For at redde politiets image har ledelsen søndag tvunget Dahl til at trække sine udtalelser tilbage, hvilket både er et anslag mod ytringsfriheden, men også et udtryk for mistillid til retsstaten. For hvad er en politianmeldelse i grunden?

En politianmeldelse indebærer, at politiet får til opgave at belyse om lovregler er blevet overtrådt. Hvis det er tilfældet, rejses der en sigtelse. Hvis det ikke er tilfældet, rejses der ikke sigtelse. Hvis en højtplaceret embedsmand bliver skudt i skoene, at han ikke er professionel, og dermed ikke kan forlenes med den tillid stillingen kræver, så er det hans eneste mulighed for at få genoprejsning.

Forudsætningen er naturligvis, at embedsmanden og samfundet har tillid til retssystemet, og dermed har tiltro til, at der er sammenhæng mellem, at der sker en overskridelse, at politiet efter en anmeldelse ved en undersøgelse be- eller afkræfter dette, og at der derefter eventuelt rejses sigtelse og i den sidste ende fældes dom, hvis politiets undersøgelse holder vand.

Hvis Dahl har holdt sig indenfor lovens rammer, behøver han med andre ord ikke at frygte noget som helst som følge af en politianmeldelse. Tværtimod har han kun noget at opnå derved - nemlig at blive renset, og se anmelderen blive dukket.

Den samme mistillid til demokratiet og retssystemet finder vi hos de mere end 100 mennesker, der har kontaktet Zenia Stampe for at intimidere hende til at trække sin anmeldelse tilbage. De skulle skamme sig, for dermed undergraver de demokratiet. Deres fascistiske holdninger har de al ret til at have, men de optræder som nazistiske stormtropper, når de truer politikere og andre der bruger demokratiet i overensstemmelse med dets ånd.

Bliv på tronen til Gud kalder dig - forhåbentlig om mange år. Jeg ved godt at det er surt på mange måder. Du og din familie fortjener ikke den uartige og ofte grænseoverskridende interesse I udsættes for fra sladderpressen. Men jeg tror at du tager det som en nødvendigt martyrium. For du er ikke kun dronning af navn men bestemt af gavn. Du har en mission og vil være et tegn, og det gør du godt.

Jeg er sådan set egentlig ikke royalist i den forstand, men jeg har den dybeste respekt for dig Dronning, for dine værdier og for din indsats. Tak for det!

Kurdistan findes! Det kan jeg sige med stor sikkerhed, for jeg har selv været der to gange. Det findes lige så sikkert, som at Jylland (jydernes land), Grønland (grønlændernes land) og Lapland (lappernes land) findes.

Et land betyder ikke nødvendigvis en stat. Hvis nu Danmark var blev indlemmet i Tyskland efter 2. verdenskrig, var der så ikke længere Danmark? Jo, naturligvis - så længe danskerne bor der.

Men Kurdistan findes ikke på noget kort, vil nogen sikkert indvende. Jo, det gør det faktisk! Men de fleste har det ikke med af politiske grunde.  Dog hedder et af de kurdiske område i Iran officielt “Kordestan”.

Man er heller ikke tvivl, når man kommer til Kurdistan om, at man er kommet til et andet land. Folkelivet er anderledes, maden er anderledes, kurderne ser ud på en særlig måde - og ikke mindst taler kurderne kurdisk.

Kurdisk er et indoeuropæisk sprog til forskel fra både arabisk og tyrkisk. Det vil sige at kurdisk og dansk er beslægtede sprog, hvorimod tyrkisk og arabisk ikke er beslægtede med kurdisk. Når man lærer kurdisk at kende, møder man også mange ord man kan genkende både fra dansk og fra andre indoeuropæiske sprog såsom fransk og russisk.

Kurderne blev af stormagterne lovet selvstændighed efter 1. verdenskrig, men det druknede i magtspillet efterfølgende, hvilket betød at kurderne måtte se sig underlagt fire forskellige stater: Tyrkiet, Iran, Irak og Syrien. Det har kostet meget blod og mange lidelser. Lige nu går det nogenlunde godt, men kurderne har god grund til altid at være på vagt. Netop derfor deltager de ivrigt i det irakiske parlamentsvalg, der løbet af stablen her i weekenden.

Virkeligheden er jo, at DF er den største trussel mod sammenhængskraften i det danske samfund. Den gennem mange år vedvarende hamren på en mere eller mindre forsvarsløs befolkningsgruppe har splittet danskerne, således at vi ikke længere har et samarbejdende folkestyre og heller ikke et fælles nationalt projekt.  Der er ikke længere noget, man kan kalde danske værdier. Vores folkehjem er blevet en dysfunktionel organisme, der måske snart vil være inde i en dødskamp. Ikke på grund af trusler udefra, nej - på grund af den indre trussel som DF udgør.

DF´s vedvarende kampagne mod muslimerne svarer nøjagtigt til nazisterne kampagne mod jøderne, Milosevich kampagne mod kosovarerne, den tyrkiske kampagne mod armenierne og senere grækerne, israelernes kampagne mod palæstinenserne, kampagnen mod tutsierne o.s.v. Potentialet er der for etnisk udrensning, og det er nøjagtigt hvad DF´erne drømmer om.

Dermed melder Rolf sig i det stadigt mere larmende kor af propagandister, der skriger på hellig krig mod de fremmede. Rolf er jo præst, men det kan næppe være i en kristen kirke, for Jesus Vor Herre ønsker tværtimod at vi skal elske hinanden - ja, selv vores fjender (og der i blandt tæller jeg ikke flygtninge og indvandrere).

At man ikke behøver at fæste særlig meget lid til bogens “fakta” kan man for eksempel forvisse sig om ved at gå ind på Kriminalforsorgens hjemmeside. Her kan man finde publikationen “Indsatte i fængsler og arresthuse fordelt på oprindelsesland og institutionstype”, hvor man kan se, at 26 % af indsatte i fængsler har ikke-dansk baggrund. Tallet er højt sat, for Københavns Fængsler, der er et arresthus, er talt med, men jeg har gjort det, da mange “får lov” til at sidde det meste af deres afsoning af i arresthuset.

Disse propagandister har en langsigtet strategi om oftere og oftere at nævne ordet “borgerkrig”, for derved at påvirke den almindelige befolkning til langsomt at tage idéen til sig. Efter noget tid vil mange have en fornemmelse af, at borgerkrig mod de fremmede, det er noget mange går og tænker på - det må vi da hellere se at komme igang med. Sådan var det også i Jugoslavien og alle andre steder, hvor ansvarsløse fanatikere har ophidset til borgerkrig.

Siden 1970 er den enkelte dansker blevet godt 2 % rigere hvert år - i gennemsnit selvfølgelig. Det betyder, at der er blevet mere end dobbelt så meget forbrug til rådighed på 40 år. Er vi så også blevet dobbelt så lykkelige? Selvfølgelig ikke. Måske tværtimod.

Danskerne er blevet rastløse mediebrugere, og har glemt alt om at komme hinanden ved, som man sagde dengang i 70´erne.

Hvorfor er det egentlig, at vi skal arbejde så meget og så længe? Det er jo tydeligt for enhver, at rigtig mange hellere end gerne vil ophøre med arbejde, når de bliver 60 - også selvom det indebærer en nedgang i velstanden. Er det ikke en kende mystisk, at man ikke tilstår befolkningen denne frihed?

I stedet har vi en situation, hvor man presser den ældre del af arbejdsstyrken til at blive ved, på trods af at denne aldersklasse er mere eller mindre uønsket på arbejdsmarkedet. Det grå guld er en skrøne, for det er ungdommen der styrer. Lad dog folk få nogle gode år i lykkelig lediggang i stedet for at stå med hatten i hånden i jobcenteret og præsentere sin kvote af forgæves jobansøgninger.

Glem ikke at dengang i 1970, hvor vi kun forbrugte det halve af i dag, da var vi også rige, og havde alt hvad vi behøvede - og mere til. Hvorfor skal vi dog jage efter mere, mere, mere…?

Jeg kender godt svaret, men finder det helt absurd. Det er hensynet til stabiliteten i økonomien, til virksomhedernes råderum, til aktionærernes udbytter der er afgørende. Ikke vores velfærd.

Urban skriver den 12. februar om den romantiske drøm om det lange liv med den eneste ene. Knap halvdelen af danskerne tror på denne mulighed. En ekspert mener, det er en nødvendig drøm. En anden at det bare er et program, der er installeret på vores computerdrev. Den sidste mener, at et forhold sagtens kan vare livet ud, og at det skyldes, at hver gang man rører hinanden, så udløser det hormonet oxytocin, som skaber en tilknytningsfølelse. Men så må man vel spørge, om det også bare er berøringshormonet, der får os til at holde fast ved vores børn? Eller lyder det ikke lidt småperverst?

Det fuldstændigt centrale og afgørende ved ægteskabet er der ingen der snakker om. Kærlighed er hverken betinget af drifter eller romantiske illusioner. Der er da ingen, der gider blive (længe) i et forhold, hvis der ikke er et bevidst valg: jeg elsker dig! Når forelskelsen er ovre efter højst ét år, er det den ægte kærligheds tur til at tage over. Det er der, du bevidst vælger din ægtefælle. De mest stabile ægteskaber er formentlig dem, der ikke begynder med forelskelsens galskab og efterfølgende nedtur, men dem der hviler på nødvendigheden eller viljen til at holde sammen.

Vores kærlighed til vores kæreste er - ligesom vores kærlighed til vores børn, søskende og forældre - af åndelig karakter. Ægte kærlighed er nemlig uafhængig af drifter og kan holde til lang tids adskillelse. Mange flygtninge og udvandrere har holdt sammen med deres ægtefæller i årevis uden at have hinanden i nærheden. Gamle ægtepar kan leve i dyb kærlighed uden romantiske udenomsværker. Det Gamle Testamente siger: Elsk din næste som dig selv, men sætter kærlighed til Gud først, for Han er kærlighedens ophav.

Der er vores natur at elske, og vores tilbøjelighed til uselvisk kærlighed strækker sig langt udover de nærmeste relationer. Men vores egocentrerede kultur forhindrer den i at udfolde sig. Alt i vores miljø taler for, at vi skal måle hinanden med: hvad får jeg ud af dig. Hvad er fordelene - hvad er ulemperne. Den tankegang slår ægte kærlighed ihjel, og det er derfor så mange ægteskaber går til grunde, og så mange børn bliver ladt i stikken. ]]> http://ydmyghed.urbanblog.dk/2010/02/15/vilje-til-k%c3%a6rlighed/feed/ http://ydmyghed.urbanblog.dk/2010/02/13/hvem-var-rygtesprederen/ http://ydmyghed.urbanblog.dk/2010/02/13/hvem-var-rygtesprederen/#comments Sat, 13 Feb 2010 18:48:15 +0000 Kristian http://ydmyghed.urbanblog.dk/?p=2419 I den forgange uge havde vi en mega mediehistorie om et groft brud på dansk kultur, frisind, demokrati og selvretfærdighed.

På Holbergskolen i København blev der angiveligt holdt forældremøde med adgang forbudt for fædrene alene af hensyn til muslimernes finere fornemmelser. Det var historien, og den var løgn. Der var ikke tale om et forældremøde, men om en kvindecafe, der har til formål at styrke nogle indvandrerkvinder i at vove sig ud af køkkenregionerne. Alt dette er nu blevet afklaret. Historien klaskede sammen til ingenting, og de af politikerne, der har lidt anstændighed i behold, står tilbage med røde øren.

Der er imidlertid ingen, der har interesseret sig for, hvem der startede denne løgnehistorie. Men det er jo væsentligt at få øje på, hvilke journalister eller presseagenter, der bevidst manipulerer med medierne. På den måde kan andre journalister og ikke mindst læserne og politikerne vogte sig for blot ukritisk at følge strømmen som en hjernedød sildestime.

Den pågældende propagandakilde udsender formentligt rutinemæssigt misinformation, og er sandsynligvis også en del af et netværk, der har netop dette som formål. I stedet for halsløst at gengive indholdstomme “sensationer” burde journalisterne forholde sig kritisk til hvad de læser. Faktisk troede jeg, det var sådan noget man blandt andet lærer på journalisthøjskolen. Og for at kunne forholde sig kritisk er det nødvendigt at afdække misinformationsnetværk, så man ved hvem de består af, og hvordan de arbejder.

Eller til ugerne før? Nina var med sin mor på Gran Canaria samtidig med statsministeren og hans børn. De tog afsted et par uger før vinterferien, for at undgå de dyre billetter. Der var også lektier med i bagagen, men jeg tvivler på, at der blev brugt mange minutter på dem. Men Nina havde en god ferie, og kom hjem igen med en sund kulør. Nu er hun igang med sin vinterferie nr. 2.

Det er hun ikke alene om. I hendes skoleklasse, som hovedsageligt består af børn af højtuddannede fra den kreative klasse, er der generelt et meget stort fravær som følge af forældrenes mange udlandsrejser. Der er også en enkelt muslim i klassen, som er overflyttet fra det nærliggende indvandrerområde. Om han holder ekstralange sommerferier ved jeg ikke, men mon så ikke skoleledelsen slår hårdt ned - det opfprdrer Bertel Haarder jo ledelsen til. “Dem” skal “vi” jo stille krav til  - imodsætning til “os selv”.

En lærer, jeg kender, skulle også have været afsted på ferie allerede i sidste uge. Han arbejder selvfølgelig ikke som lærer længere, men har fundet andre græsgange. Han blev dog nødt til at udskyde sin ferie til vinterferien af hensyn til den efteruddannelse han går på…

Bemærk lige ordvalget. Det er SÆRhensyn - ikke hensyn. I århundreder har vi i Danmark taget hensyn til mindretal, som det mest selvfølgelige - men nu hedder det særhensyn, underforstået at nogen har tilranet sig særlige privilegier.

Karen Jespersen taler ikke om, at det er hensyn til muslimerne, der skal undersøges. Det er religiøse hensyn, og det vil sige at hensyn til kristne, jøder og buddister også vil blive underlagt inkvisitionen. Men der er næppe tvivl om, at det især er muslimerne, hun tænker på. For jøderne har jo en særlig rolle som dem, der hvidvasker vores sorte kollaboratørsamvittighed fra 2. verdenskrig.

Tænk over det. Hensyn bliver der taget masser af alle vegne. Et ekstremt eksempel er, hvordan DR efter 9-11 attentatet undlod at spille visse popnumre (Stairway to heaven m.fl.), fordi det kunne såre amerikanernes følelser. Som om de hører DR. Behandlingssteder for narkomaner kan ikke placeres i almindelig bebyggelse af hensyn til pæne folks følelser.  Vi tager (selvfølgelig) også hensyn til handicappede, børn, ældre, ikke-rygere, cyklister, fodgængere, ryttere og folk med udsigt.

Som noget kuriøst er det mange steder forbudt at nøgenbade af hensyn til de nærliggende beboere, samtidig med at svømmehalsgæster skal tvinges til at udstille deres bare ende for hinanden - alene for at få muslimer ned med nakken.

Karen Jespersen kan ikke slippe sin totalitære fortid i VS. Det kribler i hende for at internere anderledes tænkende reaktionære og afvigere.