Hvis man løfter sig op i helikopterperspektiv, så tegner der sig efterhånden et mønster af snigende diktatur, som langsomt kvæler demokratiet.
1. Toneangivende politikere foreslår i ramme alvor, at den lovlige forening “kirkeasyl” skal forbydes. Det er antidemokratisk, fordi medlemmerne af foreningen i forvejen står til anvar for de eksisterende love. Hvis de bryder dem, kan de blive sigtet og eventuelt dømt. Men man forbyder da ikke foreningen! Ligesom man jo heller ikke har forbudt Hells Angels.
2. En bog, som benytter sig af den ellers højt besungne ytringsfrihed, kræves af militæret forbudt og destrueret. Forsvarsministeren bakker op! Hermed er al det bræk, som er blevet hostet op i forbindelse med muhammed-karikaturerne blevet effektivt dementeret: I Danmark har vi kun den ytringsfrihed, som passer i magthavernes kram, og dermed ingen. JyllandsPosten kalder Politikens offentliggørelse af bogen for en barnlig og dum provokation - tankevækkende!
3. De politiske kræfter ønsker det islamiske tørklæde forbudt, fordi det er udtryk for en fascistisk ideologi. Altså man vil bekæmpe fascisme - med fascisme! Virkeligheden er, at vi har at gøre med rendyrket nationalisme forklædt som forsvar for kvindens ligestilling, hvilket lige præcis er det sidste, der er tale om. Hvis man kræver forskelsbehandling med den ene tunge, og ligestilling med den anden, så er det sidste løgn. At lovgive for hvad borgerne må have på af tøj, er begyndelsen til en brunskjortificering af samfundet.
4. Religionsfriheden er sikret i grundloven, men gælder tilsyneladende kun for den dominerende religion: den statsstyrede kristendom, som har lige så lidt til fælles med Jesus, som “profeten” Muhammed har.
5. Landets for tiden mest indflydelsesrige parti “Dansk” Folkeparti, udtrykker sympati for den ene part i den igangværende bandekrig - en omfattende mafialignende organisation, hvilket set i forhold til partiets forbenede retspolitik også er højst - også tankevækkende.
6. Samme parti mener i ramme alvor, at det skal forbydes etniske minoriteter at tale deres hjemlands sprog - i deres eget hjem!
7. Politik har efterhånden fjernet sig fuldstændig fra den oprindelige demokratiske samtale, og er blevet reduceret til propaganda, manipulation og spin, hvor magthaverne hårdhændet styrer hvad den fordummede og passificerede befolkning fodres med af tilrettelagt information.
Hvor er det herligt, at Dagbladet Politiken trods alt taler magthaverne midt imod (uanset hvad avisen måtte have af bevæggrunde).