“Julen i Betlehem gør mig ensom. Når jeg vandrer omkring på Manger Square, forbi de butikker der sælger oliven-træ konger og hyrder til grupper af kristne turister, husker jeg hvor mange af mine gamle venner der har emigreret, hvor meget byen har ændret sig til ukendelighed. I dag i Bethlehem, lyden af det muslimske kald til bøn kommer fra dusinvis af moskeer, drukner de blide kirkeklokker.
Jeg var otte da min familie flyttede til Bethlehem i 1949. Vi var muslimske flygtninge fra det nyoprettede Israel. Dengang da næsten alle byfolk var kristne. Jeg gik i en kristen skole og sang i kirkekor. Jeg elskede at gå til søndagsgudstjeneste, lukke mine øjne, lytte til kadencerne i den katolske messe - som jeg ikke forstod - og indånde duften af røgelse.
Dengang var “kristen” og “muslim” etiketter, vi lod blive i vores lommer. Det var ikke afgørende, hvilken religion man tilhørte. Det var fælles for os muslimer at deltage i søndagsmessen, hvor vi ærede Jesus og Maria, eller, som vi kalder dem på arabisk, Issa og Miriam. Muslimske kvinder bad i grotten, hvor Maria siges at have puslet om Jesus. Vi besøgte vores kristne venners hjem og holdt udflugt med dem om foråret, når abrikostræerne blomstrede på bakkerne. Til jul ville både muslimske og kristne børn tages deres fineste og mest farverige tøj på. Der var lys overalt; som barn var jeg overvældet.
Der er stadig perlekæder af lygter draperet omkring Manger Square og fødselskirken - måske mange flere lygter - men for mig, brænder hver eneste af dem med et minde om disse pragtfulde tabte dage og mine kristne venner, som er rejst. Hvorfor tog de afsted? Når alt kommer til alt, havde nogle af disse familie boet her siden Kristi fødsel eller endnu længere. Den enkle forklaring er, at Bethlehem’s kristne blev fanget mellem den voksende islamiske ekstremisme og rystelserne fra den israelske besættelse. Da byen kontrolleres af de palæstinensiske myndigheder er israelske sikkerhedsstyrker ved at opbygge en 8 meter høj betonmur omkring den. Israelerne betragter de kristne som palæstinensere, som de betragter som mulige terrorister. Min kones frisør er en kristen, som er på vej til Australien, fordi han er bekymret over sine døtre. På vej hjem fra skole blev hans teenage-piger chikaneret af medlemmer af en islamisk militant gruppe, blot fordi de bærer kors. “Jeg ønsker ikke mine børn skal vokse op i et hyklerisk samfund”, siger han.
At bære kors ved de israelske checkpoints hjælper heller ikke. For sikkerhedspersonalet er vi alle palæstinensere og alle farlige. Selv med den tilladelse, som Bethlehems beboerne er nødt til at have for at gøre selv en kort køretur til Jerusalem. Sommetider kan det tage en time at komme igennem kontrolpunktet. Som en kristen universitetsstuderende sagde den anden dag, “Jesus Kristus ville ikke være i stand til at forlade Bethlehem i dag, medmindre han viste et magnetisk ID-kort, en tilladelse og sit fingeraftryk.
I det mindst tiltrækker den israelske sikkerhedsmur en ny form for turisme - graffitiguerillaen. Den britiske fantomkunstner Banksy førte for nylig en gruppe af udenlandske kunstnere til væggen. Han spray-malede et billede af en fredsdue i en skudsikker jakke, der blev fanget af en snigskyttes opmærksomhed. Og på siden af et hus, tegnede han en lille pige i en lyserød kjole, der danser foran en israelsk soldat.Sommetider løfter graffitien mit humør. Andre gange, når jeg er vred efter at være blevet forsinket ved et checkpoint, er jeg utilbøjelig til at tro, at kunst kan rive muren omkring mit Bethlehem ned. Men hvad der trods alt kan få mig til at grine - med en vis bitterhed, må jeg indrømme - er det skilt det israelske militær har sat op over checkpointet ved indgangen til Bethlehem. Det lyder: fred være med dig.
Underligt nok, er det ikke et forgæves håb. Min søn har sat et træ op i sit muslimske hjem, og jeg har fået besked på at finde et julemandsdresset frem, og min børnebørn lærer julesange. Det er den fred, jeg finder i Bethlehem i julen.”
Kilde: http://www.time.com/time/magazine/articl…