder!” Tre uger efter fik jeg politisk asyl. I begyndelsen troede jeg, at jeg med min medbragte kandidatuddannelse hurtigt kunne skaffe mig et arbejde, men jeg fik afslag på samtlige job og uddannelser, jeg søgte. Jeg indså, at jeg måtte starte forfra. Først og fremmest måtte jeg lære dansk, så jeg kunne blive optaget på universitetet. I 1990 lykkedes det mig at komme ind på forvaltningslinien på Roskilde Universitetscenter. Det var svært at begynde forfra på en uddannelse, jeg havde i forvejen, men jeg ville nå det mål, jeg havde sat mig: At nå op på samme uddannelsesmæssige niveau, som jeg havde haft i Iran. På RUC skrev jeg bl.a. en rapport om de barrierer, der forhindrer højtuddannede flygtninge i at udnytte deres ressourcer på det danske arbejdsmarked. Rapporten fik en hård kritik til eksamenen: Mine konklusioner var subjektive, lød dommen, og jeg måtte kæmpe for at få et syvtal. Jeg opgav at klage over bedømmelsen, men episoden resulterede i, at jeg blev politisk aktiv igen og begyndte at arbejde for ligestilling, den etniske såvel som den mellem kønnene. Der er ikke noget der er så skidt, at det ikke er godt for noget! Det tog lidt længere tid end planlagt at gøre mine uddannelse færdig, for jeg havde forelsket mig i en herboende iransk mand, der studerede til farmaceut og i 1992 fik vi vores søn, Alexander.

Selv har jeg taget meget af den danske kultur til mig bl.a. julen. Min familie og jeg fejrer både iransk nytår og den danske jul, og min søn er glad for at få gaver flere gange om året. Hvert år køber jeg et juletræ, der skal have samme højde som Alexander og i stedet for julesange synger vi bare nogle iranske fødselsdagssange. Min søn skal kende de danske traditioner og ikke føle sig fremmed over for andre børn, men vi giver ikke slip på vores iranske identitet. Mange spørger mig, hvorfor jeg holder jul, når jeg ikke er kristen. Jeg svarer, at jeg også vil være glad, når andre er det. Og det er dejligt at sige glædelig jul til andre. Min søn kender sine iranske rødder og taler farsi, fordi farsi er det sprog jeg bruger, når jeg fortæller ham, hvor meget jeg holder af ham. Af og til minder omgivelserne ham om hans iranske herkomst. Som da han gik i børnehave og en dag kom hjem og spurgte: ”Mor, hvad betyder perker?” Der var nogle børn, der havde kaldt ham det. Men så begyndte jeg at kalde ham det som kælenavn … for at afmystificere ordet og fjerne den negative betydning. Jeg praktiserer ikke nogen form for religion andet end næstekærlighed Jeg tror på mine medmennesker, og at kærlighed til ens medmennesker er grundlaget i alle religioner. Kultur er et vidt begreb, der hele tiden forandrer sig. I dag er ”min kultur” en blanding af iransk og dansk. Og ligestilling er ikke noget jeg ”fandt” i Danmark. Jeg havde det med mig i kufferten, fordi allerede som barn tog jeg kampen op med min far og mine brødre. Min mand er en god kammerat og vi har altid været ligeværdige partnere. I virkeligheden yder han nok mere for familien, end jeg gør, selvom vi nøje har fordelt opgaverne imellem os. Han står også for madlavningen og vasker tøj. Mine iranske veninder og jeg griner ofte, for hvis folk vidste, hvor ”undertrykte” vores mænd er derhjemme, ville de have ondt af dem i stedet for af os.

Hvis jeg var blevet i Iran og havde stiftet familie der, tror jeg ikke, at det ville have været anderledes. Jeg ville have haft den samme ballade og de samme skænderier med min mand. Jeg har aldrig været autoritetstro, hverken i Iran eller i Danmark, og jeg kan ikke bures inde i en bestemt kategori eller ramme.

Det jeg sætter højest i mit liv, måske højere end min familie, er frihed. Jeg er parat til at ofre alt for at opnå frihed, og det er en af de ting, jeg værdsætter i Danmark: Demokratiet og de demokratiske processer. Selv om jeg er verdensborger, betragter jeg i dag Danmark som mit land. Jeg har pakket kufferten ud, og på det personlige plan ser jeg mig selv som en svane: Jeg har det godt med mine omgivelser, og jeg har ikke ondt i livet. Og jeg prøver at gøre en forskel der, hvor jeg er. En klog dansk mand sagde engang, at vi mennesker har i kort tid et liv, hvor vi skal finde ud af at leve sammen, og det har vi ikke lært endnu. Jeg værdsætter mit liv, og jeg føler mig virkelig som en del af det danske samfund. Hvis jeg havner i nogle sorte huller, prøver jeg at se lyst på tingene: Det kan ikke blive værre, kun bedre! Og så ved jeg, at englen er der. Lige her på min skulder.

 http://www.interkultur2008.dk/page.asp?s…

Efterhånden er selv muslimer begyndt at tro på, at de står for al kriminalitet i samfundet. For når en løgn gentages tiltrækkelig mange gange, tror man som bekendt efterhånden, at den er sand.

Omkring hver 10. af Kriminalforsorgens indsatte og klienter er muslimer. Det er en overrepræsentation, men langt fra “al kriminalitet” eller størsteparten for den sags skyld.

Tværtimod viser undersøgelser, at flertallet af danskere har begået lovovertrædelser. De fleste mennesker er altså kriminelle - de er bare ikke dømt. Endnu.

Hvorfor er muslimer så overrepræsenterede? Blandt andet fordi politiet går målrettet efter dem. Det kræver Pia K! Og politiet adlyder villigt. Muslimske unge er jo også nemme at genkende med deres mørke hud og sorte hår.

Lad det være sagt: lovovertrædelser er uacceptable! Uanset om man er en bedsteborger, eller en muslim. Men for hver eneste eksempel på muslimers kriminalitet som populærpressen svælger i, er der mange mange flere eksempler på blåøjede danskeres kriminalitet. Dem hører vi bare ikke så meget om. Med mindre de er spektakulære som Klaus Riskær Pedersen.

Men propagandisterne prøver at indoktrinere os til at mene at når en muslim begår kriminalitet skyldes islam. Er det så kristendommen, der er skyld i kristne danskeres kriminalitet? Nej, begge påstande er selvfølgelig meningsløse.

Grækenlands premierminister har mandag afvist et krav fra sit nordlige nabolands premierminister Nikola Gruevskithat om anerkendelse af det slavomakedonske mindretal i Nordgrækenland.

Kravet understreger, at Makedonien ikke kun er et landområde i det tidligere Jugoslavien men at det også dækker en god del af Nordgrækenland, hvilket er baggrunden for, at Grækenland ikke ønsker at anerkende sin nordlige nabo under navnet “Makedonien”.

Men hvorfor ikke anerkende, at der er en minoritet? Der er jo ikke nogle problem i at anerkende, at der både er albansk- og tyrkisktalende minoriteter i Grækenland, selvom det i det officielle sprog hedder sig, at disse minoriteter er grækere.

I stedet for den mangeårige disput, så burde Grækenland gennemføre en folketælling, hvorunder borgere fik mulighed for at oplyse, om de opfatter sig selv som etniske slavere eller etniske grækere. Så er der noget konkret at forholde sig til.