Cookie- og privatlivspolitikAssimilation og multikulturalisme onsdag, 9. mar 2011
Skrevet af Kristian under Dansk Folkeparti, Jøder og muslimer,Multikulturalisme dukker atter op som en Pind fra højre: Nu skal de fremmede igen igen med vold og magt være leverpostejspisende gennemsnitsmennesker for at få lov at gå frit i vores såkaldt frie land.
Mange opfatter kultur som noget uforanderligt. Og med den vinkel på menneskelige samfund betyder multikulturalisme et samfund opdelt i parallelle kulturer, for når noget ikke kan forandres, kan det jo heller ikke blande sig.
På den anden side ved de fleste også, at det vi til daglig opfatter som grundlæggende i dansk kultur, kan være vældig forskelligt fra den ene til den anden. Er hvidkål eller grønlangkål mest dansk? Er det and eller flæskesteg? Er det OK at snakke som et vandfald, eller bør man hellere klappe hesten?
Vi har hver vores måde at være dansk på, og når vi udvikler os personligt, ændrer vi også vores kultur. Desuden ved vi jo udmærket, at der kan være kæmpe forskelle mellem fiskere i Hanstholm, det “bedre” borgerskab nord for København, håndværkere i forstæderne, anarkister i Christiania og tilflyttede kontanthjælpsmodtagere i udkantsområder.
Kultur forandrer sig hele tiden og har altid gjort det. De nye generationer vil opfinde verden påny, og lægger afstand til de gamle. Folk lader sig uvægerligt inspirere af skikke brugt fra andre lande. Det er ikke mange år siden at halloween, mobiltelefoner og sushi var ukendt i Danmark. For ikke at tale om sharwama, vandpiber og religiøs interesse. Det nye blander sig faktisk med det gamle.
Og vi kan jo lide det! Danskerne elsker at rejse sydpå, og efterhånden også østpå. Det er ældgammel dansk tradtion - vikingerne rejste jo også ud i hele verden, ikke kun til England men også ned i Europa, til Rusland og til Konstantinopel. Og ligesom dengang henter vi også de fremmede hjem. I dag er thailændere, filipinere og russere mest populære.
Monokulturalisterne påstår, at man ikke kan have dialog på tværs af kulturer. Men det siger de bare, fordi de ikke vil have dialogen. Den forudsætter jo et minimum af respekt og anerkendelse, som vil være gift for deres egen ideologi. Men er respekten til stede, kan man tale om alt.
Derfor kan “tværkulturelle” ægteskaber faktisk være mere levedygtige end “monokulturelle” ægteskaber, og derfor er det en styrke for et samfund at kunne rumme og respektere mennesker fra andre lande.
Kommentarer»
Det virkede nu godgørende, da Søren Pind sagde, som han gjorde.
Vil man til Danmark, så skal det være for, at man fremover vil være dansker.
Ellers ser vi andre, at man hellere bliver væk.
falkeøje
Ja, dansker på samme måde som man er “amerikaner” (græsk-, arabisk-, dansk- os.v.).
Hej Ydmyghed
Pga. af alle de indlæg der har været om Søren Pind idag, har jeg samlet nogle af dem som vil blive printet i avisen på mandag. Dit er et af dem.
God weekend.
Venligst
Kenni, Urban.
Artiklen rummer en masse misforståelser og uargumenterede påstande.
“Mange opfatter kultur som noget uforanderligt. Og med den vinkel på menneskelige samfund betyder multikulturalisme et samfund opdelt i parallelle kulturer, for når noget ikke kan forandres, kan det jo heller ikke blande sig.”
Kultur er ikke uforanderligt, men svært og langsomt foranderligt. Det er desuden et faktum at de fleste multikulturelle samfund er mere eller mindre segregerede. Om du kan lide det eller ej, det gælder for både DK, USA, Brasilien etc.
“På den anden side ved de fleste også, at det vi til daglig opfatter som grundlæggende i dansk kultur, kan være vældig forskelligt fra den ene til den anden. Er hvidkål eller grønlangkål mest dansk? Er det and eller flæskesteg? Er det OK at snakke som et vandfald, eller bør man hellere klappe hesten?”
Et ganske bizart argument du fremfører. Det står ikke til diskussion om and er mere dansk spise end kål. Det er ren satire du er ude i.
At der er individuelle forskelle mellem mennesker, eller der kan være forskelle mellem fx. venne grupper eller familier, er ikke et argument for at der ikke eksisterer en kernekultur, eller at der er forskel mellem nationale eller religiøse kulturer.
Du sammenligner variation på 2 forskellige områder.
“Kultur forandrer sig hele tiden og har altid gjort det. De nye generationer vil opfinde verden påny, og lægger afstand til de gamle. Folk lader sig uvægerligt inspirere af skikke brugt fra andre lande. Det er ikke mange år siden at halloween, mobiltelefoner og sushi var ukendt i Danmark. For ikke at tale om sharwama, vandpiber og religiøs interesse. Det nye blander sig faktisk med det gamle.”
“Opfinde verden påny” lyder som om du er grebet af naiv idealisme. Det er ikke så simpelt som du gør det til. De unge bliver også ældre på et tidspunkt, og hermed ændres præferencer også, når man skal til at opfostre familier i ustabile og kriminelle multikulturelle miljøer, plaget af lav sammenhængskraft.
At sushi og halloween spises eller praktiseres i DK gør det ikke specielt dansk. Da danskerne begyndte at spise spaghetti i 70erne, blev det heller specielt dansk af den grund. Retten har nemlig ikke sin oprindelse i DK. At udlændinge begynder at spise sild, rugbrød og drikke snaps, betyder heller ikke at vi som danskere mister retten til at kalde disse kulinariteter for danske.
“Og vi kan jo lide det! Danskerne elsker at rejse sydpå, og efterhånden også østpå.”
At man kan lide at tage på ferie i fremmede lande, indebærer ikke logisk at man skal foretrække multikulturalisme fremfor monokulturalisme. Dette er en non-sequitor.
“Monokulturalisterne påstår, at man ikke kan have dialog på tværs af kulturer. Men det siger de bare, fordi de ikke vil have dialogen. Den forudsætter jo et minimum af respekt og anerkendelse, som vil være gift for deres egen ideologi. Men er respekten til stede, kan man tale om alt.”
Dette er en kæmpe misforståelse. Man kan sagtens have dialog om alt mellem himmel og jord. Dette indebærer dog ikke at dialogen nødvendigvis er særligt produktiv, eller at 2 uensartede befolkninger nødvendigvis vil fungere godt sammen i samme nationale territorium.
Du sætter alt for stor lid til “dialog” eller “respekt”. Men disse begreber eller praksisser kan ikke ophæve fundamentale modsætninger hvad angår kultur, religion og økonomi.Alle problemer kan ikke løses ved snak.
Verden er langt mere kompliceret end som så.
Blogmediet er ikke til grundige akademiske udredninger og analyser. Derfor forsøger jeg at formulere nogle tankevækkende påstande i stedet.
Mit udgangspunkt er “kultur” snarere er et abstrakt fremfor et fænomenologisk begreb: der findes ingen rendyrket kulturel essens. Til gengæld kan man iagttage mere eller mindre stabile sociale mønstre blandt forskellige mere eller mindre overlappende grupper af mennesker. Om du “måler” kulturen på kål eller familiemønstre er i og for sig ligegyldigt, for alle tegn kan henføres til et meningskompleks.
Jf. Viden Om i aftes, så eksisterer der “universaler” for alle mennesker - fx vi kan alle aflæse et grin. Der findes endda universaler for alle primater og for alle pattedyr. På den anden side er der også meget eksplicitte adfærdsformer, som kan forsvinde næsten fra den ene dag til den anden - nu taler fx om at Facebook er ved at gå af mode. Det betyder, at der altid findes forskellige kulturer, og at de altid er dynamiske i forskelligt omfang, og at de forholder sig til hinanden og påvirker hinanden. Det er falsk at tale om kultur som noget generelt og statisk, ligesom det er fals at reducere kultur til det individuelle og tro at kulturer kan opløse sig helt i hinanden. Diskussionen om “multikulturalisme” er derfor en stråmand efter min mening.
Når jeg skriver at unge vil opfinde verden påny, mener jeg naturligvis ikke at en kultur dør med en ny generation, men at det er en dynamik bag kulturel forandring, at børnene frigør sig fra forældrene på mange planer og gennem hele livet. De færreste bliver kloner af deres forældre, når de bliver voksne og satte.
Hvis man ser ud over verden og op gennem historien, kan man konstatere, at det mest almindelige slags samfund er de blandede samfund, og at der er en pudsig tendens til at befolkningerne i homogene samfund drager ud for at blande sig med de andre. Det er de germanske folk et skoleeksempel på: I det første årtusind drog den ene stamme efter den anden ud for at finde nye græsgange mod øst, syd og vest: angler, saxer, jyder, gotere, vikinger og mange mange andre. De eksisterede gennem mange år som distinkte befolkningselementer, der hvor de slog sig ned, men i løbet af århundrederne blev deres kulturer en del af det lokale.