Ydmyghed

Ex-pastor Krarup har på det sidste givet Danmarks befolkning det indtryk, at kristne går ind for at stikke deres børn en flad. Intet kan være mere forkert.

Gud lod sig føde som menneske, for at han som Jesus Kristus kunne blive ligesom os mennesker, for at vi mennesker må kunne blive ligesom Kristus (så godt vi nu kan).

Beretningerne om Jesus er historier om den rene kærlighed. Den fællesnævner, som får alle brikkerne i evangeliernes puslespil til at falde på plads, er løftet om Guds uendelige kærlighed, og formaningen om at vi skal gengælde Hans kærlighed ubetinget.

Det er blandt andet derfor, der står de mærkelige ord om at vende den anden kind til, når nogen slår. Eller at man skal give det dobbelte, hvis man uberettiget bliver afkrævet et beløb. Det er derfor Jesus lod sig korsfæste, fordi kærlighed er at påtage sig andres kors.

Så hvordan kan man så forsvare at slå sine børn? Paulus skriver tværtimod, “fædre, gør ikke jeres børn vrede, men opdrag dem med Herrens tugt og formaning”. Herren er Jesus.

Når man slår eller skælder ud, ydmyger man sine børn. De kommer til at opleve at deres forældre ikke vil dem godt. Slag og skældud får barnet til at føle sig som et dårligt menneske, og det får dem til at skamme sig overfor andre. Men børn har behov for at føle sig elskede, for at de også kan elske sig selv og andre - og ikke mindst Gud. Kærlighed avler kærlighed, ligesom ondt avler ondt.

Selvfølgelig kan man komme til at daske til sit barn i et ophidset øjeblik. Det er kun menneskeligt, men så må man også være voksen og kunne sige undskyld - uanset hvad barnet ellers gjorde forud.

Børn har bestemt brug for en fast hånd! En fast og kærlig hånd, som kan sige nej, når det er rigtigt, og ja når det er rigtigt. Men det er aldrig nødvendigt at skrige, råbe eller slå - i hvert fald ikke for at opdrage barnet. Kun i et tilfælde: hvis der er fare for en ulykke, og man skal stoppe barnet, så kan det være nødvendigt at handle hurtigt, og det vil barnet sagtens kunne forstå.

En ung mand kommer kørende på vestmotorvejen med for meget fart på. Foran ham overhaler en bil, og overhaleren gør det med den højst tilladte hastighed. Den unge mand må derfor sætte farten ned, og bliver rigtig utålmodig, fordi overhalingen trækker ud. Han dytter og blinker, og da han passerer den forankørende får vedkommende også lige fingeren. Men da han trækker ind, tillader den langsomme sig at blinke igen. Det er for meget for den unge mand. Han sætter farten ned til 50 - så kan idioten lære det.

Pludselig farer den bagvedkørende pludselig frem og drejer ud til siden. Der lyder et brag. Han holder ind for at se, hvad der er sket. En Skoda er åbenbart braget ind i den bagvedkørende. Bilisten opdagede for sent, at der blev kørt langsomt. På bagsædet er der en livløs person - hun er død. Men det var jo ikke den unge mands skyld, det var ikke ham der kørte op i den anden.

Det er en lille historie om synd. Som børn fødes vi med rene hjerter, men der går ikke længe, før vi finder ud af, at verden ikke kun består af sød modermælk og kys på kinden. Nej, der er ikke kun dem der vil give, men også dem der vil tage. Og ofte er det svært at finde ud af, om selv mor og far er ude på det første eller det sidste.

Den unge mand har for længst lært, at skal man frem i verden, så skal man bruge albuerne. Der er ikke nogen, der giver ved dørene her i livet. Andre mennesker er enten i vejen, eller redskaber for ens egne ambitioner.

Dette livssyn får ham ubevidst til at reagere aggressivt i trafikken og alle mulige andre steder. Hvis folk ikke makker ret - så må de lære! I det her tilfælde kostede det en tilfældig person livet.

Denne person har forældre og søskende - måske også børn. Hvad har de lært? Nogle af dem vil komme i krise, og måske miste arbejde og familie. Andre vil blive bitre, og drømme om hævn. Om ikke på den unge mand, så på alle dem, der ligner ham. De sammenbrudte familier efterlader vraggods af sårede følelser, had og kulde.

Synden er, at vi ikke tænker med Gud. Vi ønsker ikke at være i overensstemmelse med Hans vilje. Vi har kun vores egen vilje for øje. Derfor kan vi ikke se ud over vores egen næsetip. Vi kender ikke kærlighed.

Synden er årsagen til syndige handlinger, som skader og skaber afstand mellem mennesker, og som skader os selv.

Det er den suppedas vil lever vi, og som ikke kan undslippe gennem gode gerninger eller gode statsministre. Vi kan kun bede.

Bede om Guds hjælp. Bede for at omforme vores sind. Bede om beskyttelse, og bede om at kunne være kærlige - på trods af alt det onde vi udsættes for hver dag.

Det er lykkedes Dansk Folkeparti at indskrænke ytringsfriheden en tand til. Snart er Danmark bombet tilbage til stalinistiske tilstande, hvor det kun er tilladt at ytre sig, hvis det går ud over semitiske folkeslag og andre fremmede.

Justitsminister og bydreng Brian Mikkelsen siger om tidligere PET-chef Bonnichsen, at han skal passe meget på, hvad han siger, da det kan skade PET. Kilde: DR.

En sådan reprimande er naturligvis ganske overflødig at give en mand, der har 41 års erfaring i tjenesten. Karakteristisk er det, at bydreng Mikkelsen undlader at konkretisere sin kritik, og at give anvisninger på, hvordan Bonnichsen skal forholde sig i fremtiden. Meningen hermed er, at uklare rammer som bekendt ikke levner megen plads at røre sig på, eller med andre ord, at Bonnnichsen godt kan trække sig tilbage og forsøge at nyde sit otium i stedet for at bidrage med informationer og vurderinger til den danske offentlighed.

Set i lyset af Tamil-sagen, hvor det blev slået fast, at selv embedsmænd i tjeneste har ytringsfrihed, og at det er ovenikøbet er vigtigt at de bidrager til den offentlige debat, så er det et udtryk for et markant tilbageslag mod ytringsfriheden. Men mon ikke vi kommer til at få værre ting at se…?

En skole i Kokkedal har formået at rette op på sit elendige rygte fra at være en skole med hærværk til at være en pæn skole med glade børn.

Søren Krarup, Pia Kjærsgaard og andre tilhængere af “regler, smæk og hold-din-kæft” vil naturligvis fornægte dette i evighed, men virkeligheden taler sit tydelige sprog:

Efter at Holmegårdsskolen skrottede skolens mange regler, er man på 4 år gået fra at bruge 180.000 kr. om året til udbedring af hærværk til at bruge 0 (nul) kr. I stedet bruger man kræfterne på at gøre eleverne stolte af deres skole.

Opskriften er den simple, at i stedet for at tale om alt det der går galt, så taler man alt det går godt. Lærerne skaber en kultur, hvor det er tilladt at lave fejl, og hvor det derfor ikke er farligt at stå frem og indrømme fejl. Desuden sørger man for at skolen (og toiletterne) ser pæne ud.

Det er den slags Fogh og de andre piskoggulerodsfundamentalister kalder rundbords-pædagogik og blødsødenhed. Men det er altså bare her de hårde resultater faktisk viser sig.

Kilde: dr.dk

Du er meget mere værd, end at skulle være hund i et spil kegler. Så derfor: hold aldrig mund, men sig din mening! Og da det er uforeneligt med ministerhvervet at være ærlig om sin mening, så tag konsekvensen og meld dig ud af regeringen!

Jeg beundrer din loyalitet overfor statsministeren og dit parti, som gjorde at du sagde ja tak til invitationen om at blive minister. Men det er en fælde, som mange advarede om allerede på det tidspunkt. De ønsker at lukke munden på dig, og det en illusion, hvis du tror at du kan påvirke beton. For denne regering er i sjælden grad fastlåst i sine holdninger.

Måske fordi at den i den grad har sin magt på Dansk Folkepartis nåde. Statsministeren er jo ikke andet end bydreng for Pia Kjærsgaard i mange henseender, og det ærgrer mig at se dig som servitrice for bydrengen.

Danmark kommer oftere og oftere i søgelyset i udlandet. Det før tilsyneladende åh-så humanistiske land, viser sig i virkeligheden at være besat af ønsket om at undertvinge og pine magtesløse mennesker. Jo større tabere, der er tale om, jo værre ting skal de åbenbart udsættes for.

I psykiatrien og specielt, der hvor man forvarer farlige mennesker, bruger man i udstrakt grad tvangsfiksering. Enten ved at man binder de samme personer til en seng dag ud og dag ind, eller at man binder fødderne sammen på dem, så de kun kan bevæge sig rundt med vanskelighed. Metoden er en nyskabelse og bruges ikke i andre lande. Dog har jeg set metoden i brug i Mellemøsten, men det var på æsler.

Europarådets Torturkomité besøgte fængsler og hospitaler i vinter og kalder det ulovlig tvang. “Der er ingen lægelig grund til at fiksere patienter så meget, som man gør i Danmark. Vi har aldrig besøgt et land, der bruger bæltefiksering så længe som jer. Det er mishandling af patienterne”, siger Torturkomitéens delegationsleder, den islandske psykiater Petur Hauksson, til Politiken.

Hvordan kan det lade sig gøre? Mon ikke myten om det blødsødne Danmark spiller en stor rolle, når regeringen forudsigeligt vil afvise denne anklage som grundløs? Men under dække af denne myte, gennemføres vidtgående, grænseoverskridende og nedværdigende tiltag overfor de svageste i samfundet:

Danmark går meget langt ikke kun på dette område, men også når vi i fortvivlende stort omfang isolerer mistænkte uden dom. I flere tilfælde i over et år. Mange af disse isolanter begår selvmord (så er man af med dem), og flere kommer ud som psykiatriske patienter (så kan de sidde i deres bælte og tænke lidt over det). Hvis de så ikke opfører sig normalt, får de bank af politiet. og har de ikke dansk statsborgerskab, bliver de sendt til et fremmed land uden penge på lommen.

Denne (lad os bare kalde det fascistiske) tankegang breder sig ud i det sociale system, så de professionelle efterhånden føler sig flove over at bruge dialog og faglig viden, men straks griber knoglen og tilkalder politiet, hvis de får mistanke om, at nogle tabere har været uartige.

Og det er så det den Mussolini-klippede Søren Espersen kalder et “pænt, normalt og civiliseret land”!? Ja, tak for kaffe!

En morgen bliver en et etiopisk forældrepar og deres mindreårige barn hentet af politiet og bragt til undersøgelse på hospitalet. Deres lidt større søn får at vide, at han nok ikke skal regne med at se far og mor før om lang tid. De er under mistanke for at have omskåret barnet.

Det viser sig ved undersøgelsen, at pigen ikke er omskåret, men at hun har en betændelse som skyldes at hun ikke er ren. I børnehaven er det nemlig sådan, at børnene selv skal tørre sig, men det kan pigen ikke klare ordentligt, da hun er alt for tyk.

Pædagogerne gik ud fra at forældrene var muslimer, og havde omskåret pigen. Men de fleste etiopere er kristne, og omskærer ikke deres børn.

Et skoleeksempel på dumhed og enøjethed affødt af alt for mange års propaganda og kampagne imod de “fremmede”. Og endnu nogle ofre på Pia Kjærsgaards alter: det er klart at sådan en familie vil være mærket for livet.

Kilde: TV2

Daniel begik røveri og fik 3½ års fængsel. Så kunne han lære det! Men nej, det var ikke nok for landet, der umætteligt kræver hævn. Daniel blev efter udstået straf sat på en flyver og sendt til Bagdad. En by hvor han aldrig før har været, i et land som han ikke har haft noget at gøre med. Daniel taler flydende dansk, og kom til Danmark som 10 årig. I Irak kender han ingen, og har ingen familie. Hvad skal han der? Hans familie befinder sig i Kuwait.

Det danske politi overgav ham til det lokale politis nåde med venlig hilsen fra Danmark: værsgo og gør med ham hvad I vil. De satte ham i fængsel i et halvt år, da han jo opholdt sig ulovligt i Irak. I fængslet sad han indtil for nogle dage siden, hvor han blev løsladt, efter at aktivister har kørt kampagne på den danske ambassade.

Løsladelsen har dog ikke gavnet ham, for han har stadig ingen penge og ingen at ty til. Han kender ikke byen og har ingen identitetspapir i et land, hvor man dårligt kan bevæge sig før man skal legitimere sig.

Daniels tidligere kammerater fra fængslet i Danmark er for længst fri, og er forhåbentligt i gang med et nyt liv. Daniel ved ikke om han overlever.

Han ved kun, at han er ofret for Pia Kjærsgaards skyld. Mon hun er taknemmelig?

Tro ikke at Daniel er et særtilfælde. Hvert år udsendes der mange fra dansk fængsel til lignende forhold. Det er kun tilfældigheder, der gør at vi en gang imellem hører om deres skæbne.

Hvad er meningen med internering og meldepligt for mennesker på tålt ophold? Det er at chikanere dem ud af Danmark. Tankegangen er, at de kan jo bare rejse, hvis de vil. Men samtidig har man netop givet dem tålt ophold, fordi de ikke kan rejse, som de vil.

Forskellen på dem og os er jo, at hvor en dansker frit kan rejse til de fleste lande, er der visumpligt for folk fra Tunis og lignende lande. Og de får nej, hvis de søger.

Det er det, der er årsagen til, at politiet smuglede den anden tuneser og hans kone ind i et tredieland - ellers havde han kun haft Tunis at rejse til, et land hvor der er en objektiv trussel imod manden.

De nye skærpede regler om tålt ophold tjener med andre ord intet andet formål end at profilere politikerne i befolkningens øjne på bekostning af disse mennesker, som er uden handlemuligheder. Det er symbolpolitik af værste skuffe. Og da jeg fortsat forestiller mig at politikerne i Venstre og Konservative tænker delvist menneskeligt, er jeg sikker på, at det kun lader sig gøre, fordi de bevidst fortrænger, hvad de har gang i. Hvis de blev tvunget til at prøve det selv, ville de med det samme fortryde.

Det er derfor ikke overraskende at dommere og advokater advarer stærkt imod de nye regler og siger at går imod de menneskerettigheder, som er almindeligt anerkendte i de vestlige lande. Men regeringen er jo som bekendt imod menneskerettigheder, og placerer dermed Danmark i en helt særlig kategori af stater sammen med for eksempel Zimbabwe, Myanmar og Iran.

“Han er værd at lytte til, når han netop fremhæver, at langt de fleste muslimer ikke er en trussel mod Danmark og fremfører, hvor vigtigt det er, at danskerne forstår dette, så muslimerne ikke føler sig uønskede og dermed af selv drives ud i ekstremismen, skriver Birthe Rønn Hornbech.

Og det er ikke mig hun tænker på, selvom jeg netop har fremført dette i mange år. Nej, det drejer sig om George Bush´ ambassadør i Danmark.

Ministeren opfordrer danskerne til at åbne sig over for muslimerne, som hun mener, at det kristne Danmark har et fællesskab med:

“Vigtigt er det, at vi - uanset tro - føler et fællesskab om at være borgere i Danmark, og at vi også åbner op for og forstår, at det faktisk er det, de fleste muslimer ønsker. Nemlig at være fuldgyldige medlemmer af det danske samfund”.