Hvordan styrer man mennesker, gennem deres frivillige engagement? Svaret er: ved at udvikle en sekt. I bogen om Blekingegadebanden (af Peter Øvig Knudsen) fortæller et af de tidligere medlemmer, hvordan KAK (Kommunistisk Arbejderkreds), som banden udsprang af, fungerede som en sekt:
KAK´s grundlægger Gotfred Appel var for nogle af medlemmerne en fader- og førerskikkelse. Især for Holger - den mest fremtrædende og forbilledlige af juniormedlemmerne.
KAK var en eksklusiv gruppe, som krævede stort engagement. Det var svært at blive lukket ind i varmen, og nemt at ryge ud igen, hvis ikke man makkede ret. Truslen om at blive udstødt svævede altid i luften, og var for de fleste stærkt angstprovokerende.
KAK var 100% centralistisk: intet kunne foregå uden ledelsens accept.
Der var et omsiggribende hemmelighedskræmmeri, som gik langt udover gruppens kriminelle aktiviteter. For eksempel var det forbudt i telefonen at begrunde et afbud til et møde, ligesom Gotfred altid holdt det hemmeligt, når han tog på ferie.
I sammenhæng med hemmelighedskræmmeriet var Tabuet mod at tale om visse emner. Da tabuet ikke var åbent defineret, betød det at medlemmerne for en sikkerheds skyld holdt sig fra alle potentielt kontroversielle emner. Så var de sikre på, ikke at få noget klinket. Gjorde man det alligevel, skulle man være absolut sikker i sin sag og med dokumentationen i orden i form af nøjagtige referater o.l.
Alle der vovede at stille spørgsmål blev af Gotfred fremstillet som idioter overfor gruppen: Mens den pågældende talte, “ville Gotfred ryste meget voldsomt på hovedet, mens han udstødte en høj, flabrende uh-lyd med vibrerende læber, suppleret med et: Jeg forstår overhovedet ikke hvad du siger!!, råbt med fuld kraft” (side 330).
Sektmodellen inkluderede Ordren, som en acceptabel kommunikationsform. Satte man spørgsmålstegn ved Ordren, satte man også spørgsmålstegn ved sin loyalitet.
Medlemmerne blev langsomt socialiseret ind i det stramme greb gennem en glidende proces, hvor de ved at udvise den rette holdning og det rette engagement efterhånden kunne blive optaget i kernegruppens stærke fællesskab - og eksklusive identitet.
Der var naturligvis også mange glæder forbundet med dette: en oplevelse af et stærkt formål og fællesskab fuld af mening, og også spændende fælles oplevelser, rejser m.v.
Det påtrængende spørgsmål er naturligvis: er det ikke utroligt at røverierne fortsatte efter at KAK gik i opløsning? Bandens struktur havde nemlig tilsyneladende ikke sektens kendetegn herunder den indbyrdes terror, men var båret af tro på sagen og af engagement.