Ydmyghed

En engelsk jordemoder mener, at det har taget overhånd med smertefrie fødsler. For ikke nok med at det for eksempel øger sandsynligheden for at barnet skal hjælpes ud med tang og lignende - det kan også gøre moderen mindre omsorgsfuld overfor barnet efterfølgende!

Det er jo en meget interessant iagttagelse, og givetvis uendeligt provokerende for mange. Men der nok meget rigtigt i, at en mor, der har gået gennem “ild og vand” for sit barn i form af ubærlige fødselssmerter, på en helt særlig måde må elske sit barn. En erfaring og en følelse en far aldrig vil kunne få.

I dag er 1/3 af alle fødsler smertefri som følge af brugen af epiduralblokade m.m., “for hvorfor skal jeg egentlig have smerter, hvis jeg kan undgå det?” spørger den vordende moder typisk. Det er samtidig en meget markant karakteristik af vores moderne tænkning, hvor komfort altid kommer først, tæt fulgt af ligegyldighed overfor næsten, og lede ved sig selv.

“Hvorfor skal jeg ikke (også) havde det godt?” Sådan er vores rationale, men enden på regnestykket er, at vi aldrig har det godt nok. For når alt skal være rart, er intet nemlig rart. Hvorimod det man kæmper for, sætter man pris på.

Da man i 30′erne fredede Urfuglen, der var i fare for at uddø, insisterede digterpræsten Kaj Munk på fortsat at jage den. Han var ikke til fals for parlamentarikere i København, som ikke gennem egen erfaring kendte naturens stille styrke.

Det er et lille pendant til nutidens klimadebat. En hær af eksperter, embedsmænd og levebrødspolitikere vil tvinge os til at ændre adfærd, fordi de dermed mener at kunne redde klimaet. Samtidig har vi en lille trodsig kerne af instisterende nægtere, der er overbevist om, at det hele er noget nogen har fundet på for at….ja hvorfor mon. Desuden har vi den brede befolkning, som undrer sig, og i øvrigt gør hvad den altid gør: ter sig uden hensyn til den klode, vi har fået i arv.

Urfuglen uddøde i Danmark i 2001.

DR gør det til et stort nummer, at en fodboldsspiller på et internationalt stævne har fået influenza A, og undrer sig over, at man ikke har stoppet stævnet.

Samtidig anbefaler Sundhedsstyrelsen at man skal tage det stille og roligt, hvis man bliver ramt af influenzaen: Ikke noget med karantænehysteri der.

Et familiemedlem, der for nylig var i USA, og som nu ligger med influenza, fik i dag at vide af vagtlægen, at man helt er holdt op med at teste for influenza A. Der er nemlig så mange, der allerede er ramt, at det er umuligt at hindre smitten i at sprede sig via isolation. Men der er heller ikke grund til særlig bekymring - for de flestes vedkommende vil det “bare” være en almindelig influenza.

Noget andet er, at hvis 20% af befolkningen kommer ned at ligge på samme tid, så vil det nok kunne mærkes på samfundets funktioner. Men måske er det meget sundt for os at prøve netop det.

USA har netop haft et tragisk jubilæum. Siden dødsstraffen blev genindført i 1976 har staten nu myrdet 1000 dømte mennesker.

Herved sender man et signal om at mord er acceptabelt. For hvis staten må, hvorfor må så ikke alle andre? Og den opfordring må man nok sige, at mange tager alvorligt.

Der er ikke andre lande i den vestlige verden, hvor mord forekommer så hyppigt som i USA. Ikke nok med det. En alliance af våbenindustri, religiøse galninge, ideologer og politikere står sammen om, at befolkningen frit skal kunne købe våben. Våbnene bruges hyppigt, og legitimerer dermed at det er vigtigt at have våben for at “forsvare sig”. Det kører i ring.

Livet er helligt, og ingen har ret til at tage andres liv. Hvad enten det er en morder, en ufødt, en handicappet eller en “fremmed” - alle er vi Guds børn og Hans ejendom.

I det Israel, som mange opfatter som forpost mod Islam, bekæmpes kristendommen dagligt. Det kan måske for de samme lyde som overraskende og usandsynligt, men den store gruppe af konservative jøder har lige siden Jesus gik på jorden afvist tanken om, at Han er Messias - som blasfemi. Derfor er det også almindeligt blandt jøder at udtale Jesu navn med en lille drejning, så navnet får en fornedrende betydning.

Naivister er dem, der tror at jøderne står last og brast med de kristne. Jøderne opfatter tværtimod dagens alliance med Vesten som ren pragmatik. De ved alt for godt, hvilke lidelser de gennem årene er blevet udsat for fra de selvsamme folkeslag.

I generaliserende vendinger kan man meget vel sammenligne jødernes forhold til kristne med kristnes forhold til muslimer. Jøderne opfatter Jesus som en falsk profet, som har fordrejet den gamle tro, hvor jødiske grundpiller som sabbatten og forbuddet mod at spise svinekød er blevet ophævet. Tilsvarende ser vi kristne med undren på, hvordan Muhammed nægtede Jesu opstandelse og genindførte lovreligionen.

Kristentro er i mange jøders øjne uforenelig med Toraen. Et voksende antal jøder ser dog anderledes på det. De tager imod Jesus som Messias, og som selve opfyldelsen af den gamle lov. De samler sig i kirkelige menigheder, men udsættes for chikane og endda bombeattentater. Den endelige åndelige konfrontation mellem Kristus og fjenden ser ud til at være på vej.

Gud kan aldrig reduceres til en politisk ideologi, men troen på Gud kan heller aldrig reduceres til privatlivet. Gud har skabt alt og skaber alt, hvordan kan man blande Ham udenom? Det kan man ikke!

Hvis du tror på Gud, må du nødvendigvis have Ham med dig, i alt hvad du gør. Kristus kom for at forlige menneskene med Gud. Han ønsker harmoni og sammenhæng mellem Gud og mennesker - det modsatte er jo synd.

Gud elsker hele sit skaberværk, der er ikke noget der urent for Gud. Han ønsker forening, ikke adskillelse.

Guds politik er, at vi tager Gud med, overalt hvor vi kommer. Det betyder ikke, at vi skal genere andre med Gud, hvis de hellere vil være i fred. Men det betyder, at du er bevidst om, at du har Gud med dig.

Du har Gud med dig på arbejde, i bussen, med venner, med din ægtefælle og børn, og naturligvis også når du tager stilling i politik. Det betyder heller ikke, at du skal forsøge at regne ud, hvordan Gud stiller sig til politiske spørgsmål, for det kan du roligt regne med at Han ikke gør. Du skal bare kunne se dig selv i øjnene, også med kristne briller.

Du kan ikke bruge Bibelen som en simpel manual, for den handler om det åndelige. Men det verdslige almindelige liv er en delmængde af det åndelige, og derfor er det dit personlige ansvar at forsøge at leve Guds ord i din dagligdag, hvad end du gør.

Du kan som kristen både være konservativ og socialist, men du kan ikke med god samvittighed fornægte menneskers særlige værdi, som Guds børn og dine åndelige søskende.

Nelson Mandela er i dag 91 år gammel - heraf 19 år i frihed. For ikke kun de 30 år han var bag lås og slå var et fængsel, det var også de foregående år med apartheid, forfølgelse og ydmygelse. I følge vores hjemlige Erhard Jakobsen og mange andre på den ydre højrefløj var Mandela en utaknemmelig terrorist. Men i dag er han dagens mand!

I den såkaldt Danske Forening vil man gerne give det udseendet af, at man ikke er racister. Det er bare de holdninger, som mennesker i muslimske lande har (tilfældigvis dem alle i følge DDF), man ikke vil vide af.

I foreningen er man dog heldigvis ikke mere kløgtig, end at man engang i mellem kommer til at afsløre det sande racistiske sindelag, som for eksempel i nedenstående tekst, hvor forfatteren sætter automatisk lighedstegn mellem en kategori af mennesker - folk fra muslimske lande, deres holdning - at de er imod Danmark, og konsekvensen - at de skal ud!

“Indvandrede  enkeltpersoner,  som  ønsker at være en integreret del af det danske  samfund, kan problemfrit medvirke til at føre landet videre. Det gælder folk fra  nabolandene  og  fra  de  fleste  ikke-muslimske lande.

Store  grupper  af  mennesker,  som  ikke ønsker  at deltage på  lige  fod  i det danske samfundsliv, men betragter sig som værende  i  opposition  til  dette,  vil  derimod uvægerligt skabe store problemer. Det gælder folk  fra den muslimske kulturkreds.

At undlade hjemsendelse af disse  sidstnævnte  vil  være  direkte  livstruende  for  vore efterkommere. “ Kilde (side 4).

Måden at argumentere på, svarer nøjagtigt til den måde, man i 30´erne behandlede det såkaldte jødespørgsmål på.

Det er racisme, fordi man påstår, at alle mennesker fra et bestemt geografisk område nemlig Mellemøsten, bærer samme (antidanske) holdninger. Det er kamoufleret racisme, fordi man dækker sig ind under det religiøse, men generaliseringen afslører, at det på ingen måde handler om det enkelte menneskes tro. Problemstillingen i artiklen handler da også om udviklingen i antallet af etniske danskere.

Fem kirker blev i sidste uge bombet i Irak, og dræbte adskillige mennesker i den forbindelse. Bomberne blev anbragt under gudstjenesten. Bønnen om fred blev af de onde kræfter besvaret med drab.

Man kan spekulere meget over motiver, hensigter og hvilke signaler der kunne tænkes at ligge i sådan en handling, og attentaterne er selvfølgelig kun en dråbe i havet i et land, hvor millioner lever i daglig frygt og dusinvis af tilfældige mennesker hver dag myrdes.

Men der er en dyb logik i, at terrorister går direkte efter kirkerne. Ligesom de onde onder umiddelbart kender Herren, kender også terroristerne deres egentlige fjende: Kristus. Hver eneste bøn om fred smerter og piner dem, fordi de har givet sig hævn og had i vold.

Herre Jesus Kristus Guds Søn - forbarm dig over os!

Hvordan stillede JyllandsPosten sig til forfølgelsen af tysk-jøderne før krigen? Jo, på JP mente man i samklang med nazisterne, at der eksisterede et såkaldt jødespørgsmål, som handlede om, hvordan man kunne få jøderne fjernet fra Europas overflade.

Den 10. november 1938 blev tysk-jøder i en national kampagne mishandlet og myrdet, og deres forretninger blev smadret i det, der siden blev kendt som Krystalnatten. Og se hvad JP i sin leder skrev om dette:

“Naar man har fulgt Jødespørgsmaalet i Europa i Aartier, kan man til en vis Grad forstaa Tyskernes Animositet overfor Jøderne, ogsaa hvis man ser bort fra de Raceteorier, der betyder saa meget i den nationalsocialistiske Verdensopfattelse.

Selv herhjemme, hvor Jøderne aldrig har naaet en saa dominerende Stilling som i de mellemeuropæiske Lande, har man i de senere Aar bemærket deres uheldige Egenskaber. Der er mange Jøder, der har vist sig at være gode danske Mænd, der er utallige Jøder, som stille og hæderligt passer deres Dont uden at gaa nogen for nær - men der er ogsaa paafaldende mange Jøder, som paa lidet tiltalende Maade er blevet Forgrundsfigurer i Svindelaffærer og maaske ikke mindst i de uappetitlige Pornografi- og Fosterdrabsaffærer, som er forekommet i de senere Aar. Ogsaa inden for dansk Forretningsliv optræder der Jøder, hvis Metoder ikke er nogen Pryd for Standen.

Men det, som vi herhjemme har set af Jødernes uheldige Sider, er kun en svag Afglans af deres Virke i de mellemeuropæiske og østeuropæiske Lande. Ogsaa der maa man naturligvis gøre Undtagelser for de utallige Jøder, der opfylder ethvert rimeligt etisk Krav og derfor staar i en skærende Modsætning til de Racefæller, som har ført an i det tvivlsomme Forretningsliv, i den tvivlsomme Forlystelsesindustri og maaske navnlig i de politiske Bevægelser yderst til venstre. Det var ikke Russere, men Jøder med russiske Navne, som druknede Rusland i Blod. Det var ikke en Ungarer, men en Jøde, som ledede den kortvarige, men blodige Raadsrepublik i Budapest. Det var ikke en Tysker, men en Jøde, som paa samme Maade gjorde München til et Slagtehus.

Vi ved, at Titusinder af Jøder fordømmer de jødiske Forretningshajer, de jødiske Pornografispekulanter og de jødiske Terrorister. Men alligevel kan det ikke benægtes, at de Erfaringer, som Tyskerne - som mange andre Fastlands-Folk - har gjort med Hensyn til Jøderne, danner en vis Basis for deres Følelser. (…) Man kan indrømme Tyskland, at det har Ret til at skille sig af med sine Jøder.” Kilde

JP retfærdiggjorde med andre ord Krystalnatten. Det er i det lys, man kan se Muhammed-karrikaturerne: den kroniske fjendtliggørelse af “de fremmede”, og den kroniske falden på knæ for de store magter - dengang Tyskland, i dag USA.

JP skriver i forblommede vendinger, at man “kan” (sådan eventuelt) indrømme Tyskland har ret til “at skille sig af” o.s.v.  At læse dette i dag, får det til at løbe koldt ned af ryggen på én, når man ved med hvilken ildhu og systematik nazisterne skilte sig af med “deres jøder”. JP siger, at det må Tyskland jo selv om. På hjemmebanen sluttede JP formentlig op om, at tysk-jøderne i hvert fald ikke skulle komme til Danmark og bede om hjælp. I hundredevis af desperate flygtende jøder blev afvist ved den danske grænse (ofte alene på grundlag af et ikke-arisk udseende), og senere sendt i døden i koncentrationslejrene. Medansvar - er der noget, der hedder det?

Selvfølgelig har vi et ansvar for dem, vi kunne have hjulpet! Selvfølgelig har vi et ansvar for dem, som vi i vores egoisme, har gjort livet værre for.