URBANblog

Arkiv for november, 2009

Debile dytbilister

lørdag, 28.11.2009.

Jeg arbejder midt i byen, og er dødtræt af den evige dytten.

Har du lagt mærke til, at to biler næsten altid dytter samtidig? Den ene dytter i selvretfærdig harme. Den anden bilist dytter tilbage, fordi den første ikke skal komme der og dytte! Voksne mennesker er jo grundlæggende dybt barnlige. Især når de tror sig i sikkerhed i deres lille kasse på fire hjul.

Dytteriet er ofte ren provokation. Mange bilister nøjes ikke med at dytte kort, nej de holder hornet i bund i flere sekunder i savlende vrede. Det interesserer dem ikke, at de med deres lydvold også generer andre bilister, cyklister, fodgængere, beboere og dem der uheldigvis arbejder i nabolaget.

Man må gerne dytte kort, hvis det er nødvendigt af hensyn til trafikkens afvikling eller for at undgå faresituationer. Man må ikke dytte for at protestere, for at komme hurtigere frem, for at vise sin foragt, eller fordi man mener den anden har begået en fejl.

I nogle lande er dytteri i byerne forbudt. Sådan burde det også være i Danmark.

Demonstrationsretten afskaffes

fredag, 27.11.2009.

Tør du deltage i en demonstration i forbindelse med klimatopmødet?

Demokrati er altså ikke kun, at sætte sit kryds på en stemmeseddel hvert 4. år. Der er mange andre måder at øve indflydelse på - at gå i demonstration er kun ét eksempel af mange, men den ret afskaffer regeringen nu indirekte.

Hvis man er et firma, kan man for eksempel have et højt betalt korps af lobbyister, som opsøger politikerne, og forklarer dem, hvordan tingene hænger sammen. Et firma kan også betale et parti et stort fast beløb om året, som tak for at partiet følger en bestemt politik, underforstået: hvis partiet ændrer kurs, så ophører også strømmen af penge.

Man kan også være medlem af golf- og tennisklubber, loger og andre mødesteder, hvor man kan få god lejlighed til en diskret snak med betydende politikere.

Politisk indflydelse kan man få ved at melde sig ind i et parti. I de kommuner, hvor ét parti sidder på hele magten (dem er der nogle stykker af), er medlemmerne af det parti en slags over-borgere, der har noget at sige, modsat de andre borgere, der må finde sig i at blive styret. Man kan også skrive læserbreve og blogge - og ikke mindst kan man deltage i demonstrationer.

Demonstrationsretten er faktisk sikret i grundloven! Men hvis du går i demonstration i december, så skal du vide at politiet har fuldstændig fripas til at samle demonstranter ind i hobetal, sætte dem i strips og fængsle dem fra 12 timer helt op til 40 dage, og ovenikøbet smide dem ud af landet. Hard core beviser er ikke nødvendige, politiets vurdering er tilstrækkelig i sig selv.

Hvad er meningen? Meningen er at få folk væk fra gaderne. København får besøg af måske 100 statsledere og mange tusinder andre “vigtige” mennesker, og dem skal politiet passe på. Derfor sættes demokratiet til side - demokratiet betyder alligevel ikke rigtig noget for magthaverne, når det kommer til stykket!

Godt nyt for pædofile

torsdag, 19.11.2009.

Nu vil justitsminister og populist Brian Spin Mikkelsen sætte den seksuelle lavalder ned til 14. Det ved jeg vil glæde en del mænd, der altid er på farten efter små piger og drenge. Mange 14 årige er jo knapt gået i pubertet.

Anledningen er, at Brian i en tom demonstration af regeringens vilje til at slå ned på forhærdede bandekriminelle, vil sætte den kriminelle lavalder ned. Det betyder umiddelbart, at to 14-årige kan sættes i fængsel for at have sex med hinanden. Da mange vil mene, at begrænsninger i borgernes ret til at få sex er dybt forældede, er løsningen naturligvis at sætte den seksuelle lavalder ned.

Brians hovedargument for at sætte den kriminelle lavalder ned er, at de 14-årige er dobbelt så kriminelle som de 13-årige, men da de 13-årige også er dobbelt så kriminelle som de 12-prige, må vi til næste år forvente, at den kriminelle lavalder sænkes yderligere et år. Og den seksuelle lavalder også naturligvis. Og så videre. Noget tyder på, at Danmark er på vej til at blive et paradis for pædofile.

Trossymboler og selvcensur

fredag, 13.11.2009.

Roland Emmerich der har lavet den aktuelle katastrofefilm 2012, går i offentligheden og fortæller, at man også gerne ville have smadret Kabaen (den sorte sten i Mekka), ligesom man smadrer Peterskirken, men at man ikke turde af hensyn til risikoen for en fatwa.

Roland Emmerich afslører hermed, at filmen ikke er kunst, men et rent kommercielt projekt, og købmænd har jo altid først og fremmest bundlinjen for øje. Det er ikke så overraskende, men samtidig opnår han 1) at medvirke til at udbrede en tankegang om islams særstilling til alle de andre kujonagtige filmkøbmænd, som gladeligt smadrer kristne symboler, igen fordi de tror der er penge i det, 2) at give ekstremistiske muslimer, der ønsker at kujonere demokratiet, en sejr, og dermed bringe ved til et bål, som mange har interesse i skal flamme.

Roland Emmerich skulle naturligvis have smadret Den Blå Moske og Taj Mahal på linje med, hvis det er ham så magtpåliggende at lade det gå udover trossymboler. Og hvorfor er det det? Fordi filmen formentlig ønsker at sprede håbløshed. Jeg har (endnu) ikke set filmen, men fokuset på religion er sikkert med til at skabe en mystik-stemning, som jo er så meget op i tiden, og som også er satanisk. Kun Gud er vores værn mod undergang.

Middelalderlig tankegang

torsdag, 12.11.2009.

Et af de tilsyneladende mest slagkraftige argumenter mod islam er, at islam er udtryk for en middelalderlig tankegang. Det er også det mest intetsigende.

Hvordan kan det være et kvalitetskriterie for en tankegang, at den er ny og ingen rødder har i noget gammelt? Det er da snarere omvendt. Hvis noget er langtidsholdbart, skulle man snarere tro, at det skyldes høj kvalitet.

Argumentet hviler naturligvis på den almindelige ringeagt for Middelalderen, som skyldes, at den moderne tænkning har sit intellektuelle ophav i renæssancen - et projekt som pudsigt nok havde til formål at tage oldtiden til nåde. Det dumme er imidlertid, at renæssancen var et rent vesteuropæisk fænomen, og at “Middelalder” ikke er et begreb, der giver mening andre steder.

Man kan naturligvis ikke sige, at fordi noget eksisterede i middelalderen, så er det “forældet”. Vi har jo masser af sociale fænomener, som også var kendte og almindeligt brugte i Middelalderen.

Man kan heller ikke sige, at Islam er forældet, når det faktisk er så udbredt og tilmed populært i store dele af verden.

Der er masser af problemer med Islam. Men det er ikke, at det er “middelalderligt”.

Villaghetto?

onsdag, 11.11.2009.

Som indsamler i et villakvarter, får man fornøjelsen af at se mange forskellige måder at bo på. Nogle mennesker bor i den rene pertentlighed - andre bor i en affaldsbunke. Det er i begge tilfælde deres egen sag. Og hvorfor ikke? Inde bag ligusterhækken kan alt jo som bekendt foregå, uden at andre generes derved.

Omvendt i det almennyttige boligbyggeri. Her er enkelte beboeres sløsen tydelig for alle og enhver. Sociale boliger er i sagens natur netop offentlige! I et samfund, hvor man elsker at stemple hinanden, betyder det en stigmatisering.

Kombinationen af et par tørklædedamer, en smadret gadelygte, en hundelort på fliserne og en væltet indkøbsvogn er i de flestes øjne opskriften på en ghetto. Sådan et sted som hurtigst muligt bør rives ned, og beboerne sendes til Mellemøsten med en check i ryggen.

Hvorimod en villa med en udtjent bil i haven, gammelt byggeaffald langs murene, nedslidt træværk og en død ringeklokke er bevis på selveste friheden i Danmark.

Forstå det hvem der kan.

Den endegyldige CO2 løsning

tirsdag, 10.11.2009.

Løsningen er fundet! Verdens olieressourcer er lige på nippet til at være brugt op. Udledningen af CO2 vil om få år dykke markant.

Informationen holdes indtil videre skjult af hensyn til stabiliteten på de finansielle markeder, men hvad der er skjult, skal som bekendt før eller siden komme for en dag.

Når det sker, vil olieprisen stige voldsomt (20 kr eller 30 kr. pr. liter benzin er næppe urealistisk). De fattige lande, som ikke selv producerer olie, vil med et holde op med at forbruge olie (og udlede CO2), deres industrier vil bryde sammen, og milliarder sulte.

Til gengæld vil de rige lande holde enden oppe lidt længere tid, inden oliesvineriet også her endeligt ophører.

Og lad os så håbe, at sammenbrudet når at ske, før vi har overskredets klimaets balancepunkt. Sker det for sent, vil enorme naturkræfter udløses og gøre store dele af jorden mere eller mindre ubeboelig.

Ud med dig!

mandag, 09.11.2009.

Regeringen siger til de fremmede: “Vi hader jer så meget, at vi med glæde betaler 100.000 for at I rejser væk.”

Det er som sædvanlig “Dansk” Folkeparti, der har fået sin vilje. DF har altid været imod integration, og sætter nu trumf på ved at presse alle, “der ikke kan eller vil integreres” ud. Og hvem er så det i følge DF? Det er først og fremmest landets 200.000 muslimer, for en muslim er i følge DF pr. definition ikke-integrerbar.

DF påstår, at flygtninge kun kommer for pengenes skyld. Og dem der bliver i Irak, Somalia o.s.v. er alle blodtørstige galninge, der myrder hinanden. Sådan er deres kultur “jo”. Derfor er man under DF gået mere over til alene at modtage konventionsflygtninge, for de kan ikke siges at komme af bekvemmelighed.

Til gengæld er det overvejende mennesker, der lider af bombechok (PTSD), er vokset op i fattigdom, og som ikke har uddannelse. Det er præcis dem, der typisk ikke er i stand til at forsørge sig selv i Danmark. At skyde på dem, er mildest talt at føje spot til skade, men det er jo også DF´s grundfilosofi: at trampe på dem, der i forvejen ligger ned.

Og netop på den baggrund er der jo alligevel paradoksalt nok noget positivt i “tilbuddet” om 100.000 i deportationsydelse. For mange indvandrere lider dagligt under DF´s fremmedfjendske hadpropaganda og dens mange konsekvenser. Faktisk tror jeg, at denne langvarige psykiske nedgørelse af mange mange mennesker, er den primære årsag til at  nogle udvikler foragt for Danmark. Og jeg tror, at netop de vil være bedre stillet, hvis de rejser tilbage til et land, hvor de “bare” er almindelige mennesker, og ikke bliver betragtet som fejlfarvede undermennesker.

At det så rent faktisk vil vise sig, at det er dem med ressourcer til at bygge sig en fremtid, der tager imod tilbuddet, og ikke de svageste, som DF er ude efter, er en helt anden sag. Men det har Danmark rigtig godt af, når vores regering nu bevidstløst følger i halen på DF.

Fængselsferie

tirsdag, 03.11.2009.

Urban fortæller i dag, at unge kriminelle oplever fængsel som ferie. De oplever det ikke som en straf - det er meget værre at være i sikret institution.

Nu skulle man så tro, at “Dansk” Folkeparti straks ville kræve mere institution til de unge, så de så kan få det værre. Men nej! De skal have mere fængsel, selv om de oplever det som ferie, siger DF-Skaarup forudsigelig som altid.

Alle, der kender lidt til fængsler, ved, at de ikke er et ferietilbud, som ville være salgbart på markedet. Fængsler er tvang, vold, indelukning på 8 m2, gruppepres, angst for hinanden, 200 km til familien, nedgørende behandling, evige toiletventetider, fordummende beskæftigelsestilbud til under 10 kr. i timen, useriøse skoletilbud, undersøgelser i numsen o.s.v.

Hvorfor siger unge kriminelle, så at de foretrækker fængsel?

Fordi de vil være seje, slet og ret. Det passer med gangstermentaliteten at sidde i fængsel, så er man hård, Og så passer det fint med bandementaliteten, at man deler skæbne med sine kammerater.

At man bliver behandlet som lort af fængselspersonalet stemmer fint overens med, at man inderst inde selv føler sig som lort: Forkastet af “ordentlige” mennesker, uønsket i samfundet, paria.

Hvad er det så der gør institutioner så ubehagelige i de unges øjne? Det er det modsatte! Her bliver de unges mentalitet udfordret. De får omsorg. De får opgaver. Man kræver noget af dem. Man søger at motivere dem til noget bedre. Man møder dem måske ovenikøbet med kærlighed.

Og det er hårdt for en kriminel! De vil meget hellere have bank og tørt brød. Det har de fleste af dem også være vant til, lige siden de var små. Og det er også baggrunden for, at “Dansk” Folkeparti er det mest populære parti blandt fængselsafsonere. De har samme tankegang: tand for tand, øje for øje, hævn og straf, vold og atter vold.