DF mener jo ikke, at udlændinge har rettigheder overhovedet i Danmark
mandag, 08.12.2008.Det er jo faktisk det, DF har sagt i mange år. Men det er først nu, at kendsgerningen går op for mig i al sin grufuldhed.
Søren Krarup har i lange tider ført korstog mod menneskerettigheder. DF har praktiseret faktisk forskelsbehandlling mellem danskere og udlændinge. Men at man faktisk mener, at udlændinge ingen rettigheder har i Danmark, har trods alt aldrig faldet mig ind.
Kenneth Kristensen fra Dansk Folkeparti har i Berlingske Tidende bl.a. skrevet, at: ”Naturligvis er centrale retssikkerhedsmekanismer som danske statsborgere har krav på, sat ud af kraft, når det drejer sig om administrative udvisninger. Den danske stat har nemlig intet ansvar over for udenlandske statsborgere…Stater er derfor naturnødvendigt demokratiske over for deres statsborgere, men ekskluderende og udemokratiske over for ikke-statsborgere.”
Emnet er udvisninger, men implikationen er generel: DF mener, at udlændinge ikke har ret til noget som helst i Danmark. Det er grundlæggende et meget markant brud, med den tænkning som den danske retsstat er grundlagt på. Det er et brud med den politiske tradition, vi har haft siden 1848. Det er et brud med vestlig civilisation. Det er et brud med gæstevenskabet og med kristne værdier.
Det er til gengæld et knæfald for hedenske traditioner stammende tilbage fra vikingetiden, hvor unge rige mænd, der kedede sig, tog over til England for at plyndre, voldtage og myrde.
Hvis det står til DF, er udlændinge grundlæggende fredløse i Danmark. Myndighederne herunder politiet skal ikke spilde tid på dem, for de er for DF ikke borgere! Kan vi få DF-politikere til at indrømme, at tyveri mod en udlænding ikke er en forbrydelse. Garanteret! Under en våd julefrokost, er jeg ikke i tvivl om, at de vil gå så langt. Det eneste der for DF-politikeren måske taler imod, er hensynet til opretholdelsen af den almindelige orden.
Det lyder lidt vildt, men tænk over det: det er faktisk det vi snakker om!

