Gran Torino - tilgivelsens gave
Clint Eastwood bliver snart 80 år, men leverer hårdtslående film, der ryster sjælen. I Gran Torino fortæller han en Kristus-historie, som jeg ville ønske, alle bandekrigerne fra Nørrebro ville gå ind og se.
Han spiller Walt, en gammel mand, der hader alt anderledes, inklusive de østasiatiske naboer han har. Han kan ikke sige en sætning uden at sige noget grimt.
Gennem årene er hans gamle europæiske naboer flyttet væk og asiatiske flyttet ind. Nu er det farligt at færdes, fordi man ikke kan vide sig i sikkerhed for asiatiske, mexikanske eller sorte grupper af rødder (hvoraf ingen er muslimer).
Men Gud gør det sådan, at han gennem begivenheder, han ikke ønsker at deltage i, kommer til at opdage, at hans naboer er rigtige mennesker, og ufrivilligt bliver han endda venner med dem.
Uden at jeg vil fortælle mere, så bliver filmens pointe, at han bryder det ondes spiral, ved at bruge det hårdeste af alle våben: kærligheden. Se den!
20.05.2009. at 10:19
Jo. Sådan kan man jo godt tolke filmen.
Men den handler altså også om den hvide mand, der må bringe det største offer for at overbringe tradtionelle amerikanske værdier som, indiviudlaime og hårdt arbejde til en flok kollektivister der definerer sig ud fra gruppetilhørdsforhold og driver omkring uden respekt for deres familie og forældre.
Så filmen afspejler de amerikanske værdier og fortæller hvor vitigt det er, at disse gives videre til næste generation.
At det er værdierne og principerne der er vigtige, ikke hvilken race man nu engang tilhører.
20.05.2009. at 10:26
Kan du huske, da Walt inde i naboernes hus (i fm festen) overrasket konstaterer, at han har mere til fælles med dem, end med sin egen familie?
Kan du huske, hvlken stilliing Walt ligger i, da han kommer ned at ligge? Walt ofrer sig for sine venner - ikke for nogle værdier. Selv kærlighed er ikke en “værdi” for ham, hvilket han understreger gennem hele filmen - han har den bare i sig alligevel.
20.05.2009. at 11:25
Jo, men værdierne er jo netop også i opløsning i Walts egen familie. Hans narcissistiske barnebarn, der kun tænker på det materielle. Hans sønner der bare vil have huset.
De forstår ikke, hvad Walts generation og generationerne før har ofret, sådan at de nyere generationer kan leve et materielt velslået liv. De forstår ikke, at det er værdier som individualism, hard work, self reliance og flere der gør velstanden mulig. De er så forkælede at de aldrig behøver ofre noget af deres komfort. De kan nyde uden at yde. Det er en illusion, det ved Walt. Han har været i krig.
Selvfølgelig er der kristne elementer i fortællingen, men ligesom Dostojevkijks idioten ikke kun er en kristus figur, er der også mere i Gran Torino end blot dette.
Dem der kender lidt mere til Eastwood som privat mand ved, at han er engageret i libertarianske sager.
20.05.2009. at 11:27
Fremragende film, som kan tolkes på mange gode måder.
20.05.2009. at 11:32
I øvrigt udelukker de to tolkninger ikke hinanden. USA bygger jo i høj grad på Kristne værdier og er en kristen nation.
Det er bare ikke tilfældigt, at Walt forsøger at lære knægten om ansvar og værdien af hårdt arbejde.
Det er jo også en del af den amerikanske drøm, det med at det er hårdt arbejde og ens indstilling der tæller. Ikke ens gruppebaggrund.
I USA tager man folk til sig hvis de kan og vil noget. I Sydamerika er det meget mere familien, der er afgørende, men på den her uhgeldgie bandeagtige måde.
Men det er da klart at et kristens element i filmen er at man skal ære sine forældre og den indstilling genfinder Walt jo og højere grad hos indvandrerfamilien hvor de ældre nyder en højere status end de gør i hans egen familie, som ikke ejer nogen værdier andet end dollaren.
Men det er en genial film. Det kan vi nok blive enige om.