Ydmyghed

Hverken mere eller mindre! Mordforsøg på Lars Hedegård. Det er, hvad det handler om  ifølge expastor Søren Krarup, når man tillader sig at benytte ytringsfriheden til at gentage nogle af Hedegårds ytringer. Der har simpelthen udspillet sig et “karaktermord” og endda i juledagene!

“Trykkefrihedsselskabet af 2004 er et forargelsens tegn i Danmark, for det siger en undertrykt og ubehagelig sandhed om den kulturkamp, der foregår i Europa i øjeblikket, og hvor islam er en dødelig trussel mod kristenheden.” Og hvad er det så Hedegård har sagt? At de muslimske onkler voldtager deres niecer! Og det mener Krarup bevist ved at have læst om et eksempel i en bog, der hedder “Mødom på mode” - ovenikøbet udgivet af Gyldendal.

Det er for for mig fint og herligt, at Berlingske Tidende i sand demokratisk ånd givpå er spalteplads til et eklatant tågehorn som Krarup, men trist at tænke på, at det er på bekostning af mange andre besindige stemmer, som må vige pladsen, bare fordi de ikke er mediepersoner som Krarup. Dette gælder ikke undertegnede - jeg gider ikke engang at forsøge at få plads.

Krarup kæmper for at dreje fokus væk fra Hedegårds groteske beskyldninger om at en hel befolkningsgruppe er incestuøs, ved at påstå, at modargumenterne er udtryk for en heksejagt imod Hedegård. Det er jo så antidemokratisk som noget kan blive! Krarup nægter at tage diskussionen, nægter at vedkende sig sandheden, for at redde stumperne af sin menneskefjendske selvforherligende nationalistiske ideologi, som absolut intet har til fælles med kristentro.

I stedet nedlader han sig til at hævde, at det bare handler om, at nogen har et horn i siden på Hedegård. Kan man tænke sig et mere infantilt argument?

Og for at aflede diskussionen fuldstændig finder han på at lave en parallel mellem Blekingegadesagen og antimuslimsagen. Krarup vil give Hedegård æren for at Blekingegadebanden blev afsløret på trods af modstand fra den “herskende medieklasse”. Det er jo ganske enkelt fuldemandssnak for ikke at sige løgn. Sagen blev lynhurtigt en kæmpe mediehistorie som affødte et væld af artikler over en lang periode i en række af landets aviser. Interessen var meget stor, og det passede som fod i hose i tidsånden. Men Krarup befinder sig så langt til højre i det politiske spektrum, at de fleste andre i hans øjne er nogle venstreorienterede bavianer.

Det mest latterlige ved Krarups udgydelser er den offertænkning, der gennemsyrer dem. Alle er ude efter Hedegård, ligesom alle er ude efter Krarup, ligesom alle var ude efter journalisten der afslørede føromtalte bande, ligesom alle er ude efter Trykkefrihedsselskabet, ligesom alle er ude efter alle andre som Krarup godt kan lide. Var det i øvrigt ikke de samme jeremiader som Hitler kom med - han var jo også forfulgt på grund af sin politiske overbevisning (den stakkel).

Kone/mand-begrebet er på vej ud af sproget - og måske ud af vores samfund. Jeg oplever i hvert fald igen og igen, at folk under de 40 typisk omtaler deres partner som kæreste. Også selvom de er gift.

Hvad er da forskellen på kæreste og ægtefælle? Jeg tror mange, der omtaler deres partner som kæreste, netop ikke mener, der er nogen forskel. Og alligevel er det næppe tilfældigt, at de foretrækker betegnelsen “kæreste”.

Den afgørende forskel ligger i løftet. Om man faktisk har lovet hinanden en fælles fremtid - eller om det bare er underforstået (eller måske slet ikke meningen).

Når man omtaler sin partner som kæreste, siger man indirekte: “Jeg elsker dig, men jeg forbeholder mig retten til at skride, den dag jeg ikke længere har den følelse”. Og følelser er som bekendt flygtige.

At være gift er at være familie. At være kærester, er at være på vej - et eller andet sted hen.

At være gift er at se storheden i kærligheden. At være kærester er at gøre det store småt.

Det store er, at mand og kone overskrider deres individualitet - det er kærlighed!

Det store er, at mand og kone laver børn og påtager sig forældreskabet - det er kærlighed!

Det store er, at sige “jeg ønsker dig som kæreste, men også som ven, som livsledsager, som mit eget kød og blod” - det er kærlighed!

Og så ikke dermed sagt, at der er noget galt i “bare” at elske hinanden. Det er dejligt, skønt, lovende, ja endog forpligtende - men det er mindre end ægteskab.

Jeg ønsker mig en børnejulekalender 2010, der handler om begivenhederne op til Jesu fødsel. Der er masser af stof i Det Nye Testamente og i de apokryfe skrifter, som kunne danne udgangspunkt for en fascinerende julekalender.

Sådan en julekalender kunne fortælle børnene, hvad vi egentlig fejrer i julen, og baggrunden er en spændende fortælling i sig selv: messiasprofetien fra gamle dage, den romerske besættelse, forholdet mellem Josef og Maria, folketællingen, den delte jødiske nation, det fattige Nazaret, rejsen på æsel til Bethlehem, natlogiet der ikke var der, fødslen i grotten, englene, hyrderne, de vise mænd o.s.v.

Nogle vil sikkert sige, at det er kedeligt, når man ved, hvad det ender med. Men det ved de fleste børn faktisk ikke, for dem vil det være nyt. Andre vil sige, at det vil være kristen propaganda, men så må Pagten også betegnes for propaganda for nisser og ånder. Og så er vi jo også et kristent land!

Og julen varer lige til - Helligtrekonger!

Sådan har det været i umindelige tider, men det er gået lidt i glemmebogen her i de senere år. Nu er det som om, julen starter i efterårsferien og slutter den 24. december - dagen før julen faktisk begynder.

Hvad er mon meningen med, at vi fejrer jul så lang tid og så hysterisk, når stort set ingen synes at være opmærksom på, hvad julen egentlig drejer sig om. Bare der er en anledning til fest, også selv om hvad det var, der nu var anledningen, er glemt.

Fra gammel kristen tid fejrede man Jesu fødsel på årets mørkeste tid, fordi Frelserens fødsel er lyset der kommer i mørket. Man kalder det også Theofani - Guds tilsynekomst. Det fejres også ved Helligtrekonger, hvor Jesus åbenbares for verden, og hvor man i den ortodokse kirke også fejrer Jesu dåb, hvor Gud forkyndte at Jesus er Hans søn, som han har velbehag i.

Tiden før jul er fastetid. Mortens aften markerer optakten til julefasten, på samme måde som fastelavn markerer optakten til påskefasten. Så hvor de fleste smovser sig igennem ugerne før jul, så holder de kristne igen som forberedelse til højtiden og i forventning om Kristi komme.

Jeg har ved forskellige lejligheder på min blog argumenteret for, at vi kan forvente voldelige og undergravende angreb fra nationalistiske og fremmedfjendske grupper. Karakteristisk har jeg modtaget en del kommentarer fra folk, som søgte at latterliggøre min påstand. Disse kommentarer er kommet fra folk, der selv tilhører den ekstreme fløj, og som formentlig håber på et vist overraskelsesmoment, når de på et tidspunkt påbegynder stormløbet.

Men nu kan vi her på det sidste høre de samme påstande gentaget fra folk fra det højreekstreme miljø.

Det er for eksempel Lars Hedegård fra det såkaldte Trykkefrihedsselskab (New speak for propaganda), der er “bange for” at der skal en national rejsning til, for at overbevise magthaverne om, at muslimerne kun er ude på at voldtage hinanden og resten af landet med. Og som også er “bange for” at man vil til at klippe håret af kollaboratører, og forfølge dem nøgne rundt i gaderne. Det er svært ikke at opfatte Hedegårds ytringer som trusler.

Det er også Nicolai Sennels, der på sin JP-blog “ikke håber”, at der udbryder en 3. Verdenskrig mellem muslimer og os andre, og bestemt heller “ikke håber” at den starter i Danmark, hvor han forventer at “vi vil se stadigt flere selvtægtsgrupper blandt danskerne”.

Sennels udtaler sig “på baggrund af den indsigt (han) har fået i det muslimske miljø gennem (sit) psykologiske arbejde med over hundrede voldelige og radikale muslimer”. Og hvor er så det? Jo, han har været psykolog på døgninstitutionen Sønderbro, som opbevarer kriminelle teenagere, hvor af en del har muslimsk baggrund. Disse unge, som på ingen måde er en muslimsk svigermors drøm, kalder han “radikale”, formentlig velvidende at de færreste af de unge har nogen sammenhængende viden om islam. Og det, hævder han, giver ham indsigt i det muslimske “miljø”!

Politiseringen af bandekonflikten, hvor kriminelle grupper slås om det lukrative hash-gademarked, der opstod efter hashsalget blev stoppet på Christiania, er et uhyggeligt forvarsel om, hvad der kan ske. Her ser vi folketingspolitikere, der i ramme alvor udtrykker sympati for den ene part i konflikten HA, og HA der efter bedste evne søger at udnytte denne sympati.

Men som Sennels siger, vil denne voldsudøvelse formentlig i første omgang komme fra selvbestaltede borgerværn. Derfor er det rigtig vigtigt, at der kommer maksimal opmærksomhed på ethvert tilløb til borgerværn og deres aktiviteter. Det er også vigtigt, at borgere, der gerne vil være med til at passe på deres nærområde, men ikke sympatiserer med nationalister, søger optagelse i disse værn. Det er vigtigt at påvirke borgerværn, og det er vigtigt, at der er vidner, når der sker voldelige overgreb.

Ude på det højrenationalistiske overdrev finder vi en tidligere trotskist Lars Hedegård, der påstår, at incest er almindeligt i muslimske familier. Hans “dokumentation” er koranen og bogen “Mødom til salg”, men hvis han virkelig ønskede at vide noget om dette emne, ville han kunne finde de første 100 udgivne vidneberetninger om overgreb i gammeldanske familier.

Jeg har i nogle år arbejdet med det triste emne seksuelle overgreb, og kan fortælle, at der ikke findes noget belæg for Hedegårds hadefulde løgne.

Faktisk findes der af gode grunde ikke megen sikker viden om, hvor udbredt seksuelle overgreb på børn er. Det er naturligvis ikke noget, særlig mange har lyst til at snakke om.

Man anslår forsigtigt, at 10 % af voksne har været udsat for seksuelle overgreb i barndommen. Men der er ikke beviser for, at det fortrinsvis sker indenfor visse etniske, religiøse eller sociale grupper. Selv om det kan være svært at få sig selv til at tro det, forekommer seksuelle overgreb på børn i alle dele af samfundet. Det forekommer med sikkerhed i dit naboskab, ligesom der højst sandsynligt både findes overgribere blandt dine kolleger - og ofre.

Man ved til gengæld, at overgreb finder sted i såkaldt dysfunktionelle familier, hvor der er et usundt samspil mellem de voksne og børnene. Usundt i den forstand at de voksne ikke respekterer børnene og hinanden, men tværtimod søger at udnytte hinanden følelsesmæssigt og måske også seksuelt.

Derfor går seksuelle overgreb ofte hånd i hånd med andre typer af overgreb - for eksempel vold. Fordi mentaliteten hos de voksne tillader det.

Det er kendt, at den vælgergruppe, som er mest positiv overfor igen at tillade forældre at slå deres børn, er Dansk Folkepartis vælgere. Derfor er der også en reel sandsynlighed for, at seksuelle overgreb i højere grad forekommer i denne befolkningsgruppe.

Jorden forsvinder i et flammehav, og alle mennesker dør. Undtagen os, der bliver reddet i sidste øjeblik - igen og igen.

Det er kort sagt handlingen i filmen “2012″. Og i det fleste andre amerikanske filmindustrifilm. Hvad enten det handler om dommedag eller om et “almindeligt” mord, så er døden påtrængende, liv billige og heltene (som vi identificerer os med) usårlige.

Hvordan kan det være, at vi fylder os med den slags?

Jeg tror, de fleste mennesker fanges af dette tema, fordi de ikke føler sig godt tilpas i den verden, de lever i. Hele det store edderkoppespind af teknificeret kultur virker skrøbeligt og ukomfortabelt. Alting er i bevægelse, og der er hverken nogen eller noget, man kan regne med for alvor. Derfor oplever vi det som troværdigt, at alt vi kender, pludselig opløser sig i flydende lava og forsvinder i kæmpemæssige kløfter.

Potentielle naturkatastrofer rammer samme tone - det være sig tsunamier, vulkanudbrud, meteornedslag, epidemier og global opvarmning. Men nøgternt set har vi ingen grund til at tro, at naturskabte katastrofer er mere hyppige nu, end de tidligere har været. - En helt anden sag er det, om vi er i færd med at ødelægge det for os selv.

Det der har ændret sig i forhold til tidligere er, at vores samfund er langt mere sårbare, at de fylder meget mere i biosfæren, og at effekterne af katastrofer er potentielt meget større.

I den kristne tro er dommedag hverken natur- eller menneskeskabt. Den er forordnet af Gud, og skal hverken opfattes som en straf eller en afslutning. Det er en ny begyndelse, hvor Gud vil samle alle sine børn omkring sig, og derfor er det også den nuværende verdens sammenbrud. Det er dramatisk, en befrielse, men ikke noget vi skal frygte men tværtimod glæde os til.

Jesu fødsel midt i vinterens dybeste mørke er spiren, der gror frem af den frosne jord, og et løfte om det kommende lys.

Hvorfor er det så svært at samle verden om ikke at ødelægge Jordens klima? Jo, det er fordi der ikke er tale om en ydre fjende. Fjenden er os selv.

Det er nemt nok at samle millioner om at føre krig. De fleste mennesker vil gerne ofre velstand og risikere liv og førlighed for at bekæmpe fremmede fjender. Og hvis vi ikke mærker prisen på egen krop, ofrer vi uden betænkning millioner af mennesker i den 3. verden, hvis nogle politikere mener det. Ja, der er endda mennesker, der oplever en krigsrus.

Klimakampen til gengæld kræver, at vi selv gør noget for at ændre os. Der er ingen fremmede, vi kan få afløb for vores aggressioner på. Det er derfor mange mennesker på forhånd afviser en næsten enstemmig videnskabelig vurdering: at menneskers udledning af CO2 er den afgørende faktor bag klimaforandringerne.

Men når det drejer sig om en rask “lille” traditionel krig, så hopper vi glade med på løgne om, at Saddam står parat med masseødelæggelsesvåben, at talebanerne truer os, at serberne er onde, at nordvietnamesiske guerillastyrker vil overtage hele verden o.s.v. Som bekendt er sandheden det første offer i krigen.

Omar 15 år

- Det er udviklende at komme i militæret og jeg kan kun anbefale alle at prøve det, fordi man får noget med herfra, som man ikke får andre steder fra. Jeg valgte at blive konstabel og jeg har hele tiden været afklaret med, at det kræver en udsendelse. Det hører med og det er ligesom en måde at afprøve nye sider af sig selv i et miljø, man ellers aldrig ville stifte bekendtskab med, siger han.

Gode erfaringer
Patrick Lange valgte at gå direkte fra værnepligten til HRU’en. Han var blevet bidt af soldaterlivet og har på nuværende tidspunkt et ønske om at leve drømmen som professionel soldat ud i livet.

Fra forsvaretsuddannelser.dk

Forestil dig ishavet. Solen skinner fra en blå himmel, nede i havet svømmer hvaler og småfisk. Som drivende øer sejler store og små isbjerge rundt mellem hinanden.

På et af isbjergene sidder du med din kære familie. I nyder udsigten og det smukke vejr.

I tænker ikke over, at isen under vandet smelter. I mærker det ikke. Ikke før isbjerget pludselig tipper. Vælter rundt og presser jer ned i det iskolde vand. Forsvundet for altid.

Da bølgerne har lagt sig, skinner solen fortsat fra en blå himmel, nede i havet svømmer hvaler og småfisk. Som drivende øer sejler store og små isbjerge rundt mellem hinanden.