Ydmyghed

For 95 år siden foregik et langsomt folkemord på 1½ mill. armenere. De blev tvunget væk fra deres byer og måtte vandre i lange kolonner. Nogle blev udplyndret og slået ihjel med det samme. Andre fik lov til at gå til de faldt om. Dem der holdt ud blev skudt.

Både USA og Sverige har fulgt en række andre lande og netop officielt anerkendt dette folkemord, som aldrig må blive glemt. Danmark vil til gengæld ikke anerkende folkemordet, for det ønsker “Dansk Folkeparti” ikke (så kan man jo gisne om, hvad deres motiv mon måtte være).

Men en rigtig dansker tog stilling, rejste ud og hjalp - hun hed Karen.

Armenierne betragtede Karen Jeppe som deres skytsengel, hvilket bl.a. fremgår af følgende historie. Efter det store jordskælv i 1927, hvor mange omkom og ødelæggelserne var store, talte en araber og armenier sammen. Armenieren sagde, at her i Aleppo sker der ikke noget, for her bor der et helligt menneske, og araberen spurgte, hvem det var. Karen Jeppe, blev der svaret.

Karen Jeppe er en af Danmarks store kvinder, der var kendt i det meste af verden som den kvinde, der uden at tøve gav hele sit arbejdsliv til et folk, hun kom til at elske. Hun tog ud og arbejdede i den tyske mission, men missionerede ikke selv. Det blev klart for hende, at det ortodokse armenske folk ikke havde brug for omvendelse, men hjælp til selvhjælp. Hun formåede at skabe venskabelige relationer mellem beduiner og bønder – en bedrift i sig selv, men hun fik også åbnet den Vestlige verdens øjne for den forfølgelse, armenierne blev udsat for.

Karen Jeppe rejste til Urfa i Lilleasien i 1903 for at missionere og undervise. Her fik hun kontakt med de kristne armeniere. Da massemordene begyndte i 1915, forsøgte Karen Jeppe at hjælpe så godt hun kunne. Hun skjulte flygtninge under gulvet i sit hus, hun organiserede mad og vand til de karavaner af armeniere, der blev drevet gennem Urfa – ud på deres sidste rejse. Tyrkerne var ikke så avancerede i masseudryddelse, så deres metoder gik ud på, at drive mændene sammen og skyde dem. De unge kvinder blev ofte solgt som husslaver, ældre kvinder og børn drev man også sammen, men dem sendte man ud på vandring, indtil de døde af tørst, sult og udmattelse.

Karen Jeppe blev i Urfa under krigen. På et tidspunkt blev hun angrebet af plettyfus, og det blev arrangeret, at hun skulle rejse hjem sammen med en missionær, men hun nægtede, så længe hun havde flygtninge i sit hus. Mange hjalp hun på flugt bl.a. ved at forklæde dem som kurdere og arabere. I 1918 var alle flygtninge ude af hendes hus, og der var ikke mere, hun kunne gøre. I halvandet år havde hun haft flygtninge boende i en kælder, der blev gravet ud under hendes hus. Hun var syg og nervenedbrudt og tog til Danmark. Hun var ulykkelig, hun havde måtte efterlade sine to børn til en uvis skæbne.

Senere vendte hun dog igen tilbage for at hjælpe. Læs videre her.

Men ved Jesu kors stod hans mor, hans mors søster, Maria, Klopas’ hustru, og Maria Magdalene. Da Jesus så sin mor og ved siden af hende den discipel, han elskede, sagde han til sin mor: »Kvinde, dér er din søn.« Derpå sagde han til disciplen: »Dér er din mor.« Fra den time tog disciplen hende hjem til sig. (Joh. 19, 25-2).

I følge Kirkens tradition kom alle disciplene på nær apostlen Thomas tilbage til Jerusalem fra deres tjeneste rundt omkring i verden for at være nær Jomfru Maria ved hendes dødsleje. Efter hendes hensoven gik man i procession med hendes krop til graven. Da Thomas tre dage efter nåede frem og ønskede at se Gudsmoders legeme fandt man graven tom. Gudsmoders kødelige opstandelse blev senere bekræftet ved en engel og ved at hun fremstod foran apostlene. På ikonen ser man, hvordan Jesus Kristus tager sin moder i favnen.

Ortodokse ærer Gudsmoder som den fremmeste blandt de hellige, fordi hun er den første til at gøre dét, alle kristne er kaldede til, nemlig at sige ja til at tage imod Kristus. Maria er da forbillede for kristne til alle tider. Hun begriber langt fra det fulde omfang af Guds plan med hende; og dog svarer hun Guds engel: Mig ske efter Herrens vilje.

Sådan ser begyndelse på alt kristent liv ud: At vi frivilligt tager imod Kristus og siger ja til Gud. Der er to afgørende elementer her: Guds initiativ og menneskets medvirken dertil af egen fri vilje. Vi ser op til Jomfru Maria, netop fordi hun er ligesom os; og fordi hun har vist os, hvordan vi i frihed kan tage imod Kristus. Det er grunden til, at vi synger om hende: Højere æret end keruber og uendeligt mere herlig end serafer.

Jeg mener ja - så længe de holder sig til fakta. Det gør de bare sjældent.

Sidste eksempel på det er Nikoloi Sennels, der i DR2´s Deadline lyver så hurtigt som en racerbil kan køre. Han siger med pokerfjæs, at over halvdelen af fangerne i fængslerne er muslimer, og at 80% af muslimerne i øvrigt ønsker ytringsfriheden afskaffet, “så man ikke kan fornærme deres profet”. Fordrejninger og insinuationer i stedet for ærlige argumenter.

Er det udtryk for DF´s alt for store magt, at DR føler sig tvunget til at give mikronfontid til en rendyrket propagandist, der arrogant tisser seerne op og ned af nakken med sine løgne? Er det mon fordi, det er Ole Hyltoft (DF´s indpisker i DR-bestyrelsen) der dikterer journalistikken?

Men det er netop, når DF har taletid, at de afslører deres dybe slægtskab med antidemokratiske totalitære diktaturer i andre lande og i andre tider. De føler ingen respekt, men er alene drevet af en menneskefjendsk ideologi og tørsten efter magten.

Ve os, hvis de bliver alene om den.

Jeg har efterhånden hørt flere steder fra, at mange muslimer drømmer om at omvende sig til Kristus - bl.a. fra en præst i Irak. Men de tør ikke, fordi de frygter reaktioner i form af social isolation eller i værste fald vold og død.

Men muslimer er tæt på Kristus, ligesom jøderne er det. Hvor jødedommen peger frem mod Kristus, da peger islam tilbage på Kristus. Han er allerede tilstede i begge religioner. I jødedommen i form af mange profetier om Kristi komme, i islam i form af mennesket Jesus.

Fordi Jesus allerede er en del af islam, så indeholder islam selvmodsigelser, fordi islam fra begyndelsen har været tænkt som et oprør mod Kristus. På Muhammeds tid var kristendommen stærk i Mellemøsten, hvilket betød af jødedom og andre religioner blev trængt. Troen på den Alkærlige Gud vender jo op og ned på alt det gamle.

Mange muslimer siger om Jesus, at Han er “Guds ord og sjæl”, men samtidig insisterer man på, at Jesus ikke er Gud men alene menneske. Da Messias derfor i følge islam er skabt af Gud, som alle andre mennesker, må det betyde, at før Gud skabte Jesus, da havde Gud ikke en sjæl! Kan et besjælet væsen leve uden sjæl? Nej, selvfølgelig ikke.

Så hvis Messias er Guds sjæl, må han - ligesom kristendommen siger - have været der fra begyndelsen, og han kan ikke være skabt, men må være udgået fra Gud Faderen. Der må betyde enten, at der er to guder, hvilket islam bekendt (med god grund) benægter, eller at der en “to-enighed”!

Analysen kan sikkert anfægtes. Det afgørende er imidlertid, at almindelige muslimer godt kan have en intuitiv idé om, at Gud er Vi.

Kilder: http://books.google.com/books?id=osSpWK4…

 http://en.wikipedia.org/wiki/Jesus_in_Is…

 http://www.al-qiyamah.org/ruh_of_allah.h…

“Julen i Betlehem gør mig ensom. Når jeg vandrer omkring på Manger Square, forbi de butikker der sælger oliven-træ konger og hyrder til grupper af kristne turister, husker jeg hvor mange af mine gamle venner der har emigreret, hvor meget byen har ændret sig til ukendelighed. I dag i Bethlehem, lyden af det muslimske kald til bøn kommer fra dusinvis af moskeer, drukner de blide kirkeklokker.

Jeg var otte da min familie flyttede til Bethlehem i 1949. Vi var muslimske flygtninge fra det nyoprettede Israel. Dengang da næsten alle byfolk var kristne. Jeg gik i en kristen skole og sang i kirkekor. Jeg elskede at gå til søndagsgudstjeneste, lukke mine øjne, lytte til kadencerne i den katolske messe - som jeg ikke forstod - og indånde duften af røgelse.

Dengang var “kristen” og “muslim” etiketter, vi lod blive i vores lommer. Det var ikke afgørende, hvilken religion man tilhørte. Det var fælles for os muslimer at deltage i søndagsmessen, hvor vi ærede Jesus og Maria, eller, som vi kalder dem på arabisk, Issa og Miriam. Muslimske kvinder bad i grotten, hvor Maria siges at have puslet om Jesus. Vi besøgte vores kristne venners hjem og holdt udflugt med dem om foråret, når abrikostræerne blomstrede på bakkerne. Til jul ville både muslimske og kristne børn tages deres fineste og mest farverige tøj på. Der var lys overalt; som barn var jeg overvældet.

Der er stadig perlekæder af lygter draperet omkring Manger Square og fødselskirken - måske mange flere lygter - men for mig, brænder hver eneste af dem med et minde om disse pragtfulde tabte dage og mine kristne venner, som er rejst. Hvorfor tog de afsted? Når alt kommer til alt, havde nogle af disse familie boet her siden Kristi fødsel eller endnu længere. Den enkle forklaring er, at Bethlehem’s kristne blev fanget mellem den voksende islamiske ekstremisme og rystelserne fra den israelske besættelse. Da byen kontrolleres af de palæstinensiske myndigheder er israelske sikkerhedsstyrker ved at opbygge en 8 meter høj betonmur omkring den. Israelerne betragter de kristne som palæstinensere, som de betragter som mulige terrorister. Min kones frisør er en kristen, som er på vej til Australien, fordi han er bekymret over sine døtre. På vej hjem fra skole blev hans teenage-piger chikaneret af medlemmer af en islamisk militant gruppe, blot fordi de bærer kors. “Jeg ønsker ikke mine børn skal vokse op i et hyklerisk samfund”, siger han.

At bære kors ved de israelske checkpoints hjælper heller ikke. For sikkerhedspersonalet er vi alle palæstinensere og alle farlige. Selv med den tilladelse, som Bethlehems beboerne er nødt til at have for at gøre selv en kort køretur til Jerusalem. Sommetider kan det tage en time at komme igennem kontrolpunktet. Som en kristen universitetsstuderende sagde den anden dag, “Jesus Kristus ville ikke være i stand til at forlade Bethlehem i dag, medmindre han viste et magnetisk ID-kort, en tilladelse og sit fingeraftryk.

I det mindst tiltrækker den israelske sikkerhedsmur en ny form for turisme - graffitiguerillaen. Den britiske fantomkunstner Banksy førte for nylig en gruppe af udenlandske kunstnere til væggen. Han spray-malede et billede af en fredsdue i en skudsikker jakke, der blev fanget af en snigskyttes opmærksomhed. Og på siden af et hus, tegnede han en lille pige i en lyserød kjole, der danser foran en israelsk soldat.Sommetider løfter graffitien mit humør. Andre gange, når jeg er vred efter at være blevet forsinket ved et checkpoint, er jeg utilbøjelig til at tro, at kunst kan rive muren omkring mit Bethlehem ned. Men hvad der trods alt kan få mig til at grine - med en vis bitterhed, må jeg indrømme - er det skilt det israelske militær har sat op over checkpointet ved indgangen til Bethlehem. Det lyder: fred være med dig.

Underligt nok, er det ikke et forgæves håb. Min søn har sat et træ op i sit muslimske hjem, og jeg har fået besked på at finde et julemandsdresset frem, og min børnebørn lærer julesange. Det er den fred, jeg finder i Bethlehem i julen.”

Kilde: http://www.time.com/time/magazine/articl…

I Irland rapporteres det, at der på særlige børneinstitutioner er foregået voldtægter af børn i stor stil gennem mange mange år. Rapporten følger en lang række andre afsløringer i de senere år, som særligt har ramt den romersk-katolske kirke.

Hvordan er det muligt at ondskaben får frit spil, der hvor man allermest har forpligtet sig på at følge Jesus?

Der er ingen undskyldninger, der kan bortforklare det ansvar, som disse krænkere har. Børnenes lidelser vil hvile på dem altid. For krænkerne er der kun ét at gøre: at stoppe med at begå flere forbrydelser, at angre og at skrifte. Gud modtager alle, der virkelig ønsker Hans barmhjertighed.

Samtidig kan man overveje, om der har været forhold, der har fremmet disse voldtægter.

Jeg tror der er en kombination af tre forhold, der især spiller en rolle: 1) lukketheden i disse kirkelige miljøer, 2) kravet om absolut seksuel afholdenhed hos præster og 3) som kræver lidt mere forklaring: Det er en kendt erfaring, at mennesker, der bestræber sig på at frigøre sig fra egoistisk nydelse, bliver fristet særlig meget. Det er der både en åndelig og en psykologisk forklaring på. Mennesker, som ikke vælger afholdenhed af helt frivillige årsager, er særligt udsatte.

Og så er der også en 4. faktor, som ikke har med de andre at gøre. Nemlig at pædofile systematisk opsøger steder, hvor der er mange børn. Hvis man ikke har den tilstrækkelige opmærksomhed og vilje til at få øje på dem, ja så har de frit spil.

Seksuelle krænkelser er en form for tortur, som kan ødelægge et menneske for resten af livet. For barnet rammer det også modet til at stole på voksne og på andre mennesker. For den troende rammer det yderligere tilliden til Gud. Op imod 10% af alle børn udsættes for mere eller mindre vidtgående seksuelle krænkelser.

I Danmark har vi en organisation, der blandt andet har til formål at hjælpe seksuelt misbrugte i kirker. Den hedder KRIS (Kristen Rådgivning for Incestofre og Seksuelt misbrugte) og har denne hjemmeside: kris-dk.dk.

Den kristne kirke har altid givet asyl til den forfulgte. Traditionen hænger uløseligt sammen med buddet om næstekærlighed, og har et tidligt udtryk lang tid før Kristus i jødernes særlige asylbyer, hvor forfulgte kunne regne sig i sikkerhed.

Allerede før år 400 forsøgte magthaverne at sætte en stopper for denne praksis, ifølge hvilken selv lovbrydere og skatteundragere kunne søge beskyttelse i kirker. Den 18 oktober 392 udsendte kejser Theodosius I et dekret, der skulle stoppe denne praksis. Det lykkedes ikke.

Men ellers var kirkeasylet primært tiltænkt mennesker, som var forfulgte på grund af religiøse eller politiske forhold. Ja, ligesom irakerne i Brorsons kirke er det i dag.

Når Rønn Hornbeck vil uddrive asylanterne af Brorsons kirke, bryder hun dermed med et meget centralt element i den kristne tro og tradition, og hvis præst og menighedsråd accepterer det, gør de det samme.

Kirkefaderen Hellige Chrysostomos skrev i 399 i en lignende anledning (Eutropius der søgte asyl, efter at have bekæmpet det): “Do not tell me that the man having been surrendered was surrendered by the Church; if he had not abandoned the Church he would not have been surrendered…Abide with the Church, and the Church does not hand thee over to the enemy: but if thou fliest from the Church, the Church is not the cause of thy capture.”

Formentlig i egne øjne, for selvhad og respektløshed går hånd i hånd. Og Hans Hauge mener (i JyllandsPosten naturligvis) at respekt er noget fis. Han har så lidt respekt, at han ikke engang gider at fortælle læseren, hvorfor - udover at respekt ikke er moderne, og det er godt nok for lille Hans.

Den lille tekst er, selv om den nok bare er et forsøg på at provokere og gøre sig bemærket, dog et bemærkelsesværdigt udtryk for et kulturskifte blandt mange borgerlige. Tidligere krævede man respekt for autoriteter. Nu er man ligeglad med respekt - det er nok at våbnene taler.

Tidligere var respekt samfundsbærende. Nu er egoismen blevet så dominerende, at man har glemt at vi lever i et samfund. Hvordan “de andre” har det, rager dem en høstblomst.

Hans tror, at respekt bare er sådan noget, som rockere kræver. Her afslører lektor lille Hans sin afgrundsdybe uvidenhed og indre tomhed. For den “respekt” som rockerne vil have, er jo frygt, og det er noget helt andet.

Respekt er kærlighed, og et samfund uden respekt er sygt. Forestil dig en familie uden indbyrdes respekt. Det er det man kalder en dysfunktionel familie, hvor løgn, overgreb og vold florerer. Det samme gælder alle andre samfund på alle niveauer.

Er der ingen respekt, må man sætte regler i stedet for at holde hinanden fra livet. Og regler er man nødt til at bakke op med truslen om vold, ellers frygter ingen reglerne.

Lille Hans tror, at respekt forhindrer ham i at stille uartige spørgsmål. Nej, det er lige omvendt. Respekt er anerkendelse, også af behovet hos en bette mand til at være enfant terrible.

Så lille Hans må lære at stå lidt tidligere op: Var der ingen respekt i samfundet, ville der ikke være meget tilbage at forsvare.

Undersøgelser viser, at børn mister deres tro, når de går til konfirmandundervisning.

Hermed er Folkekirken endegyldigt dumpet, for hvis kirken tager troen fra folk, er den i virkeligheden djævlens redskab.

Der er masser af oprigtigt kristentroende i Folkekirken. Min opfordring er: Etabler i stedet sande kristne fællesskaber i overensstemmelse med Kirkens tradition herunder Bibelens ord.

Og overlad trygt Folkekirken til kultur”kristne”, som gladeligt betaler flere tusind kroner årligt for en tom skal, hvor der ikke er plads til fællesskabet med Kristus. Folkekirken er død alligevel.

Alice Bailey var en new-age guru, der døde i 1949. Inden da nåede hun at formulere en plan for, hvordan kristendommen skulle afvikles. Planen er efterhånden mere eller mindre gennemført. Se selv:

1. Få Gud ud af skolerne. Hvis folk vokser op uden at kende til Gud, vil de snart  anse Ham for at være irrelevant for deres liv.

2. Nedbryd den kristne familiestruktur ved at forhindre kommunikationen mellem forældre og børn, så de åndelige værdier ikke bliver videreført til næste generation.

3. Fjern alle restriktioner for sex. Mennesket skal være fritstillet til at nyde uden begrænsninger.

4. Da sex er det stærkeste udtryk for menneskers nydelse, bør det komme til udtryk på alle måder, så længe ingen bliver misbrugt eller skadet.

5. Kvinder bør have frihed til at abortere uønskede børn. Hvis manden kan have sex uden konsekvenser, skal kvinden have det samme.

6. Når et ægteskab knirker, må man være fri til at lade sig skille. Man bør også være fri til at vælge en ny partner, selv om man ikke gifter sig igen.

7. Slå ned på alle former for religiøs radikalisme. Kristne siger, at Jesus er den eneste vej til frelse. Eliminer dette ved at bringe kristendommen til tavshed og fremme andre religioner.

8. Brug medierne til at kontrollere folks meninger.

9. Lad al slags kunst handle om uanstændighed, umoral og det okkulte.

10. Få kirken til at acceptere disse ni punkter.

Kilde: Tagryggen