Fader Vor!
Bertel Haarder kom til at sige til Kristeligt Dagblad, at han gerne ser morgenbøn i de danske folkeskoler, men så fik han kolde fødder og trak det tilbage. Det var en skam, for opfordringen skal ses i sammenhæng med at Haarder understreger frivilligheden: man kan ikke tvinge nogen til at bede. At man ikke er aktiv deltager, er imidlertid ikke det samme som, at man ikke skal lægge øre til det. Den danske folkeskole er jo netop baseret på princippet om bredde og tolerance.
For min skyld ser jeg ingen problemer i, at elever og forældre, der ikke ønsker at bede til Gud, går udenfor imens. Gud er der for os alle, men det er op til os selv at tage imod Guds gaver.
Det er ikke kun et kulturtab men en åndelig og fysisk mangelsygdom, at der i de fleste folkeskoler ikke længere er morgensang og Fader Vor. Det er vigtigt at bede Gud om hjælp, og det er vigtigt at huske taknemmelighed for det vi har fået. For børnene er det kun naturligt - indtil forældrene har fået det pillet ud af dem.
At undskylde manglen med hensynet til en muslimsk minoritet holder ikke vand. For det første er der stort set ingen muslimer, der har ytret sig imod morgensang og Fader Vor, for det andet kan man fritages, for det tredie har det indtil for nylig været en fast tradition og for det fjerde er det vigtigt at fastholde bredden og kravet om indbyrdes tolerance.
Man skal naturligvis heller ikke på den anden side kræver Fader Vor med det formål at støde muslimer. Hensigten i sig selv er jo stødende og dermed selvopfyldende. Desuden er det gudsbespotteligt.
Jeg har for nogle år siden foreslået vores skolebestyrelse at indføre morgensang, men fik intet svar. Det blev tiet ihjel. Men hvor er det synd at børnene ikke oplever at kunne synge de mange pragtfulde sange og salmer i fællesskab, ikke fordi det er et fagligt krav, men for glædens og fællesskabets skyld.
Denne blogger har skrevet om samme emne.
09.01.2009. at 15:50
Forestil dig denne scene:
Det er morgen. Børnene er lige vågnet. Morgenmaden står på bordet. Far, mor, storesøster og lillebror folder hænderne, bukker hovedet og beder; ‘Fadervor, du som er i himlen…’ De løfter hovedet, folder hænderne ud og lillebror rækker ud efter morgenbrødet.
Er det ikke langt smukkere end…
Er det ikke potentielt set en dybere oplevelse end…
Er det ikke langt mere kristent end…
Er det ikke på enhver tænkelig måde bedre end at gøre det over i skolegården?
De kristne børn bliver da trætte af at bede Fadervor to gange på en morgen, og de ikke-kristne børn har ingen grund til at bede Fadervor bare en enkelt gang.
09.01.2009. at 17:00
Når Paulus opfordrer os til at bede uophørligt, er et par gange om dagen ingen overdrivelse. Børn har en tendens til at tro på Gud uanset hvad deres forældre mener, og der er ikke min opfattelse at mange børn har det dårligt med Fader Vor - bortset fra de børn hvis forældre latterliggør troen. Igen mener jeg, som ovenfor nævnt, at det er rigtig fint, hvis børnene har mulighed for at blive fritaget, hvis de/forældrene ønsker det.
12.01.2009. at 09:44
Normalt synes jeg du skriver en god blog, og jeg er oftest enig i dine synspunkter. Dette indlæg er dog ikke et af tilfældene. Det er en gang kristeligt pølsesnak.
Folkeskolens opgave er ikke at forkynde kristendom. Det er kirkernes og de kristnes opgave. Folkeskolen skal ikke tage særhensyn til det kristne segment af befolkningen. Folkeskolen skal - som navnet antyder - være for hele folket, også for religiøse minoriteter og for det flertal af folket, der ikke er religiøst praktiserende.
For en overbevist kristen kan idéen med fadervor og salmesang synes både sød og charmerende. Men hvis man ikke er begejstret for religion, eller bare synes at det er usmageligt at autoritets- og omsorgspersoner som skolelærere indoktrinerer forsvarsløse børn med deres egne sekteriske forestillinger, har hele seancen et noget mere dystert præg.
Når skoler organiserer religiøs praksis i skoletiden får det karakter af en anbefaling af den pågældende religion. Børnene lærer at “man” er kristen. Muligheden for ikke at deltage er til stede, men hvor mange børn tør frivilligt at skille sig ud fra gruppen, og dermed det sociale fællesskab? Så hellere stå og messe med, og føle sig mærkelig fordi man ikke tror på det alle de andre (hvoraf de fleste nok har det på samme måde) tror på.
Hvis du som kristen vil forstå hvordan mange af os der har det med idéen om religiøs praksis i offentlige skoler (for offentlige midler), kan du prøve at skifte “bede morgenbøn” ud med “synge Hara Krishna”, “sige Allah-u-akhbar”, “afsynge Internationalen” eller “ofre en hest til Odin”. Ville du bryde dig om at dine børn, gennem naturligt forekommende og uundgåeligt gruppepres, skulle tvinges til at deltage i sådanne forestillinger?
Selvfølgelig skal børn lære om fadervor og om bønnens betydning for de kristne. Ligesom de bør lære om andre livsfilosofier i et alment oplysende idéhistorisk fag. Det er en naturlig del af en almen dannelse.
Ligeledes er morgensang en god idé. Da jeg selv gik i skole i 90′erne havde vi morgensang om fredagen. Jeg husker det som en hyggelig tradition, som jeg kun kan ønske at børn i dag også oplever. Det var ikke salmesang, der prægede seancen. Fokus lå på en blanding af “den danske sangskat” (som jeg stadig har en sentimental forkærlighed til) og røvsyge pædagog-sange fra 70′erne (som jeg stadig ikke kan fordrage).
12.01.2009. at 10:25
@ Kristian, du siger: Når Paulus opfordrer os til at bede uophørligt, er et par gange om dagen ingen overdrivelse.
WJ: Hvad mener du med ‘os’? Det er da helt specifikt ‘de kristne’ han opfordrer til at bede, og selvom de kristne er ‘de fleste af os’, så er de ikke ‘os. Jeg er multi-generations-dansker, men har ikke kristen baggrund.
Anyway; børn skal være hjerteligt velkommen til at bede uophørligt, der er bl.a. sat fri-kvarterer af, løst spredt hen over dagen. Selv de mest troende børn bør kunne vente 45 minutter før de får endnu en chance for at bede Fadervor igen. Hvis 45 minutter er for lang en ventetid, så begynder det at nærme sig obsessive-compulsive disorder.
12.01.2009. at 10:43
Hej Rasmus
Dine argumenter har stor styrke, men de hviler på den forudsætning, at Gud er noget, der alene foregår i hovederne på kristne. Men kristne (og flere andre) tror, at Gud er evig, uforgængelig og skaber af os selv og alt hvad vi kan sanse. Det afgørende er ikke, at nogle (kristne) tror noget, men at Gud Er. Det er derfor kristne er glade for Fader Vor - ikke for at undertrykke andre, men fordi det er menneskers “daglige brød”, det er det vi lever af. Jeg ved godt, at det er et temmelig udemokratisk og endda fundamentalistisk synspunkt, men hvis det nu er begrundet i virkeligheden, gør det vel ikke så meget.
Folkeskolens historie tager udgangspunkt i trosoplæring, men det er med årene veget i baggrunden. Men selvom det er bestemt, at kristendomsundervisningen ikke må være forkyndende, så står det fortsat fast, at Folkeskolen er reguleret af staten, og at kristendommen har en statsautoriseret priviligeret rolle. Som det ofte siges, har vi ikke religionslighed.
Når det er sagt, mener jeg fortsat, at ingen børn bør være tvangsindlagt til at bede uden at det nødvendigvis betyder, at de ikke må være tilstede imens bønnen foregår. Det skal være frivilligt, og som sådan bør der ikke være tale om nogen indoktrinering.
Indoktrinering foregår der i øvrigt en masse af i folkeskolen, idet der viderebringes en masse holdninger, som af flertallet anses for ukontroversielle, men som dog er holdninger og værdier.
Det minder mig i øvrigt om, at man på mange af skolerne i dagene efter 11. september holdt 2 minutters stilhed for ofrene i WTC. Det var noget palæstinensiske børn blev tvunget til, også selv om de ikke ønskede at deltage. Folkeskolen er med andre ord temmelig autoritær - bare på nogle andre områder end det religiøse.
12.01.2009. at 18:43
For mig ligner bønne-sagen mere og mere en tilståelsessag. Du indrømmer blankt at den eneste grund til at det offentlige skal afsætte tid (og dermed penge) til dyrkelsen af din religion, og ved denne handling legitimere og anbefale den overfor letpåvirkelige børn, er at du selv tror på den.
Du må imidlertid acceptere at et argument, der har din guddoms eksistens som forudsætning, ikke har den store overbevisningskraft for de der ikke tror på den abrahamittiske gud. Du prædiker således for de allerede omvendte. Hvis du vil overbevise flere om at bøn og salmesang i offentligt regi er en god ting, må du enten sandsynliggøre den abrahamittiske guds eksistens (en opgave som 2000 års teologi endnu ikke har løst), eller komme med et argument, der ikke forudsætter den kristne gud.
Selve det at der foregår kristen praksis på skolens foranledning lægger et pres på eleverne. De forventes som udgangspunkt at deltage i bønnen, og skal fritages. Hvis en elev vælger at sige fra overfor indoktrineringen sætter han sig selv uden for gruppen, også selvom han rent fysisk befinder sig i samme lokale.
Det er ganske rigtigt at vi ligesom Iran og Saudiarabien har en statskirke. Det er dog ikke noget at være stolte af, endsige missionere for. Staten bør ikke bedrive religiøs forkyndelse, lige så lidt som religion skal være en forudsætning for danskhed. At definere Danmark som et kristent land er omtrent en lige så forargelig og forsimplet holdning, som at definere Danmark som et hvidt arisk eller et heteroseksuelt land. Danmark bør være et land for sine borgere, uanset om de tror på guder eller ej.
Alt dette er jo den rene og skære sekularisme, og jeg har ingen forhåbninger om at det skal bide på dig. Derfor må jeg falde tilbage på spørgsmålet: What would Jesus do?
I dette tilfælde er vi så heldige at have et svar i Bibelen, nærmere bestemt Matthæus 6:5-6, hvori der står:
“Og når I beder, må I ikke være som hyklerne, der ynder at stå og bede i synagoger og på gadehjørner for at vise sig for mennesker. Sandelig siger jeg jer: De har fået deres løn. v6 Men når du vil bede, så gå ind i dit kammer og luk din dør og bed til din fader, som er i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig.”
Kristne der vil bede morgenbøn bør derfor følge Jesu eksempel og gøre det bag lukkede døre, uden at gøre et offentligt optrin ud af det. Gud skal nok lytte med alligevel.
Hvis kristne børn (hvilket ikke er det samme som børn af kristne forældre) føler trang til åndelig føde kan de passende indtage den i forbindelse med den mere håndgribelige føde: hjemme før de går i skole, eller i frikvarteret.
Såfremt Gud er evig, kan han nok godt tåle at vente med lovprisningerne indtil det store frikvarter.
Hvad angår de to minutters stilhed, så har det en helt anden karakter end bøn og salmesang. Da hele idéen er at man holder kæft så længe det varer, er der ingen sekteriske anbefalinger blandet ind. Jeg kan ikke se hvorfor palæstinensere ikke skulle kunne have medfølelse med ofrene for 11. september, men jeg er bestemt imod at skolerne tvinger børn til vise en sådan form for respekt - den kan kun komme indefra. Ved at tvinge elever til at deltage i de to minutters respekt mod deres vilje, tvinger man dem til at være hyklere, og nedværdiger dermed ceremonien til en meningsløs formalitet.
12.01.2009. at 21:05
Du har ret i, at man ikke ved overbevisningens kraft kan få andre til at tro på Gud. Gud skal have en finger med i spillet.
Med hensyn til dit bibelcitat: I den protestantiske kirke har man lidt samme forhold til Bibelen, som muslimerne har til koranen. Mange opfatter det som Guds åbenbarede ord. I den ortodokse kirke opfattes Bibelen til gengæld som en del af den kristne tradition - altså et element i Kirken. Kirken i sig selv er et bønsfællesskab. Bibelen blev som bekendt først “kanon” i 325 ved det første økumeniske koncil i Nikea (men teksterne eksisterede som først en mundtligt og senere nedskrevet tradition i et par århundreder forinden).
Det der er kernen i citatet er ikke den lukkede dør, men hykleriet blandt jøderne, som Jesus tager afstand fra. D.v.s. de beder i virkeligheden ikke til Gud, men stiller sig op og laver show off. Jesus minder de troende om, at de i den sidste ende står alene foran Gud - bag “døren” er de andre, indenfor “døren” er du og Gud.
Hvis du synes det er en bortforklaring, så tænk på et andet bibelcitat, hvor Jesus siger at hvor “to eller tre er forsamlede i mit navn, der er jeg midt i blandt dem”. Du kan også prøve at forestille dig, hvor mange mennesker, der for 2000 år siden havde muligheden for at lukke “deres dør”
Jeg kan godt forstå din modstand, og som nævnt mener jeg også at der må være tale om absolut frivillighed. Men når du siger, at det ikke er noget man bør bruge tid (penge) på, er jeg uenig, for folkeskolen kun skal bruge tid på det, som alle borgere er enige om, så bliver der ikke noget tilbage.
12.01.2009. at 22:07
Den absolutte frihed hvad angår bønnemøder har vi allerede på de fleste skoler. Her kan børnene bede eller lade være lige så tosset de lyster i frikvartererne.
Tilbage bliver der et mindretal af skoler, der ikke har forstået at de skal være skoler for folket, og ikke for kirken. De legitimerer den kristne religion ved at afholde bønnemøder i officielt regi. Det er på ingen måde skolens opgave - skolens opgave er at bibringe eleverne kundskaber og opdrage dem til at leve i samfund med andre, skolens opgave er ikke at forkynde kristendom.
Når en skole på så bombastisk vis viser sig som en kristen institution virker det udelukkende på alle de børn og forældre, der ikke er kristne. Man signalerer at det “rigtige” religiøse standpunkt er det kristne, og at alle andre standpunkter derfor er inferiøre.
Folkeskolen skal selvfølgelig ikke kun beskæftige sig med hvad alle er enige om. Det er der vist heller ingen der har ment. Skolen skal beskæftige sig med omdiskuterede emner, men det må ske under hensyn til diskussionens natur. Når den ene side af en diskussion notorisk har ret, er det helt i orden at se bort fra kontroverserne - således bør der ikke undervises i “intelligent design” eller holocaustbenægtelse som andet end eksempler på pseudovidenskab.
Det forholder sig straks anderledes med politiske og religiøse standpunkter. Her er der nemlig tale om trossager, og de bør præsenteres som sådan. Ganske ligesom undervisningen i samfundsfag ikke består i et grundigt studie i det Radikale Venstres partiprogram, men derimod en gennemgang af de forskellige partier og ideologier, bør undervisningen i religion ikke bestå i kristen religiøs praksis, men derimod i sober og redelig oplysning om de største religioner, deres centrale trossætninger og ritualer og deres historie.
Det er således helt i orden at folkeskolen beskæftiger sig med kristendommen, blot den ikke præsenteres som sandheden eller idealet.