Ydmyghed

Jeg har efterhånden hørt flere steder fra, at mange muslimer drømmer om at omvende sig til Kristus - bl.a. fra en præst i Irak. Men de tør ikke, fordi de frygter reaktioner i form af social isolation eller i værste fald vold og død.

Men muslimer er tæt på Kristus, ligesom jøderne er det. Hvor jødedommen peger frem mod Kristus, da peger islam tilbage på Kristus. Han er allerede tilstede i begge religioner. I jødedommen i form af mange profetier om Kristi komme, i islam i form af mennesket Jesus.

Fordi Jesus allerede er en del af islam, så indeholder islam selvmodsigelser, fordi islam fra begyndelsen har været tænkt som et oprør mod Kristus. På Muhammeds tid var kristendommen stærk i Mellemøsten, hvilket betød af jødedom og andre religioner blev trængt. Troen på den Alkærlige Gud vender jo op og ned på alt det gamle.

Mange muslimer siger om Jesus, at Han er “Guds ord og sjæl”, men samtidig insisterer man på, at Jesus ikke er Gud men alene menneske. Da Messias derfor i følge islam er skabt af Gud, som alle andre mennesker, må det betyde, at før Gud skabte Jesus, da havde Gud ikke en sjæl! Kan et besjælet væsen leve uden sjæl? Nej, selvfølgelig ikke.

Så hvis Messias er Guds sjæl, må han - ligesom kristendommen siger - have været der fra begyndelsen, og han kan ikke være skabt, men må være udgået fra Gud Faderen. Der må betyde enten, at der er to guder, hvilket islam bekendt (med god grund) benægter, eller at der en “to-enighed”!

Analysen kan sikkert anfægtes. Det afgørende er imidlertid, at almindelige muslimer godt kan have en intuitiv idé om, at Gud er Vi.

Kilder: http://books.google.com/books?id=osSpWK4…

 http://en.wikipedia.org/wiki/Jesus_in_Is…

 http://www.al-qiyamah.org/ruh_of_allah.h…

“Julen i Betlehem gør mig ensom. Når jeg vandrer omkring på Manger Square, forbi de butikker der sælger oliven-træ konger og hyrder til grupper af kristne turister, husker jeg hvor mange af mine gamle venner der har emigreret, hvor meget byen har ændret sig til ukendelighed. I dag i Bethlehem, lyden af det muslimske kald til bøn kommer fra dusinvis af moskeer, drukner de blide kirkeklokker.

Jeg var otte da min familie flyttede til Bethlehem i 1949. Vi var muslimske flygtninge fra det nyoprettede Israel. Dengang da næsten alle byfolk var kristne. Jeg gik i en kristen skole og sang i kirkekor. Jeg elskede at gå til søndagsgudstjeneste, lukke mine øjne, lytte til kadencerne i den katolske messe - som jeg ikke forstod - og indånde duften af røgelse.

Dengang var “kristen” og “muslim” etiketter, vi lod blive i vores lommer. Det var ikke afgørende, hvilken religion man tilhørte. Det var fælles for os muslimer at deltage i søndagsmessen, hvor vi ærede Jesus og Maria, eller, som vi kalder dem på arabisk, Issa og Miriam. Muslimske kvinder bad i grotten, hvor Maria siges at have puslet om Jesus. Vi besøgte vores kristne venners hjem og holdt udflugt med dem om foråret, når abrikostræerne blomstrede på bakkerne. Til jul ville både muslimske og kristne børn tages deres fineste og mest farverige tøj på. Der var lys overalt; som barn var jeg overvældet.

Der er stadig perlekæder af lygter draperet omkring Manger Square og fødselskirken - måske mange flere lygter - men for mig, brænder hver eneste af dem med et minde om disse pragtfulde tabte dage og mine kristne venner, som er rejst. Hvorfor tog de afsted? Når alt kommer til alt, havde nogle af disse familie boet her siden Kristi fødsel eller endnu længere. Den enkle forklaring er, at Bethlehem’s kristne blev fanget mellem den voksende islamiske ekstremisme og rystelserne fra den israelske besættelse. Da byen kontrolleres af de palæstinensiske myndigheder er israelske sikkerhedsstyrker ved at opbygge en 8 meter høj betonmur omkring den. Israelerne betragter de kristne som palæstinensere, som de betragter som mulige terrorister. Min kones frisør er en kristen, som er på vej til Australien, fordi han er bekymret over sine døtre. På vej hjem fra skole blev hans teenage-piger chikaneret af medlemmer af en islamisk militant gruppe, blot fordi de bærer kors. “Jeg ønsker ikke mine børn skal vokse op i et hyklerisk samfund”, siger han.

At bære kors ved de israelske checkpoints hjælper heller ikke. For sikkerhedspersonalet er vi alle palæstinensere og alle farlige. Selv med den tilladelse, som Bethlehems beboerne er nødt til at have for at gøre selv en kort køretur til Jerusalem. Sommetider kan det tage en time at komme igennem kontrolpunktet. Som en kristen universitetsstuderende sagde den anden dag, “Jesus Kristus ville ikke være i stand til at forlade Bethlehem i dag, medmindre han viste et magnetisk ID-kort, en tilladelse og sit fingeraftryk.

I det mindst tiltrækker den israelske sikkerhedsmur en ny form for turisme - graffitiguerillaen. Den britiske fantomkunstner Banksy førte for nylig en gruppe af udenlandske kunstnere til væggen. Han spray-malede et billede af en fredsdue i en skudsikker jakke, der blev fanget af en snigskyttes opmærksomhed. Og på siden af et hus, tegnede han en lille pige i en lyserød kjole, der danser foran en israelsk soldat.Sommetider løfter graffitien mit humør. Andre gange, når jeg er vred efter at være blevet forsinket ved et checkpoint, er jeg utilbøjelig til at tro, at kunst kan rive muren omkring mit Bethlehem ned. Men hvad der trods alt kan få mig til at grine - med en vis bitterhed, må jeg indrømme - er det skilt det israelske militær har sat op over checkpointet ved indgangen til Bethlehem. Det lyder: fred være med dig.

Underligt nok, er det ikke et forgæves håb. Min søn har sat et træ op i sit muslimske hjem, og jeg har fået besked på at finde et julemandsdresset frem, og min børnebørn lærer julesange. Det er den fred, jeg finder i Bethlehem i julen.”

Kilde: http://www.time.com/time/magazine/articl…

Familien Al-Kurd er flygtninge fra 1948, hvor flere 100.000′er af palæstinensere blev tvunget til at forlade deres hjem, da staten Israel blev etableret. FN gav familien et nyt hjem i Østjerusalem. Men ortodokse jøder kræver nu ejendomsret over huset baseret på et dokument fra den osmanniske tid. Selv om lovligheden af dokumentet ikke er fastslået, flyttede bosættere i 2001 ind i en del af huset, og krævede ovenikøbet leje af Al-Kurd. Familien nægtede, hvilket blev indledningen til et længere juridisk tovtrækkeri.

I november 2008 blev familien af myndighederne tvunget fra dette hjem, hvor de har boet i 50 år. De havde ikke andre muligheden end at flytte i telt på et stykke jord ejet af palæstinensere. To uger efter udsættelsen døde familiefaderen af et hjerteslag.

Indtil nu har de israelske myndigheder revet teltet ned 4 gange. Teltet er nemlig en bygning ifølge loven, og familien har ikke fået byggetilladelse. Det får palæstinensere alligevel så godt som aldrig.

Familiemoderen kæmper ukueligt for sit hus, og har da også fået opmærksomhed om sin sag blandt andet fra USA og EU. Men hun har ikke fået sit hus tilbage.

Hvordan kan Danmark støtte sådan et umenneskeligt regime?

Nu har en høj instans efter grundig undersøgelse (!) fastslået (!!) at en politimand, der i kampens hede hånede en demonstrant med betegnelsen “perker”, ikke sagde “perker”.

Men det er der alligevel ikke nogen der tror på. Så dumme er folk da heller ikke. Det fremgår jo klart af videoen.

Samtidig fastslår instansen, at politiet overhovedet ikke må nedgøre borgerne (og altså heller ikke sige “perle”). Men det er politifolkene formentlig ligeglad med. Mon ikke?

Hvert år sender USA våben for milliarder af dollars til Israel, og alligevel er Israel det mindst sikre land at leve i for jøder (bortset fra egentlige krigszoner som for eksempel Afghanistan).

Ingen andre steder i verden siden 2. verdenskrig har jøder måtte gennemleve 12 krigsperioder i løbet af 61 år.

Ingen andre steder i verden er så mange jøder blevet slået ihjel i forbindelse med vold - over 23.000 siden Israel blev dannet.

Ingen andre steder er så mange jøder blevet såret.

Og der er fortsat ikke sikkerhed. 61 års magtanvendelse har ikke givet israelerne en tøddel sikkerhed.

Som om det ikke kan være nok, så oplever israelere, der arbejder for fred, at blive chikaneret af det israelske politi. De får deres computere konfiskeret, bliver kaldt til forhør, eller bliver presset til at underskrive erklæringer om, at de ikke vil tale med hinanden. Og så bliver sådanne aktioner endda ført ud i livet netop på Israels mindedag, for dermed at sende et signal til befolkningen om, at aktivisterne modarbejder Israels sikkerhed.

Og hvad er deres forbrydelse? At de tillader sig at stille spørgsmål. At betvivle at militarisme er den eneste vej til fred.

Israel har ikke brug for flere våben. Israel har brug for verdens hjælp til ægte fred.

Fred kan der imidlertid ikke blive før palæstinenserne får retfærdighed. Deres katastrofe er, at de efter 1948 er blevet kastet ud af deres hjem og land, og at dem der er forblevet på Vestbredden og i Gaza må leve med henrettelser uden dom, konfiskation af deres jord, forbud mod at bevæge sig, ingen ret til at bygge huse og landsbyer, og evig frygt for militærrazziaer. Siden den 29. september 2000 har Israel dræbt 6.248 palæstinensere - heraf 1.487 børn.

Sådan skriver en 77-årig israelsk kvinde, og beder dig og mig om at gøre noget.

Kilde

Psykiske traumer medfører kriminalitet. Det har man vidst i mange år- i hvert fald siden Vietnamkrigen, men det er politisk ukorrekt at sige i Danmark. Det ville nemlig forstyrre anti-indvandrer-propagandaen.

Men lad os se på fakta og lave et lille regnestykke. Hvis man antager, at

• 0,05 promille af normalbefolkningen begår alvorlige lovbrud
• andelen af lovbrydere er 10 gange højere blandt traumatiserede
• 33,3% af 300.000 indvandrere og flygtninge fra krigslande er traumatiserede
• 10% af 5.000.000 øvrige i befolkningen er traumatiserede

Så ville indvandrere og flygtninge fra krigslande fylde dobbelt så meget i kriminalitetsstatistikken (11%), som de burde i forhold til deres andel af befolkningen (6%). Alt andet lige. Tallene er ikke nøjagtige, men uanset om man regulerer dem lidt op eller ned, forbliver konklusionen den samme.

Men hertil kommer så også sociale faktorer, og faktorer forbundet med det at have forladt sit land.

Hvad kan man bruge den viden til? Naturligvis ikke til at lave særlige lovregler for traumatiserede, men tværtimod til at sætte massivt ind på at afhjælpe psykiske traumer.

For nogle år siden vedtog regeringen og DF en indføre en landsdækkende psykologordning for voksne med senfølger af seksuelle overgreb. Ordningen tilbyder 10 timer, hvilket er meget lidt, men efterspørgslen har vist sig at være kæmpestor, og selv den begrænsede indsats har haft stor værdi.

Flygtninge med traumer får tilbudt gratis behandling på særlige traumecentre, men skal ofte vente 2-3 år med at komme til, og mange af dem er på det tidspunkt så dårlige, at de ikke engang magter tilbuddet.

Livet i fængslet forværrer traumer, hvilket betyder at mange af disse indsatte er konstant dopet med hash og piller, og at deres evne til at klare sig i samfundet er blevet mindre efter fængselsopholdet.

Man kunne have gjort noget ved dette problem for mange år siden, og sparet samfundet for meget kriminalitet og deraf følgende problemer og udgifter, hvis det ikke havde været for “Dansk” Folkeparti, hvis fortsatte eksistens afhænger af, at man konstant reproducerer billedet af indvandrere som fødte forbrydere.

Det kan dog vise sig at være en åbning, at også mange danske soldaterveteraner er traumatiserede, og derfor løbende ender i fængsel. For det er en problemstilling, som DF naturligvis (?) vil være interesseret i at gøre noget ved.

Læs mere i Information.

Ole Hyldtoft (mangeårig muldvarp for “Dansk” Folkeparti i Danmarks Radios bestyrelse) har begået en kronik i Berlingske, som er et meget godt eksempel på, hvordan nationalistiske propagandister bagtaler og forpester livet for indvandrere fra muslimske lande. Efter en salvelsesfuld og forblommet indledning kommer han til sit egentlige ærinde:

“Derfor må vi sige til vores 400.000 muslimske landsmænd: I skal være velkomne i Danmark. Vi lider ikke af racemæssige fordomme. Men Koranens ide om et verdensomspændende muslimsk kalifat med hængning af homoseksuelle og stening af frie kvinder, den må I opgive, hvis I vil bo her. Vi danskere slipper ikke den frie grundlov, vi nåede efter århundreders kamp.”

1. “Derfor må vi sige til vores 400.000 muslimske landsmænd: I skal være velkomne i Danmark. Vi lider ikke af racemæssige fordomme.” Hvad er mon Hyldtofts hensigt med at fordoble antallet af muslimer i Danmark? Bemærk, at jo mere rabiate folk er i deres modstand mod muslimer, jo højere sætter de antallet af dem. At han mener, at de er velkomne i Danmark, modsiger han ikke overraskende straks efter, hvor han iler med at udsprede sine racemæssige fordomme.

2. “Men Koranens ide om et verdensomspændende muslimsk kalifat med hængning af homoseksuelle og stening af frie kvinder, den må I opgive, hvis I vil bo her.” Ole Hyldtoft fortæller den naive læsere, at vi har 400.000 muslimer i Danmark, som brænder for at hænge homoseksuelle og stene frie kvinder! Hvis det ikke er hadefuld propaganda af værste skuffe. Det svarer fuldstændig til at sige, at jøder spiser børn. At DR så samtidig har offentligt gjort en statistik, som fortæller, at langt flertallet af muslimer tager afstand fra sharia, viser kun hvor naragtig Ole Hyldtofts propaganda er.

3. “Vi danskere slipper ikke den frie grundlov, vi nåede efter århundreders kamp.” Som om det nogen sinde var en folkesag, at få indført grundloven. Langt hovedparten af befolkningen i 1849 fattede formentlig ikke et klap af, hvad der foregik inde i København. Bortset fra det, var det jo netop efter 4. maj 1945, at Danmark genindførte dødsstraffen på bedste sharia-vis, og bedsteborgere på den mest slibrige og afskyvækkende maner morede sig med at trække tøjet af kvinder, slå dem, ydmyge dem, og klippe dem skaldede, fordi de havde tilladt sig at bruge deres “frihed” til at være kærester med tyske soldater.

Ole Hyldtoft slutter af med følgende: “Derfor må vi altid holde frihedskæmperen i os i beredskab.” En slet skjult opfordring til at drage øksen og hakken ud af redskabsskuret. Nu skal der flyde blod!

En tilfældig 16 årig dreng blev i dag myrdet af en bilejer. Fordi bilejeren havde mistanke om at den unge havde stået mistænkelig tæt på hans 4-hjulstrækker!

Tragedien er rystende i sig selv. At en voksen en mand i selvretfærdigt raseri med koldt blod styrer sin bil med fuld fart ind på en græsplæne, for bevidst at ramme en  gruppe unge mennesker. Man skulle næsten tro, at han var inspireret af den netop afdøde 6-dobbelte bilmorder i Holland.

Men det er samtidig chokerende, at mange danskere mener, at det var drengens egen skyld, at han døde: Han var jo en ung fyr, han var under mistanke, en 4-hjulstrækker er en hellig ting, og desuden var han somalier. Så selvfølgelig skulle han da dø!?

Vi kan jo ikke have, at unge mennesker piller ved vores biler! Så kan de lære det, de lømler!

Men prøv at forestille dig, at bil-morderen havde været somalier, og den unge mand var blond med en lysende fremtid for sig. Hvordan havde reaktionerne mon så været?

Helt fra Saladins tid har min familie eget godt og vel 100 hektar land ved landsbyen Kafr Bir´im. Landsbyen lå nord fra Acra, nær grænsen til libanon. Jeg var kun 5 år, da vi flygtede, men jeg husker at Kafr Bir´im var et meget smukt sted.

Min far arbejdede i Haifa, da katastrofen indtraf. Jeg gik i velgørenhedssøstrenes skole. jeg kan nemt huske, at flyene kom, og at bomberne traf et hus lige ved. Vi var meget bange alle sammen. Vi anede ikke, hvad der skete, eller hvad vi skulle gøre.

Min far var 25 år i 1948. Han var slagter, og arbejdede for et jødisk firma i Haifa. Han havde et meget godt forhold til sin jødiske arbejdsgiver. Han sagde, at hvis han var bange, kunne han sende sin familie til Libanon. Bliv her og arbejd for os, så kan du hente dem igen, når krigen er ovre.

Alle vidste hvad der var sket med palæstinenserne, der blev massakreret i Deir Yassin, og han var urolig for at grænsen måske ville blive lukket, og at han så blev skilt fra os. Så begyndt jøderne at fyre bombekastere ind i de arabiske områder i Haifa, og vores hus blev fuldstændig ødelagt. Heldigvis, som ved et mirakel var ingen af os hjemme, men det afgjorde sagen for min far.

Hans arbejdsgiver gav ham en månedsløn, og lånte os varebilen, og sådan forlod vi Palæstina med far kørende i en jødisk varebil. Min bedstemor var maronitisk kristen fra Sydlibanon, så han kørte direkte til hendes hus.

Hvordan kunne vi vide, at israelerne aldrig ville lade nogen af os vende hjem? Da israelske fly senere ødelagde Kafr Bir´im, og bombede hver enkelt hus i landsbyen, blev alt vi ejede, alt vi havde arbejdet for, ødelagt. Kun kirken blev sparet. Vores ejendom blev delt mellem jødiske nybyggere og givet til mennesker fra Polen og Amerika.

Efter alt hvad jeg har måttet lide fra israelerne og libaneserne, vil jeg helst drage hjem igen, selv om det skulle indebære nøgenhed og sult. Selv efter 47 år føler jeg mig som en fremmed i dette land, føler at jeg ikke hører til her. Selv om jeg havde boet her i 100 år, ville jeg fortsat helst rejse hjem til Palæstina, hjem til Kafr Bir´im, hvor ingen kan sige til mig, at jeg er en flygtning, og at jeg ikke hører til der.

Kilde: William Dalrymple, I skyggen av Bysants, 1994, ss. 265-266.

Munken Alexander havde været munk på Vestbredden gennem 10 år, og var begyndt at modtage trusler fra en gruppe israelske fanatikere, som havde oprettet en bosættelse i nærheden.

En dag i vinteren 1979 blev hans åndelige fader munken Filoumenos hakket ihjel i sin celle ved Jakobs brønd nær Nablus. Nogen havde forgiftet hans hunde, og gået løs på ham med en økse, og derefter sprængt resterne af ham med en granat.

Kort tid efter fandt Munken Alexander sit eget hulekapel skændet og bøger og ejendele smidt omkring og brændt. Han valgte at flygte til det hellige bjerg Athos i Grækenland.

Munken Filoumenos fik ofte telefonopkald fra fanatikere, der sagde at Jakobs brønd var deres helligsted - ikke de kristnes. Han blev dræbt mens han holdt Vesper. Det skete med mange hug, hvor han blev skåret i småstykker.

Jakobs brønd blev efterfølgende indlemmet i den nærliggende bosættelse.

Kilde: William Dalrymple, I skyggen av Bysants, 1994, ss. 348-350.

Man får ofte den opfattelse, at kristenforfølgelser kun foregår i muslimske lande, men prøv at google: persecution of christians in israel.