URBANblog

Arkiv for januar, 2010

Til våben?

søndag, 31.01.2010.

“Hvis staten svigter eller mangler kræfter til at forsvare friheden, må civilsamfundet træde i karakter. Hvad ellers?”

Sådan skriver Lars Hadegård i sin kronik i Berlingske Tidende i dag. Skal vi lige tage den igen?:

Hvis det ikke lykkes regeringen at stoppe enhver form for muslimske religiøse aktiviteter i Danmark, så må det være tilladt for almindelige borgere at angribe muslimer.

Det er vel det, Lars Hadegård mener, hvis vi skal sige det lige ud.

Hvad bør være det kristne svar på den slags, efter min mening? At ingen - absolut ingen - muslimske aktiviteter kan true nogen som helst. Burkaer, drengeomskæringer, hallalslagtning truer ikke nogen i Danmark, men paranoide kan naturligvis godt have en anden mening.

Vi har faktisk en fornuftig lovgivning her i landet, som forbyder voldelige angreb på andre borgere. Og det er alt, hvad vi behøver. Drengeomskæring er tilladt, mens pigeomskæring er forbudt under henseende til de vidt forskellige konsekvenser det har. Sådan!

Ja, vi har en høj grad af frihed. Vi kan for eksempel klæde os som vi vil, og kunne vi ikke det, var vores frihed ikke meget værd. Hadegård påstår, at vi står foran et islamisk diktatur - i nogle samfundsmæssige enklaver. Hvor? Hvor? I Mjølnerparken? I Gjellerupparken? Hvordan?

Der er ingen tvivl om at Hadegård repræsenterer en tendens indenfor det højreradikale, som tørster efter at gribe til våben mod langskæggede og tørklædeklædte muslimer. Tankegangen er formentlig (og det er ikke helt urealistisk), at hvis man angriber dem, så får man nok også en reaktion - og så kan vi få en 1. september 1939 situation: et påskud for at jage muslimerne ud af landet.

Det kristne svar er til gengæld at give det gode eksempel. Vise at vi kan gøre det (langt) bedre end tyraner og terrorister uanset hvilken fløj de tilhører. Vise at kærlighed tager udgangspunkt i den fri vilje. Det er sådan civilsamfundet svarer. Hvis vi møder tvang med vold, har vi mistet alt.

P.S.: Jeg fortryder alt! Hadegård har ret. Det viser sig i følge TV2, at Kroatien er blevet overtaget af muslimerne!!! Hjælp! Next stop Denmark!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

DF´s blinde fanatisme

onsdag, 27.01.2010.

Hvis du ikke allerede har læst det, så læs her, hvad folketingsmedlem Kim Christiansen fra DF skriver til en ulykkelig mor:

Kære Anita.

Tak for din mail.

Det er jo en rørende beretning om hvordan voksne mennesker gør et barn fortræd.

Nu retter du kritikken og hele din vrede mod forældreansvarsloven !!

Men reelt er fejlen din ………OG TABEREN ER DET BARN DU HAR BRAGT TIL VERDEN….

Der er da ikke nogen der ved deres fulde fem får et barn med en muslimsk mand - som ovenikøbet er gift med sin kusine og har børn med hende ……..

Hvor dum har man lov at være ………

Jeg har rigtig ondt af David …… han er den eneste som det er synd for.

Med venlig hilsen

Kim Christiansen

MF

MF?! Hvordan kan sådan en mand tillade sig at smykke sig selv med en sådan hædersbetegnelse, når hans niveau er så lavt??

Kim har selvfølgelig trukket i land. Efter at det er kommet frem. Substansen fortryder han næppe - for at bruge Langballes formulering.

Kvinden havde henvendt sig til ham på grund af alvorlige familiemæssige uenigheder. DF´eren kan kun forstå gennem sin fanatiske ideologi: det er altid muslimernes skyld. Mange brunsovs-danskere plager også livet af hinanden, men så skyldes det jo som regel andre ting. Når en muslim er indblandet, er det for DF´eren islam der er på færde. Det giver sig selv…!

Jysk er ikke dansk

tirsdag, 26.01.2010.

Jantelovens fader Aksel Sandemose har engang skrevet, at det var mærkeligt med nordmændenes store stridigheder om deres sprog, når forskellen mellem dialekterne i Danmark var langt større. Og faktisk ved vi det jo godt. Sjællænderne er jo ofte er komplet ude af stand til at forstå jysk. Min teori er, at jysk slet ikke er skandinavisk, men tilhører en anden gren af de germanske sprog.

De fleste har hørt om kong Dan, og at danerne trængte ind fra øst og erobrede det land, som derefter fik navnet Danmark - danernes land. De kom ikke længere end til Fyn, for jyderne stod fast i Hovedlandet. Men det blev alligevel danernes konger, der kom til at dominere Jylland, og det politiske centrum flyttede østpå, hvor det er den dag i dag. Danerne dominerede ikke kun politisk men også kulturelt og satte standarden for sproget.  Dansk blev rigssproget, som jyderne måtte lære sig, men i gammel tid kunne en jyde gøre sig forståelig langt syd for Jylland.

Dansk tilhører den germanske sprogstamme, som er opdelt i Vestgermansk og Nordgermansk. Sidstnævnte kender vi som de skandinaviske sprog, som deles i en østlig variant (norsk og færøsk m.v.) og en vestlig (dansk, skånsk og svensk). Vestgermansk deles i en kontinental del (tysk og nederlandsk) og en anglofrisisk (frisisk, engelsk). Jeg tror, at jysk oprindeligt er anglofrisisk.

Efterhånden blev jysk danskificeret, da eliten var sjællandsk, men forskellen er aldrig helt forsvundet. Sprogets tone er markant forskellig. En jysk sætning går ned ad bakke ligesom på tysk. En sjællandsk går op ad bakke ligesom på svensk.

De grammatiske forskelle findes også endnu. Hvor sjællandsk opererer med intetkøn og fælleskøn, så bruger man i det meste af Jylland kun ét køn - ligesom vi kender det fra engelsk.

Artiklen er foranstillet ligesom i vestgermanske sprog og ulig skandinavisk (æ hus og ikke huset).

Stednavne ender for eksempel på -ing i Jylland, England og Nordtyskland (fx Jelling), og på -inge på Fyn og Sjælland og i Sverige. Eller på -bøl i Jylland, og på -bølle på øerne.

Sjællændere og svenskere siger “jeg”, jyder og englændere siger “a”/”ai”.

Det er måske også meget betegnende, at det netop var jyder sammen med angler, sakser og friser, der udvandrede til de britiske øer i det 5. århundrede. De var sprogligt nærtbeslægtede, og derfor udviklede der sig også ét engelsk.

Men hvorfor er dette ikke børnelærdom i skolen? Af samme grund som svenskerne i mange år ikke hørte om skåningenes danske fortid. Den historie er potentielt farlig, og ville kunne tjene til at splitte riget.

Og hvis teorien er rigtig, hvad så? Tja, jeg mener ikke, der skal laves om på noget, men tværtimod at vi skal stå imod den voldsomme udjævning af forskelle, som kommercialisme, amerikanisering og stat står for.

Og så er det jo lidt interessant, at jyder aldrig kommer til at føle sig helt som dem ovre på “djævleøen”, og heller ikke ønsker det.

P.S.: Jeg har efterfølgende spurgt en ekspert på området, som ikke giver min hypotese medvind.

Han skriver: “Nej, jysk har ikke sin oprindelse i vestgermansk, men i nordisk, der også kaldes nordgermansk. Opdelingen af urgermansk i øst-, vest- og nordgermansk er antagelig sket frem mod år 200 e.Kr., i hvert fald regner man med et urnordisk sprog fra ca. 200 til 800. I vikingetiden derefter talte man endnu (old)nordisk, kaldet “dansk tunge”, men en opdeling i østnordisk (dansk, svensk) og vestnordisk (norsk, islandsk) var i gang. I 1000-tallet tager de lydudviklinger, der fx skiller gammeldansk fra fornsvensk, fart, og i 11-1200-tallet sker de videre lydudviklinger, der opdeler dansk i jysk over for ømål (og de enkelte dialekter over for hinanden); enkelte af dem var dog begyndt allerede tilbage i den urnordiske tid. ”

Han har også sendt nogle litteraturhenvisning bl.a. til Niels Åge Nielsen: De jyske dialekter (1959) s. 39-49, som jeg vil kigge på. Spørgsmålet er, om man overhovedet har tænkt på at undersøge en hypotese, som den jeg beskriver ovenfor.

P.P.S.! Jeg fik den idé at checke, hvad tyskerne mener. På wikipedia benævnes jyderne som en vestgermansk stamme. Hypotesen er med andre ord ikke grebet ud af luften.

Det knager under Pia Kjærsgård

mandag, 25.01.2010.

Hvis det ikke havde været for Ekstra Bladet, så havde DF aldrig haft en chance. Men avisen - der altid følger den laveste fællesnævner - har vejret, at guldet ikke længere er der, hvor DF er.

I dag kalder Ekstra Bladet DF for “hadets parti”!  På forsiden ovenikøbet - og flankeret af tre uflaterende fotos af præstefætrene og Pistol-camre. Tegn i sol og måne tror jeg ikke på, men når den avis, der hidtil har tjent som DF´s hofavis, vender Pia K & C0 ryggen, så er det et sikkert tegn på, at DF ikke længere kan regne med medvind.

Det kommer ikke bag på mig, at hyænerne nu begynder at angribe hinanden. Sådan ender det som regel altid. Om Pia K imidlertid giver Ekstra Bladet samme salve, som hun førhen har givet Højesteret og andre i hendes øjne venstreorienterede bavianer vil jeg nu tvivle på. Hun tør simpelthen ikke udfordre Ekstra Bladet - men holder naturligvis lav profil.

Måske vil DF nu forfølge sin vante strategi -  at kaste nye chokhistorier til medierne, som medierne så løber efter som hunde efter et kødben. Det plejer DF jo at være vanvittig god til.

Men hvis svinehunden efterhånden er mættet med omskæringer, burkaer og påståede voldtægter kan det være farligt at følge en strategi, der har haft sin tid. Hvad kan DF så gøre?

Jeg tror at DF´s tid er ovre, med mindre at de kan komme op med en veritabel krise. Noget på størrelse med “Muhammed-krisen”.  Gad vide, hvad de mon brygger på?

PS: At artiklen, så vidt jeg kan se, ikke findes på EB´s hjemmeside, er jo også lidt interessant…

Holocaust-benægtere

søndag, 24.01.2010.

Det er meget betegnende for holocaust-benægtere, at de benægter en forbrydelse i fortiden, som de ønsker virkeliggjort i fremtiden.

Højreradikale mener, at talen om at der blev myrdet 6 millioner jøder under anden verdenskrig, er fabrikeret af en verdensomspændende jødisk sammensværgelse. Men samtidig er de opflammet af et had mod jøderne (og andre semitiske folkeslag), som betyder, at de ikke regner jødiske liv for noget.

Holocaust-benægtelse finder man også blandt mange muslimer, som også tillægger jøderne alle mulige forfærdelige egenskaber, og som heller ikke går af vejen for radikale metoder rettet mod jøder - og naturligvis især israelere.

Og så finder man også holocaust-benægtere blandt jøder. Men her handler det naturligvis ikke om jøder, men om palæstinensere. Mange jøder er rørende enige om, at krigen i Gaza ikke var rettet mod civilbefolkningen. Som bekendt tæppebombede Israel mere eller mindre dette minimale landområde, hvis befolkning ikke uden videre kan slippe væk.

FN (som er en forening af hele verdens lande) har nu lavet en rapport, der dokumenterer et enkelt kapitel i Israels holocaust mod palæstinenserne. Israel benægter naturligvis alt - og er parat til at gentage forbrydelsen igen. Og igen. Og igen. Og igen…

Aleksej Dymovski - husk navnet!

lørdag, 23.01.2010.

Aleksej Dymovski er en russisk politimand, der afslørede sine kollegers og sit systems korruption.

Han blev ikke uventet fyret på stedet. Og som han selv forudså, er han nu blevet anholdt og sigtet for - korruption og bedrageri.

Hvis verden glemmer ham, dør han formentlig også inden længe af en “pludselig opstået sygdom”.

Vi må ikke glemme ham - for det russiske politi glemmer aldrig!

Psykisk mord i Maria-sagen

torsdag, 21.01.2010.

“Vi er her for at sælge aviser. Der er offentlighed i dansk retspleje, og vi går til kanten.” Siger Ekstra Bladet - avisen uden etik - i forbindelse med at man har forsøgt at hænge en uskyldig mand op på et grusomt mord.

Ekstra Bladet er en kanibal. EB spiser mennesker - uskyldig eller ej er ligegyldigt - alene med det formål at skaffe profit til ejerne. Det har intet med ytringsfrihed at gøre, at man producerer underholdning ud af menneskelige tragedier, og at man opfinder nyheder som smadrer tilværelsen for de berørte mennesker.

Jeg har tit undret mig over, hvordan en journalist på Ekstra Bladet kan være sig selv bekendt. Kan sådan en sove godt om natten? Kan de overhovedet holde sig selv ud? Eller drukner de allesammen deres samvittighed i druk og sprut?

Lillebrorer til den løsladte fortæller: ”Da han blev løsladt brød han fuldstændig sammen.  Han har været under et meget stort pres i lang tid. Han er meget mærket. Han har tabt 9 kg på to en halv uge. Og psykisk har han fået et enormt knæk i sin tillid til samfundet.”

Han fortæller også, at han har overvejet selvmord. Gad vide hvordan han er blevet behandlet i arresten?

Mobilistan

torsdag, 21.01.2010.

Mærkeligt land, hvor alle sidder med bøjet nakke, og fingererer ved en lille lysende plade.

Hvem forstår Løkke?

onsdag, 20.01.2010.

Fogh Rasmussen stod fast på, at det ikke var regeringens opgave at blande sig i, hvad aviserne skrev. Det er jo et frit land vi lever i. Derfor nægtede Fogh at komme med beklagelser vedrørende Muhammed-karikaturerne.

Nu har vi et auktionsfirma, der ikke ønsker at handle med Kurt Westergaards tegninger. Men nu er det pludselig ikke længere et frit land vi lever i. Statsministeren går på talerstolen, og fordømmer auktionsfirmaet!  Han fordømmer, fordi det ikke vil solidarisere sig med aviserne, og rette ind efter Løkkes og Pia K´s korrekte meninger.

Men firmaet er jo en forretning, der sælger ting - ikke en avis, der skriver meninger. Den liberalistiske statsminister blander sig altså i, hvad et almindelig kommercielt firma gør, fordi han mener, at firmaet skal producere meninger - altså den rigtige slags meninger.

Fogh afviste et større antal ambassadører, fordi han ikke ville blande sig. Men Løkke han blander sig uden blusel. Hvad kan forklaringen dog være?

Som sædvanlig er forklaringen perker-kortet. Træk perker-kortet - så får du altid succes i politik. Tro mig: Muhammed-karikaturerne vil få meget lang holdbarhed i dansk politik.

Kirkelig vielse er ikke for homoseksuelle

mandag, 18.01.2010.

Der er heldigvis ingen lov i vejen for at homoseksuelle kan være kærester, bo sammen og gå hånd i hånd på gaden. Og heldigvis er der også en lov om registreret partnerskab, der juridisk sidestiller homoseksuelle, der ønsker at leve i et fast forhold, med ægteskaber.

Men kirkelige vielser er en helt anden snak - og den snak handler ikke om homoseksuelle men om Kirken og om børn. Ægteskabets sakramente handler om børn. En mand og en kvinde indgår et partnerskab om at skabe en familie. De hjælper så at sige Gud med at skabe nye mennesker. Gud knytter med vielsen et bånd mellem de to mennesker omkring netop den handling og den tilstand.

Sådan er det i den katolske og ortodokse kirke. Om det også er sådan i den protestantiske kirke er muligvis et spørgsmål, da mange protestanter herunder Søren Krarup mener, at folkekirken ikke er hellig. Det er formentligt også derfor hans fætter Jesper Langballe forsvarer traditionen med - at det er en tradition. Men “plejer” kan vel næppe være et etisk argument i sig selv. I øvrigt er vielsen ikke et sakramente i den lutherske kirke.

Det kan undre mig, hvorfor det er så afgørende for homoseksuelle og for andre, at homoseksuelle partout skal have ret til kirkelig vielse. Juridisk betyder det jo ingenting. Forklaringen kan så være, at de kirkelige ritualer er festlig underholdning i smukke rammer, og at det de andre har, skal vi også have. Eller også en liberalistisk idé om at have alle skal have mulighed for det samme.

Men hvis alle skal det samme, så bliver alting det samme - og så kan det jo være det samme…

En  helt anden sag er, hvorfor Folketinget skal afgøre, om Folkekirken skal vie homoseksuelle. Hører vi ikke igen og igen, at politik og religion skal være adskilt? Hvad har det med Folketinget at gøre, udover at udstille den almindelige letfærdige omgang med begreber og værdier?