Jysk er ikke dansk
Jantelovens fader Aksel Sandemose har engang skrevet, at det var mærkeligt med nordmændenes store stridigheder om deres sprog, når forskellen mellem dialekterne i Danmark var langt større. Og faktisk ved vi det jo godt. Sjællænderne er jo ofte er komplet ude af stand til at forstå jysk. Min teori er, at jysk slet ikke er skandinavisk, men tilhører en anden gren af de germanske sprog.
De fleste har hørt om kong Dan, og at danerne trængte ind fra øst og erobrede det land, som derefter fik navnet Danmark - danernes land. De kom ikke længere end til Fyn, for jyderne stod fast i Hovedlandet. Men det blev alligevel danernes konger, der kom til at dominere Jylland, og det politiske centrum flyttede østpå, hvor det er den dag i dag. Danerne dominerede ikke kun politisk men også kulturelt og satte standarden for sproget. Dansk blev rigssproget, som jyderne måtte lære sig, men i gammel tid kunne en jyde gøre sig forståelig langt syd for Jylland.
Dansk tilhører den germanske sprogstamme, som er opdelt i Vestgermansk og Nordgermansk. Sidstnævnte kender vi som de skandinaviske sprog, som deles i en østlig variant (norsk og færøsk m.v.) og en vestlig (dansk, skånsk og svensk). Vestgermansk deles i en kontinental del (tysk og nederlandsk) og en anglofrisisk (frisisk, engelsk). Jeg tror, at jysk oprindeligt er anglofrisisk.
Efterhånden blev jysk danskificeret, da eliten var sjællandsk, men forskellen er aldrig helt forsvundet. Sprogets tone er markant forskellig. En jysk sætning går ned ad bakke ligesom på tysk. En sjællandsk går op ad bakke ligesom på svensk.
De grammatiske forskelle findes også endnu. Hvor sjællandsk opererer med intetkøn og fælleskøn, så bruger man i det meste af Jylland kun ét køn - ligesom vi kender det fra engelsk.
Artiklen er foranstillet ligesom i vestgermanske sprog og ulig skandinavisk (æ hus og ikke huset).
Stednavne ender for eksempel på -ing i Jylland, England og Nordtyskland (fx Jelling), og på -inge på Fyn og Sjælland og i Sverige. Eller på -bøl i Jylland, og på -bølle på øerne.
Sjællændere og svenskere siger “jeg”, jyder og englændere siger “a”/”ai”.
Det er måske også meget betegnende, at det netop var jyder sammen med angler, sakser og friser, der udvandrede til de britiske øer i det 5. århundrede. De var sprogligt nærtbeslægtede, og derfor udviklede der sig også ét engelsk.
Men hvorfor er dette ikke børnelærdom i skolen? Af samme grund som svenskerne i mange år ikke hørte om skåningenes danske fortid. Den historie er potentielt farlig, og ville kunne tjene til at splitte riget.
Og hvis teorien er rigtig, hvad så? Tja, jeg mener ikke, der skal laves om på noget, men tværtimod at vi skal stå imod den voldsomme udjævning af forskelle, som kommercialisme, amerikanisering og stat står for.
Og så er det jo lidt interessant, at jyder aldrig kommer til at føle sig helt som dem ovre på “djævleøen”, og heller ikke ønsker det.
P.S.: Jeg har efterfølgende spurgt en ekspert på området, som ikke giver min hypotese medvind.
Han skriver: “Nej, jysk har ikke sin oprindelse i vestgermansk, men i nordisk, der også kaldes nordgermansk. Opdelingen af urgermansk i øst-, vest- og nordgermansk er antagelig sket frem mod år 200 e.Kr., i hvert fald regner man med et urnordisk sprog fra ca. 200 til 800. I vikingetiden derefter talte man endnu (old)nordisk, kaldet “dansk tunge”, men en opdeling i østnordisk (dansk, svensk) og vestnordisk (norsk, islandsk) var i gang. I 1000-tallet tager de lydudviklinger, der fx skiller gammeldansk fra fornsvensk, fart, og i 11-1200-tallet sker de videre lydudviklinger, der opdeler dansk i jysk over for ømål (og de enkelte dialekter over for hinanden); enkelte af dem var dog begyndt allerede tilbage i den urnordiske tid. ”
Han har også sendt nogle litteraturhenvisning bl.a. til Niels Åge Nielsen: De jyske dialekter (1959) s. 39-49, som jeg vil kigge på. Spørgsmålet er, om man overhovedet har tænkt på at undersøge en hypotese, som den jeg beskriver ovenfor.
P.P.S.! Jeg fik den idé at checke, hvad tyskerne mener. På wikipedia benævnes jyderne som en vestgermansk stamme. Hypotesen er med andre ord ikke grebet ud af luften.
26.01.2010. at 10:28
Som bekendt findes der jyder, der går ind for atomkraft - når bare det kommer til at ligge på Sjælland, ovre i den østre ende…
Apropos ligheden mellem jysk og engelsk, så kender du måske den med englænderen, der spørger en jyde: “Do you speak English?”. Hvortil jyden svarer: “Oh yes I do, but in så møj det jør noe!” (lidt svært at få den rigtige udtale med, men pointen er, at de to sprog faktisk ligner hinanden).
26.01.2010. at 13:06
Interessant indlæg - ny viden
26.01.2010. at 13:50
Endelig en teoretisk forklaring på, at jeg aldrig helt har forstået eller følt mig som værende samme nationalitet som jyderne.
26.01.2010. at 14:18
Du har ret. Efter 1000 års integration er der fortsat en splittelse - som vi heldigvis håndterer vældig godt. Nu gør vi jyder, hvad vi kan for at genkolonialisere magtens centrum København.
26.01.2010. at 15:26
Ja I gør. Og hvad der virkelig driver mig til vanvid, er, at alle mine jyske (tilflyttede) venner synes at kende hovedstaden meget bedre end, jeg gør.
De kender alle vejnavne, genveje til forskellige lokaliteter i storbyen og ved, hvilke personer, som er portrætteret i de mange statuer rundt omkring på pladser og i parker.
Hvordan gør I det?
26.01.2010. at 17:51
Det er fordi vi på trods af vores uimponerede ydre i virkeligheden ser op til københavnerne. Men det er kun statuerne, der får det at se.
26.01.2010. at 18:04
Hvor var det smukt sagt, Kristian! Er du sikker på, at du er jyde?
26.01.2010. at 22:41
I hvert fald halvblodsjyde, men født og opvokset i hovedlandet
26.01.2010. at 23:49
27.01.2010. at 21:13
Hæ! Ja det er da en interessant hypotese, om det så holder vand eller ej. Jeg vil bruge den som anledning til igen at sparke liv i min gamle kæphest: nationalismen. Det er jo netop den nationalistiske konstruktion om det danske og danskheden som en ubrudt tradition, der giver “os” (dem der er opvokset i denne konstruerede tradition) særlig ret til netop dette landområde. Nationalismen er nødt til at lyve, at skabe en samhørighed mellem de forskellige folkeslag, som bebor nationen Danmark, for at give sig selv legitimitet.
27.01.2010. at 21:46
Det er lige præcis den manifeste men ikke mindst den subtile nationalisme, der gør, at ingen stiller spørgsmålet - selvom det egentlig er uhyre oplagt. Der er formentligt ingen danskere, der i moderne tid har udforsket spørgsmålet, selv om det åbenbart ikke er en fremmed tanke syd for grænsen. Sådan er det sikkert med mange ting. Vi kan tro at vi er uhyre fordomsfrie, skeptiske og neutrale - men vi aner ikke selv hvor meget vi egentlig er blinde for.