Behold skattestoppet - og spar på de rige!
fredag, 19.03.2010.Skattestoppet er en udmærket idé. Det kan ikke være et mål i sig selv, at det offentlige skal administrere en stadig større del af borgernes penge.
Problemet med velfærdsstaten er ikke at der bliver flere gamle og færre unge, og at der bliver flere dyre behandlingsformer. Problemet er grundlæggende, at en stor del af befolkningen, der faktisk kan betale selv, får del i skattebetalte ydelser.
Det siges godt nok, at denne “bestikkelsesmodel” er en forudsætning for, at velfærdsstaten er accepteret, og at man dermed kan hjælpe de virkeligt trængende fattige. Men inderst inde ved vi jo, at det er løgn: Velfærden er et populistisk tiltag, der har til formål at købe stemmer til politikerne, så de kan have noget magt. Hvis der er nogen, der ikke får deres del i velfærdsstatens velsignelser, er det nemlig de fattige og udsatte, som ikke formår at bane sig vej gennem middelklassedanmark.
Så jeg er helt med på, at vi skærer ned på velfærden. Det skal bare ramme de velbjærgede. Alle dem med villaer og to biler og gode jobs. De kan jo selv.
Tag nu sundhedssystemet. Vi accepterer, at vi skal betale tandlægeregningen selv. Men det er nok fordi de fattige får lov ligesom de rige. Lad os udvide tandlægeprincippet til at gælde alle ikke-livsvigtige behandlinger, og lad dem foregå på privathospitaler. Overlad de offentlige hospitaler til de mindre-priviligerede - så skal de rige nok holde sig væk.
Sundhedssystemet bør slet ikke putte penge i behandlinger, som ikke skyldes en sygdom. For eksempel provokeret abort og fertilitetsbehandlinger bør folk da betale fuldt og helt selv.
Militæret er vanvittig dyrt. Nu taler man om igen at købe kampfly, der koster næsten 1 milliard stykket. Det skriger jo til himlen! Lad Mærsk og de andre betale for deres krige selv.
Kulturen: Drop understøttelsen af det Kongelige Teater og andre store kulturinstitutioner. De rige vil jo straks overtage finansieringen alligevel, og der kommer aldrig nogen fra den fattige del af befolkningen i det kongelige. I kommunerne bruger man millioner på at opretholde lokale kulturinstitutioner, som ingen gider at besøge - hold op!
Drop det omfattende vejbyggeri. Hvert eneste boligområde i Danmark er plastret til med asfalt, så bilerne kan køre hurtigt, netop der hvor børnene burde have leget. Lad bilisterne betale selv, hvis de vil have veje.
Stop understøttelsen af skilsmisser. Hvorfor er det samfundets sag, at gifte mennesker ikke kan holde nallerne fra kollegaen? Skilsmisserne koster samfundet dyrt - lad folk betale selv, og samtidig lære almindelig ansvarlighed!
Ældre mennesker i dag har masser af penge på grund af friværdi og høje pensioner. Men fordi de ofte er trætte af at forbruge, så ved de ikke hvad de skal gøre med pengene. Hvad med at betale hjemmehjælpen selv - i stedet for at invitere alle børnene og børnebørnene til Bahamas?
Vi skal gøre op med den småtskårne milimeterretfærdige velfærdsstat, som udsuger samfundet, og ikke en gang tjener et socialt formål.
